Ny retning i Vestafrika
En paradisfugl-lignende Jeanett Albeck spankulerer rundt på scenen med blå kløer på hænder og fødder og en hanekam strittende i alle retninger. Klunkelignende stalakitter hænger ned fra loftet, og det drypper, som er vi i en grotte. Det er egentlig ret fjollet, men med en enkelt sætning ændrer hun stemningen: “Hvis ikke vi indordner os, bliver vi i bedste fald gjort nar af, i værste fald slået ihjel”.
Yes! Endelig noget uventet. Et klammofeministisk opgør med normerne.
Kort forinden har hun med ordene “you want feminin?! I’ll show you feminin” vist, hvad der menes med, at kvinder forventes at indordne sig, i en overkarikeret Marilyn Monroe-imitering med svulstige røde læber, høje støn og pornografisk fascination af den falloslignende scenografi.
Med monologer, musik og lysshow springer stykket hele tiden mellem det sjove, det absurde og det alvorlige. Vi kommer også forbi en faglitterær beskrivelse af et hamskifte, en epilepsifremkaldende dans med slim og en klam fortælling om lort.
Man savner det uvante
Den røde tråd er hovedpersonens samtale med en psykiater, der skal udrede hende for ADHD. Samtalen fungerer godt som det fundament, der forklarer, hvorfor de vilde og overgearede sekvenser passer sammen – selv om det er en pointe, vi allerede er godt bekendte med: Samfundets indretning og forventninger får kvinder til at trives dårligt.
Og det passer jo. Som en helt ny undersøgelse viser, er under halvdelen af pigerne i landets 8. klasser glade for, hvem de er, og næsten hver tredje synes, de har lav livskvalitet. Det er massive problemer, og det er med rette, at scenekunsten bruger sin platform til at tale det op, og talt op bliver det i den grad i “Ellers mange tak”. Stykket er vildt og vanvittigt, og stemningen går en del af tiden fint i spænd med de pointer, der leveres. Fuck samfundets normer. Fuck klamme mænd. Men man savner det nye og uvante i, hvad det gerne vil sige. Jeanett Albeck prædiker for koret, som en engelsk talemåde lyder, men godt teater videreformidler ikke kun det, vi allerede ved eller mener, men sætter det i et nyt lys.
Bag stykket står – ud over skuespiller, musiker og manuskriptforfatter Jeanett Albeck og instruktør og koreograf Gunilla Lind – en perlerække af dygtige folk. Blandt andre aktivisten Emma Holten, der om nogen forstår at spidde samtidens kvindefjendske tendenser, hvilket “Ellers mange tak” desværre ikke helt formår. Heldigvis kompenserer forestillingen med et hæsblæsende lydbillede med vild elektronisk musik af sangskriver og producer GRO oven i et overvældende lysdesign af Balder Nørskov. Og Jeanett Albeck er bragende dygtig både musisk og humoristisk.
Fæces-fantasier
Et højdepunkt var – tro det eller ej – den førnævnte fortælling om lort. Hovedpersonen indvier os i sine mildt sagt groteske fæces-fantasier, blandt andet en hvor hun har glemt at købe kage til sine middagsgæster og i stedet lader dem spise sin afføring formet som små, brune lækkerbiskener. Hun propper munden og agerer henholdsvis imponeret kagespiser og desperat vært, alt sammen på vers i en kakofoni af absurditet og lort. Mums. Og virkelig, virkelig sjovt. Har vi ikke alle prøvet det der med at være draget af at spise eller i det mindste bare røre ved vores egen lort, spørger hun bagefter publikum, der ryster forvirret på hovederne. Det virker mærkeligt, men viser sig som en mindre genistreg, da femøren falder, og jeg forstår parallellen til overgrebsmænd, der forsøger at retfærdiggøre at have ført klamme fantasier ud i livet, med at “det har vi da alle gjort”. Yes! Endelig noget uventet. Et klammofeministisk opgør med normerne.
Men selv om der undervejs dukker guldklumper op i manuskriptet, havde det som helhed nok allerede været tilpas nytænkende for fem-seks år siden. Det er ikke et nyt “Kvinde kend din krop“, men se det da alligevel. Ikke så meget for pointerne som for Jeanett Albecks multitalentfulde præstation, det møgfede lyd- og lysbillede og de indimellem helt fantastisk sjove scener.
Ellers mange tak af Jeanett Albeck. Musik og Produktion sammen med GRO aka Julie Møller Christiansen spiller frem til d. 8.10. På Teater Republique.
Instruktør: Gunilla Lind
Scenografi: Victoria Lind
Lysdesign Balder Nørskov
Kan du lide, hvad du læser?
Det koster penge at lave progressiv journalistik. Kun med din støtte kan Arbejderen fortsat udgive frit tilgængeligt journalistisk indhold af høj kvalitet.
