Markering for fred og velfærd
At Stockholm efterhånden minder om storbyer i USA, hvor gangster- og bandemiljøer er ude af kontrol, er ikke gået upåagtet hen herhjemme. Slet ikke efter at der er skudt udløbere af det hertil i form af, at småknægte, der i mangel af bedre fremtidsudsigter, kaster sig hovedløst ud i kriminelle opgaver, de slet ikke kan overskue, og som kan få fatale følger både for deres ofre og for dem selv.
Det er den verden Jens Lapidus har skrevet om i flere romaner, og han ved, hvad han taler om. Som tidligere forsvarsadvokat, indtil han blev fuldtidsforfatter, kender han miljøet og de kriminelles tankegang og sprog.
Den er et signalement af det svenske samfund …
Blandt vore politikere er der nogle, der er af den opfattelse, eller vil bilde os andre det ind, at mennesker sydøst fra er udrustet med et særligt forbrydergen. Det er blandt andet den slags ammestuehistorier, Lapidus tilbageviser i romanen Mr. Et, hvis persongalleri består af en skønsom blanding af: Gammelsvenskere, aristokrati, spekulanter og millionærer, og nysvenskere, anden- eller tredjegeneration, der er havnet i gangsterverdenen, fordi de ikke har haft de muligheder, som overklassen har i så rigt mål.
Romanen er inddelt i kapitler, der hver er helliget en af hovedpersonerne og benytter det gamle føjletontrick med at slutte hvert af dem på et spændende sted og gå over til en ny person, så læseren må vente med at få fortsættelsen.
Det drejer sig om Isak, der er Mr. Et i bandemiljøet, men gerne vil ud af det for at henleve sit otium som et retskaffent menneske. Det kræver dog en omfattende hvidvaskning af hans investeringer, og dertil skal han bruge en dygtig erhvervsjurist, og det bliver Josephine. Hun lever et luksusliv sammen med erhvervsmanden Peder, der er kommet ud på en nedadgående spekulationsbane.
Emilie har også engang været erhvervsjurist, men er i stedet blevet forsvarsadvokat ud fra oprigtigt ønske om at hjælpe de svage i samfundet. En af dem er Teddy, som hun har fået en søn sammen med, og som gerne vil skifte sit gangsterliv ud med en lovformelig tilværelse, men det er ikke så let, når muligheden for at bliver stenrig lynhurtigt lokker.
Den sidste kapitelperson er Gabriel, der er efterforsker i politiet, og som synes, at love og regler hæmmer hans arbejde.
Vi er altså blandt overklassen og underklassen, som det viser sig, ikke er særligt forskellig, når det drejer sig om at hyppe sine egne kartofler. Men slyngler eller ej, så er de også mennesker med følelser og en slags moral, om end den kan være ret forskellig. Nogle er blevet båret frem, mens andre har måttet kæmpe for at opnå noget, der bare ligner, og nogle er dømt til at bukke under. Nogle af dem bliver forbundet indbyrdes igennem forræderi. Der er to muldvarper på spil, og det spil er farligt.
Det er en spændende og velskrevet gangsterroman, men den er mere end det. Den er et signalement af det svenske samfund, hvor overklassen kun adskiller sig fra underklassen ved, at den kan betale for sine ulovlige nydelser, mens underklassen, her banditterne, leverer varen og for nogles vedkommende betaler, ikke med valuta, men med fængselsophold.
Jens Lapidus: Mr. Et
Oversat af Rolf Stavnem.
Modtryk. 465 sider. 300 kroner.
Kan du lide, hvad du læser?
Det koster penge at lave progressiv journalistik. Kun med din støtte kan Arbejderen fortsat udgive frit tilgængeligt journalistisk indhold af høj kvalitet.
