Læserbrev
Den 1. august 1937 fulgte et kilometer langt sørgetog med titusinder af mennesker en båre indhyllet i den spanske republiks flag igennem Paris’ gader. I kisten lå den tyske krigsfotograf Gerda Taro (1910-1937), der var faldet ved Brunette, lige uden for Madrid, den 26. juli.
- Født Gerda Pohorylle i Stuttgart 1910
- Flyttede til Leipzig i 1929 og blev aktiv på venstrefløjen
- Fængslet i to uger i 1933. Flygtede efterfølgende til Paris
- Mødte Erno Friedmann (Robert Capa) i 1934 og begyndte at fotografere
- Rejste til Barcelona 5. august 1936 for at støtte folkefrontsregeringen som fotograf
- Døde 26. juli 1937 ved Brunette-fronten
Bag ved kisten gik hendes kæreste, den berømte fotograf Robert Capa, helt knust. Begravelsen var organiseret af Frankrigs Kommunistiske Parti, og sørgetogets mål var Pere Lachaise kirkegården, hvor hun skulle begraves som martyr, ikke langt fra kommunardernes grave. Louis Aragon og Pablo Neruda talte ved graven, der var dækket med kranse og blomster.
Herefter gled Taro over i glemslen, dog ikke i Østtyskland, DDR. I 1970 blev en gade i Leipzig, den by hvor hun boede som ung og var politisk aktiv i, opkaldt efter hende. Under gadeskiltet stod der ”Gerda Taro – Ungkommunist – Med til at grundlægge Den Internationale Brigade og faldet i kampen mod fascismen”, men denne del af skiltet blev afmonteret i 1990 efter murens fald.
Den mexicanske kuffert
Men pludselig kom der fornyet interesse for hende, da det i 2007 kom frem, at der i Mexico var fundet en kuffert, den såkaldte ”Mexicanske kuffert”, indeholdende 130 filmruller med næsten 5.000 negativer med motiver fra Den Spanske Borgerkrig. De var i 1940 blevet smuglet ud af Frankrig af en mexicansk diplomat og derefter glemt.
Filmene var taget af Gerda Taro, Robert Capa og David Seymour. En del af Taros og Capas fotos blev udstillet på det Internationale Fotografiske Center i New York, hvor indholdet af kufferten i dag befinder sig. Herefter vistes dele af udstillingen i forskellige lande, og der udkom en række bøger om hende.
Interessen for Gerda Taro førte også til, at en række gader i Stuttgart, hvor hun blev født, i Paris, hvor hun boede i emigration fra 1933, og i Madrid blev opkaldt efter hende, og endelig fik et nyt gymnasium i Leipzig hendes navn i 2019.
Roman om pigen med Leica’et
En af dem, der blev optaget af hende, var forfatteren Helena Janeczek, som i fem år studerede hendes liv og derefter skrev romanen Pigen med Leica’et, som netop er udkommet på dansk.
Nok er der tale om en roman, men den ligger tæt op ad virkeligheden. Den er bygget op sådan, at tre af hendes nærmeste venner fra Leipzig og Paris, Willy Chardack, Ruth Cerf og Georg Kuritzkes, fortæller, ikke kun om Gerda Taro, men også om deres eget liv.
Der gives en fin skildring af deres oplevelser i Leipzig, og af hvordan man behandlede de politiske flygtninge i Frankrig. Ligesom i Danmark måtte de ikke tage ordinært arbejde, men for at overleve tog de sort arbejde til en ringe løn og levede under usle forhold på billige hoteller. De skulle møde op hos politiet og dokumentere, at de havde penge nok til at leve for, ellers blev de sendt hjem.
Taro var heldig, for hun kunne fransk og havde derfor mulighed for at tjene lidt penge ved at skrive artikler til forskellige blade. Senere, efter at hun havde lært at fotografere af Robert Capa, tjente hun penge som fotograf, og man kan sige, at det blev hendes skæbne, da hun med sit kamera i hånden kæmpede i Den Spanske Borgerkrig og faldt.
Helena Janeczek: Pigen med Leica’et. 336 sider. 300 kroner. Forlaget Palomar.
Kan du lide, hvad du læser?
Det koster penge at lave progressiv journalistik. Kun med din støtte kan Arbejderen fortsat udgive frit tilgængeligt journalistisk indhold af høj kvalitet.
