Et år senere
I hvide seler, højtaljede 1930-40-bukser og showmans attitude står hovedpersonen frem alene på scenen og foredrager sin vise om at være her i rummet på Aveny, hvor også Keld & Dirch har stået. Så er vi ligesom i gang, og sammen med hr. Sommer er vi gået i teater.
Der er ikke mange, der synger en vise på den måde.
Bagvæggen er en rå metalport fra gulv til loft, musikerne placeret i hver side af scenen: Elguitar, bas og synth i kongesiden, trommer i damesiden, midt på scenen forskellige store moduler der kan samles og skilles i forskellige formationer og farvelægges af forskelligt lys. Effektivt og enkelt. Det giver sanguniverset en tidløshed, der ikke er forankret i konkrete situationer eller personer, men i stemninger og følelser.
Peter Sommers numre er blevet rystet godt og grundigt igennem af holdet og Sommer selv, så helt nye versioner og udtryk er kommet frem. Der er fine, sarte, blide versioner med guitarfingerspil og sprøde stemmer. Der er brølende rockudgaver med flænsende elektrisk lydbillede og hamrende trommer. Der er forrygende svingende numre, hvor salen er badet i stjernedrys og funky rytmer. Det er netop ikke en Peter Sommer-koncert, men en teaterkoncert. Her er Sommer selv af og til på fremmed grund. Det kan virke, som er han fanget af attituder, der er planlagt til at passe ind i instruktørens koreografi. At stå dér, gå dér, hænge dér. Her har skuespilleren Charlotte Munck naturligt nok et langt større scenisk nærvær. Hendes færden på scenen har intention fra start til slut, og det er smukt at iagttage. Hun synger stille og sart og supplerer duetterne med Sommer med kontraster.
Peter Sommer er helt sin egen fugl. Da han kom frem, var det de finurlige ordspil og paradokse ordsammenstillinger, der ofte tog kegler. Siden er der kommet mange dybe lag og melankolske klangflader til i fordybelsen i danskens liv. Han er en blanding af Benny Andersen, Halfdan Rasmussen og Jacques Brel, med sine nærstudier af kærligheden og det, der følger. Der er ikke mange, der synger en vise på den måde og med det mættede indhold, han lægger for dagen. Samlet set kan hans univers fremstå sorgfyldt, trist, vredt, alvorligt og melankolsk. Men man fornemmer lige under overfladen en stor nysgerrighed på menneskenes liv, en ydmyghed overfor menneskets kamp for mening og en stor og varm humor. Derfor er det heller ikke underligt, at Peter Sommer kaster sig ind i en fortolkning af egne sange i et teater. Det var vel for svært at lade være.
Og når noget puttes ind i en anden ramme, så skabes der en distance, som kan give publikum nye øjne at se med og friske ører at lytte med. Det sker også her. Teksterne står i langt de fleste af de fremførte numre klarere frem. Så det kendte bliver ukendt igen – nyt og frisk. Som da Peter Sommers Tigger fremføres af Klaus Handsome, der er selve inspirationen til sangen. Så ærligt, med slidt guitar, langt hår og bramfri sødme. Det smeltede mit hjerte. Eller da sangerinden Camilla Munck med overvældende stemme, kraft og inderlighed, fortolker sangen “Det Store Spørgsmål”, “Har du nogensinde elsket en, så højt at du sprang i med begge ben”, så man bliver helt blæst omkuld. “Elskede At Drømme, Drømmer Om At Elske” har i teaterversionen bevaret sin fantastiske pulserende rytme og omdanner hele salen til en samlet fest omfavnet af PS, der kranser os ind med sin sang.
Forestillingen giver fornyet lyst til at fordybe sig i Peter Sommers fordybelse af det levede liv, herfra hvor vi står.
Teaterkoncerten Peter Sommer
“I MORGEN ER ALT MULIGT”
15. september – 29. oktober 2022
Medvirkende: Peter Sommer, Charlotte Munck, Camilla Munck, Palle Hjorth, Søren Bigum, Anders Bach & Klaus Handsome
Instruktør: Peter Harton
Scenograf: Nikolaj Danielsen
Kan du lide, hvad du læser?
Det koster penge at lave progressiv journalistik. Kun med din støtte kan Arbejderen fortsat udgive frit tilgængeligt journalistisk indhold af høj kvalitet.
