– Alle samfund er baseret på ideen om en social kontrakt. Vi får at vide, at hvis vi arbejder hårdt, hvis vi behandler andre med respekt, hvis vi spiller efter reglerne, vil vi blive belønnet. Men så er der alle regelbryderne. Dem, der gør brug af skattely og høster profit uden at betale tilbage til samfundet. Kan vi som samfund blive ved med at have råd til dem?
Ordene er den prisvindende instruktør Fredrik Gertten, hvis nye film Breaking Social ser på globale mønstre af kleptokrati og ekstraktivisme.
Mit ønske med filmen er, at den kan være med til at ændre vores samtale.
Fredrik Gertten, instruktør
På vejen introduceres vi blandt andet for mordet på en undersøgende journalist på Malta, en flod uden vand i Chile og en fagforening i USA. Alle eksempler på et globalt mønster af social uretfærdighed, men også eksempler på situationer, hvor folk har fået nok og er begyndt at organisere sig og protestere.
– Vrede, frustration, uretfærdighed. Kløften bliver bare større og større. Hvordan er det lykkedes de superrige at få kontrol over størstedelen af det politiske og økonomiske i vores samfund, også i de mere traditionelle stabile demokratier? Da jeg startede med filmen, havde jeg den forestilling, at raseriet, de opstande, vi ser rundt om i verden, har meget tilfælles, uanset om det er Black Lives Matters, kvinderne i Iran, demonstranterne i Kina eller oprøret i Chile. Det hele handler om den samme uretfærdighed. Den frustration, der kommer, når alle døre er lukkede, uanset hvor hårdt du arbejder. Nedbrydningen af den sociale kontrakt. Mit ønske med filmen er, at den kan være med til at ændre vores samtale, fortæller Fredrik Gertten.
Breaking Social har verdenspremiere 16. marts klokken 19.30 i Empire Bio på CPH:DOX og er udtaget til FACT:AWARD.
Se traileren til Breaking Social:
Det koster penge at lave progressiv journalistik. Kun med din støtte kan Arbejderen fortsat udgive frit tilgængeligt journalistisk indhold af høj kvalitet.