Berlinalen sluttede i søndags med en guldbjørn til producenterne af filmen ‘DAHOMEY’: Eve Robin, Judith Lou Lévy og fransk-senegalesiske Mati Diop.
Prisen for bedste dokumentarfilm gik til den palæstinensisk/israelske film ‘NO OTHER LAND.’
Den danske film VOGTER var også nomineret til en af de berømte vinderbjørne, men fik ingen priser, selvom den blev taget godt imod af publikum og presse.
Når guder fortæller – og mennesker diskuterer
Filmen ‘DAHOMEY’ af Mati Diop, der løb med guldbjørnen, er rigtig sjovt lavet. Den fortæller nemlig, næsten som i et eventyr af HC Andersen, fra perspektivet af en af de kulturgenstande, der blev stjålet i Benin for år tilbage.
Hovedpersonen, en gudefigur, fortæller om de mange år i det franske museums mørke og om dens oplevelser på rejsen fra Frankrig tilbage til Benin, hvor den blev stjålet for år tilbage. Vi føler figuren som hovedpersonen i en spillefilm, og det er rigtig godt lavet.
Rejsen går til Benin, hvor “hovedpersonen” sammen med 25 andre kunstværker bliver returneret til Dahomey-paladset, hvor de bliver udstillet. Det fejres med stor fest og modtagelseskomite! Herefter følger diskussioner mellem unge mennesker. De bringer blandt andet på bane, at det er meget lidt at returnere 25 ud af 70.000 røvede kunstgenstande, der befinder sig i udlandet. Men de diskuterer også, hvordan det kan blive muligt for børn og unge, der bor på landet i Benin, nogensinde at få disse kunstgenstande – deres kulturarv – at se.
Det er ikke klart, om det er et seminar, der reelt afholdes på universitetet i Benin, som bliver dokumenteret, eller om det er en diskussion instrueret af filmmagerne. I hvert fald er to af deltagerne med til pressemødet efter filmvisningen som “medvirkende” i filmen.
Kongedømmet Dahomey var et vestafrikansk rige med hovedstad i Abomey i det nuværende Benin.
Det eksisterede i tiden ca. 1625 – 1894.
I 1700-tallet var Dahomey storleverandør til slavetransporterne.
I slutningen af 1870’erne havde Frankrig etableret støttepunkter på kysten og angreb Dahomey. Området blev endeligt underlagt Fransk Vestafrika i 1894.
Kilde: Den Store Danske
Seminaret bringer vigtige problemstillinger frem i filmen, men det ødelægger desværre selve dramaet. Ikke fordi diskussionen om stjålne kulturgenstande ikke er vigtig, men der blev efter min mening taget lidt for mange floskler i brug. Det til trods er det alt i alt en vigtig og spændende film.
Man mener, at 90 procent af alle afrikanske kulturgenstande syd for Sahara befinder sig uden for Afrika.
Dokumentarpris til palæstinensisk/israelsk film
Der blev også uddelt årets dokumentarfilmpris. Den pris gik til Basel Andra, Hamdan Ballal, Yuval Abraham og Rachel Szor for filmen ‘NO OTHER LAND’.
Filmen fortæller om den gradvise fordrivelse og udslettelse af landsbyerne på Vestbredden, hvor israelske soldater nedriver huse og fordriver indbyggerne. Filmen er et samarbejde mellem to palæstinensere, der bor på Vestbredden, og to israelske journalister.
Til prisuddelingen siger Basel Andra:
“Det er svært at kunne fejre denne pris, når verden står i flammer, og vi kigger bort. Vi har arbejdet tre år på denne film, der handler om vores hjem. I dag står vi i Berlin på scenen sammen, jeg er fra Palæstina og mine kollegaer fra Israel. Men når vi kommer hjem, kan vi ikke længere mødes normalt, selvom vi kun bor 30 minutters kørsel fra hinanden. Denne apartheid må finde en ende, og vi håber, vi kan finde en politisk løsning.”
Rejsen tilbage til Afrika
Der har været ualmindeligt mange film om og fra Afrika på Berlinalen i år. Det har været alt fra større produktioner til film med små budgetter.
Hele to film handler om de tyverier, kolonimagterne har begået i Afrika: Vinderfilmen ‘DAHOMEY’ om de uvurderlige kulturskatte, der blev stjålet i Benin, og ‘DEN TOMME GRAV’ om de mange afrikanske skeletter og kranier der blev stjålet i starten af det 20 århundrede, og som stadig opbevares i Tyskland.
En tredje film adresserer ikke Europa i sin anklage, men relaterer til blodige oprør på Madagaskar i 1970’erne.
Fælles for de tre film er tematisering af den sorg og de identitetskriser, der opstår hos mennesker, der ikke fik lov at begrave deres formødre, og hvis kulturminder blev stjålet fra dem.
Den tomme grav – samspil mellem film og action
Tyskland lagrer stadig titusinde menneskelige knogler og kranier, der i starten af det tyvende århundrede blev røvet fra blandt andet Tanzania. De blev røvet, dels som trofæer, og dels blev de importeret i forskningsøjemed. Det har tyske Agnes Lisa Wegener og tanzanianske Cece Mlay lavet en film om.
Vi er i Songea i Tanzania, hvor John Mbano er fast besluttet på at rejse til Tyskland. Han vil finde kraniet af sin oldefar Songea Mbana, der blev myrdet af den tyske koloni hær, og få det begravet på behørig vis. Men det viser sig ikke at være så let, både politisk og praktisk er det svært at finde frem til det rigtige kranie.
Filmen er fin, og jeg fornemmer et samarbejde mellem filmmagerne og hovedpersonen John Mbano samt et Masaisamfund, der også leder efter knoglerne fra deres forfædre. Man kan mærke, at der er blevet lavet dokumentarfilm og action på én gang, og det er ikke dårligt.
Musik og oprør på Madagaskar
En tredje film, der også handler om at finde og definere rødderne er ‘DISCO AFRIKA – EN MALAGASSISK HISTORIE’ af Luck Razanajaona. Her prøver en ung mand Kwame at finde frem til historien om sin far og stedet, hvor han er blevet begravet. Faren var både musiker og gjorde oprør tilbage i 1970’erne, hvor han endte med at blive slået ihjel. Hovedpersonen er på rejse fra minerne, hvor han uden held har prøvet at tjene lette penge ved at finde ædelstene tilbage til fødebyen, Madagaskars hovedstad. Her bliver det klart for ham, at han må finde frem til rødderne og også tage politisk stilling i sit liv. Super flotte billeder til en kompleks historie.
‘DISCO AFRIKA’ er den første film fra Madagaskar, der er blevet vist til en Berlinale Festival nogensinde. Filmen er støttet af et Berlinale initiativ, der hedder World Cinema Fund, og som har støttet mange “verdensfilm” gennem årene.
Filmen blev vist i klassen Generation 14 plus, der viser film relateret til unge mennesker.
Priser fra uafhængige juraer til film fra Iran
To uafhængige Juryer: Den økemeniske jury (en jury, der involverer forskellige kirkemenigheder, blandt andre evangeliske og katolske, red.) FIPRECI juryen (international sammenslutning af filmkritikere) gav pris til konkurencefilmen KEYKE MAHBOOBE MAN (My Favourite Cake) af Maryam Moghaddam & Behtash Sanaeeha.
En fin film om en kærlighedsaffære mellem to ældre mennesker i Iran. Her havde filmmagerne ikke fået lov til at forlade Iran for at deltage i festivalen.
Politik og nære historier
Igen i år har Berlinalen været en oplevelse og en rig rejse i film, mange med et politisk budskab. Og det er, når filmene bringer mig tæt på menneskers (eller som i filmen Architekton – stens) virkelighed med enkle historier, musik og billeder, at de er bedst. Lad os håbe, at et par af dem også finder vej til de danske biografer.
Jeg vil slutte med at citerer guldbjørnvinderen Mati Diop, der i øvrigt er i familie med den legendariske senegalesiske filmmager Djibril Diop Mambeti, der desværre døde alt for ung:
“Vi kan se fortiden som en last, der hindrer os i videreudvikling, eller vi kan forholde os til fortiden, vi må tage valget. Som fransk senegaleser har jeg valgt at konfronterer historien”.
Kan du lide, hvad du læser?
Det koster penge at lave progressiv journalistik. Kun med din støtte kan Arbejderen fortsat udgive frit tilgængeligt journalistisk indhold af høj kvalitet.
