Nyhedskommentar
“Ja, det er mig, Frederik Cilius”, lægger stykkets hovedrolleindehaver ud med at sige. Det vidste vi egentlig godt, for Cilius er en ombejlet herre for tiden, blandt andet afspejlet i, at Politiken, Information og Weekendavisen har skrevet portrætter af den folkekære humørspreder inden for den seneste måned. Han alene er formentlig grunden til, at der ikke er én eneste billet tilbage til Det Kongelige Teaters opsætning af Jeppe på Bjerget.
I åbningsscenen er Frederik Cilius bogstaveligt talt sat op på en piedestal. Her taler han – tro mod det originale manuskript – direkte til publikum om den klassiker, vi skal se. Klædt ud som Holberg-statuen uden for teatret fortæller han, at hvide mænd i årtier har forsøgt at spille Danmarks store helt, taberen Jeppe. Og at stykkets morale i bund og grund er, at det er farligt at give magten til de undertrykte. Men vi er kloge, os der er publikum i Det Kongelige Teater, siger han smigrende, så vi kan godt gennemskue, at det jo er helt forkert. I stedet skal vi bare “lade være med at tænke på det”. Fair nok, vi skal underholdes og ikke prædikes til, så vi læner os tilbage og glæder os til løjerne.
Jeppe på Bjerget handler om magtstrukturer, demokrati og undertrykkelse – og den nye opsætning forsøger også at få det til at handle om den hvide cis-mands svindende magt. Men de temaer falder hurtigt i baggrunden til fordel for sjov og ballade og det store fokus på “multitalentet Frederik Cilius”, som Det Kongelige Teater skriver. Og han er da også dygtig. Cilius’ spil sidder lige i skabet, og han skifter flot mellem underdanig husbond, glad fulderik og ondskabsfuld baron. Han taler sønderjysk – og ikke sjællandsk som traditionen ellers foreskriver – hvilket fungerer overraskende godt. Fordi det er fremmed med tykke dialekter på scenen, spidser vi ører og lytter på en måde lidt mere til Holbergs gamle replikker. At vi kan grine af de selvsamme replikker, som publikum grinede af på teatret i Lille Grønnegade for over 300 år siden, er egentlig ret smukt. Det skyldes ikke kun Holbergs evner, men også Frederik Cilius’ komiske talent og indlevelse i karakteren.
Vi ryger konstant ud på små revy-sidespor, hvor vi glemmer historien, og hvor det bliver svært at gennemskue, hvad det skal bidrage til, andet end at være lidt sjovt.
Nogle gange kammer det over og minder lidt for meget om en revy. Særligt i en scene, hvor Jeppe skal dømmes for sine ugerninger, og to advokater dyster om, hvorvidt han skal straffes. Advokaterne leverer deres latinske argumenter på overgearet og fjollet spoken word-manér. Bagefter bliver Jeppe dømt til døden og får sin gift i et glas – men hov, han skal da lige have et lyserødt sugerør at drikke det af. Der er mange små tøhø-elementer, som formentlig har været sjove at finde på, og som vækker latter blandt publikum. Men det giver ingen fremdrift til fortællingen. Tværtimod ryger vi konstant ud på små revy-sidespor, hvor vi glemmer historien, og hvor det bliver svært at gennemskue, hvad det skal bidrage til, andet end at være lidt sjovt.
Artiklen fortsætter……….
Det er næsten, som om Det Kongelige Teaters har sat Jeppe på Bjerget op igen, alene fordi det ville være sjovt at se Frederik Cilius som Jeppe. Det er helt forventeligt, at karakteren Jeppe fylder det hele, men det gør Frederik Cilius også. Stort set alt momentum og komik er bygget op om ham. Som når Jeppe kommer op at skændes med Baronens hof, og en i hoffet pludselig kritiserer ham for at klæde sig i dametøj og udgive sig for at være Kirsten Birgit, Frederik Cilius’ alter ego fra radioprogrammet Den Korte Radioavis. Det er også tydeligt i hele andet akt, hvor Jeppe fylder mindre, og hvor fortællingens momentum falder. Det har resulteret i et sjovt og meget underholdende stykke – hele billetten værd – som dog mest af alt er et show om “multitalentet Frederik Cilius”.
Jeppe på Bjerget på Det Kongelige Teater, Gamle Scene – spiller til og med 23. februar 2025
Dramatiker: Ludvig Holberg
Iscenesættelse: Heinrich Christensen
Scenografi og kostumedesign: Christian Albrechtsen
Medvirkende: Frederik Cilius, Patricia Schumann, Simon Mathew, Youssef Wayne Hvidtfeldt, Zaki Nobel, Stephanie Nguyen, Casper Kjær Jensen, Ursula Esmeralda Brage
Kan du lide, hvad du læser?
Det koster penge at lave progressiv journalistik. Kun med din støtte kan Arbejderen fortsat udgive frit tilgængeligt journalistisk indhold af høj kvalitet.
Tak til alle, der bidrog til at indsamlingen til Arbejderen kom i mål i 2024
100% af 750.000 DKK
751.152 DKK nået totalt
751.152 DKK nået totalt
STØT
Det er ikke gratis at levere nyheder og baggrund med et klart, progressivt verdenssyn. Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen rød journalistik:
MobilePay: 87278
