Kunst var for politisk til Brøndby Kommune
7. november udkom anden udgave af en ny biografi om en imødekommende engageret, initiativrig, og skarp ildsjæl gennem 50 år på venstrefløjen: Solidaritet x 3. Michael Schølardt – en socialists biografi.
Selv om biografien handler om mange grupper og projekter, som Michael har været involveret i, så står hans mangeårige medlemskab af Enhedslisten og modspil til især folketingsgruppe og forretningsudvalg som et centralt emne. Derfor er biografien et aktuelt nedslag i den aktuelle splid i Ø, som blandt andet indebærer, at to Forretningsudvalgs-medlemmer har nedlagt deres hverv.
Det er simpelthen for usselt, at I leger stikirenddrenge for PET.
Michael Schølardt, socialist
Men hvorfor blev bogen til allerede før de seneste begivenheder?
”Det var meget overraskende for mig og andre af Michaels kammerater, da han i efteråret 2023 på et møde i Solidaritets forlagsredaktion erklærede, at han ville gå på pension som aktivist, og at han ikke mindst i sin begrundelse lagde vægt på, at han var træt af at skulle indordne sig under sit partis, Enhedslistens, støtte til forskellige krige”.
Sådan skriver Adam Johansen, biografiens redaktør, i sin introduktion til Michaels liv. Og tror man, at nutidens støtte til USA’s og NATO’s krig i Ukraine – Michael selv kalder det senere i bogen en proxykrig – er af nyere dato, så fortæller han få linjer længere nede, at han tilbage i 2011 gik til HB og talte for at sende et hospitalsskib til kysten ud for Benghazi, men at vi aldrig kunne støtte Vestmagternes militære interventioner, i Libyen eller hvor som helst”. Ø-toppen var, indtil de kom på andre tanker, parat til at støtte danske jagerflys deltagelse i NATO’s bombardementer.
Og nu, 13 år efter, er Michael igen ude med riven:
”Krigen i Ukraine er meningsløs, både for ukrainerne og de russiske soldater. Det har næsten ikke været muligt at anlægge et analytisk blik på krigen, der rummer USA’s og Vestens interesser, uden at blive beskyldt for at gå imperialisten Putins ærinde. Nu åbnes der op for kritisk tænkning, fordi opbakningen til Zelensky svinder internt i Ukraine og internationalt. Men Enhedslisten er fortsat for krig. Det er ikke til at holde ud.”
NATO-modstander og militærnægter
Biografien udgives på årsdagen for Oktoberrevolutionen i Rusland. Meget passende, for bogen igennem beskæftiger Michael som ”lunken pacifist” sig med væbnede opstande mod feudalisme, kapitalisme, imperialisme, kolonialisme og fascisme, social undertrykkelse. Fra Rusland dengang til Palæstina, Vietnam, Latinamerika og Spanien. Og Jorden rundt.
Han refererer til første gang, han blev mødt med krav om krigsindsats ved indkaldelsen til militærtjeneste i 1971. Forinden skrev han et skarpt brev til sessionsmyndighederne. De spurgte ham så:
”Hvad skal det her til for, NATO står jo for frihed og hvad ville jeg gøre, hvis russerne kom?”
I sit svar henviser han til NATO-soldater, der kæmper i Guinea-Bissau, Mozambique og Angola:
”Det er blodige krige, som koster mange mennesker livet, og det er mennesker som slås for uafhængighed”.
Han tilføjer, om de også mener, han skal kæmpe for de daværende militærdiktaturer i NATO-medlemslandene Portugal, Grækenland og Spanien? Til det groteske spørgsmål om hans reaktion, “hvis russerne kommer og voldtager din mor”, svarer han, at han nok ville tage ”en spade eller et andet egnet haveredskab og pande dem ned. Og så nok blive skudt. Hvis jeg havde mulighed for det, ville jeg nok deltage i en anden form for væbnet kamp, men jeg vil fanme ikke ind i jeres hær”.
Han blev militærnægter. I dag, mere end 50 år senere, må han så spørge sig, hvordan Enhedslisten, som han har været medlem af siden dannelsen i 1989, kan støtte NATO? Folketingsgruppen har internt og eksternt promoveret, at selv om man programmatisk ønsker udmeldelse af NATO, så findes der på nuværende tidspunkt “ikke noget sikkerhedspolitisk alternativ”, så det er ikke aktuelt nu på grund af “faren fra Ruslands Putin”.
Michael Schølardt tager altså nu konsekvensen af Enhedslistens udvikling som støtte til NATO og til massive krigsbevillinger. Man kan vel tilføje: Også i EU-regi med støtte til EU-militariseringen og til det nyvalgte EU-parlamentsmedlem Per Clausens forslag her om at levere langtrækkende USA- og EU-missiler til bombning af Rusland.
Fighters+Lovers
Men også andre snublesten gik forud: Michael erfarede allerede i 2006, at den nuværende miljø- og teknikborgmester, Line Barfod, sammen med forretningsudvalgsflertallet mente, at Ø´s folketingsmedlemmer kunne blive udelukket fra Borgen, hvis en ansat i Enhedslisten ”var med til at udfordre terrorlisten”.
Michael var dengang ansat som faglig sekretær. Han var også frontfigur i Fighters+Lovers (F+L), som havde startet på en fantasifuld kampagne imod den terrorlov, der blev vedtaget herhjemme i 2002. Den var et produkt af USA’s og EU’s selvudråbte terrorliste – George W. Bush’s “Ondskabens imperium” – efter 9/11 i 2001. F+L var længe i gang, inden der blev rejst sag mod dem – med tilhørende ransagning af Michaels hus og med tre års retssager.
Han havde opfordret Enhedslisten til ar bruge F+L’s opsigtsvækkende initiativer – læs selv om Preben Pølsemands salg af T-shirts fra sin biks – til at skabe røre om terrorpakken.
”Da medierne tog fat i vores historie, tav Enhedslisten i Folketinget, Det var så dumt”, siger Michael.
Mange menige Enhedsliste-medlemmer, fagforeningsfolk og andre var aktive i F+L. Og Ø-toppen måtte annullere fyringstruslen.
”Lunken pacifist” kalder Michael jo sig selv. Og han har mange spøjse råd til, hvordan både Lenin i Rusland, Ho Chi Minh og FNL i Vietnam, og mange andre burde/kunne gribe frihedskampen/revolutionen an for at undgå/mindske blodsudgydelser! Han angiver, at Mandela i Sydafrika også skulle have været udråbt som terrorist, hvis terrorlovene fandtes på den tid. Men det blev til frihedskæmper – selv om hans parti, ANC, også havde en væbnet gren. Den type logik og dokumentation samt civil ulydighed benyttede aktivisterne i F+L sig flittigt af.
I byretten blev de pure frifundet:
”Anklagemyndigheden tabte, fordi byretsdommeren ikke anerkendte USA’s terrorlister. Han sagde, at fordi et land har lavet en liste over organisationer, som kaldes terrorister, er det ikke retsgyldigt. Der var ikke ført sag mod PFLP og de 30 organisationer på USA’s liste”, siger Michael. “Hvor er bevismaterialet for, at de er terrorister?”, spurgte dommeren.
Fighters+Lovers havde valgt at støtte FARC i Colombia og PFLP i Palæstina. Man lagde ikke skjul på, at eksempelvis FARC’s kamp også havde indeholdt episoder, hvor civile var blevet dræbt, men at det nok var et brud på de såkaldte krigens love, men ikke terroraktioner. Der blev gennem produktion af alskens merchandise samlet midler og støtte til de to organisationer.
”Befrielsesbevægelser er ikke engle uden fejl, men det ændrer ikke deres legitimitet” skriver Michael. Trods sin ”lunkne pacifisme” og tro på mere pacifistisk frihedskamp, forfægter han uforbeholdent retten til væbnet kamp mod imperialisme, kolonialisme og for national og social frigørelse. Dette kan gælde trods deres ideologi – også Hamas, der er et produkt af 76 års ydmygende zionistisk undertrykkelse, folkemord og fordrivelse.
Terror eller ret til væbnet modstand?
For PFLP gjaldt, at ”Israel var en besættelsesmagt, ikke kun i vore øjne, men også ifølge FN. Og at angreb mod besættelsesmyndigheder er legitime”, siger han. Det kan kun kaldes en slet skjult afvisning af Mette F’s udsagn, om “Israels ret til at forsvare sig”, eftersom Hamas-udfaldet 7. oktober 2023 dels skete på besat palæstinensisk jord og dels omfattede konfrontationer med både israelske soldater og -myndigheder og bevæbnede bosættere – og ikke kun ramte civile.
I hetzen mod oppositionen i Rødt Venstre med flere for at “relativere” terror i holdningen til Hamas, ser Dragsted og folketingsgruppen bort fra, at danske frihedskæmpere under besættelsen eller vietnamesiske og sydafrikanske frihedskæmpere, næppe kan kaldes terrorister, fordi nogle civile – mod krigens love – også blev dræbt. Man følger Mette F’s dagsorden om antisemitismen som den største fare i Danmark, som den ifølge hende kommer til udtryk i de mange, næsten daglige demonstrationer mod Israels folkemord:.
Dragsted og hans fæller følger de facto regeringens sidestilling af antizionisme med antisemitisme gennem støtte til forslaget om ret til politiindgreb uden dommerkendelse mod demonstrationer eller enkeltpersoner, der kritiserer Israel, hvis “den offentlige orden trues”. Det prozionistiske Jødiske Samfund modtager samtidig 1,8 millioner til overvågning af antisemitisk (læs: anti-israelsk) aktivitet.
PFLP’s søsterorganisation, DFLP, blev indtil seneste årsmøde-år støttet af Enhedslisten. Kontakten kunne skyldes, som Michael fremhæver, at DFLP, ligesom PFLP, er sekulære organisationer – tidligere med betydelig militær styrke. Til forskel fra de mange tomme ord fra Vestmagterne om en ’to-stats’-løsning kæmper PFLP for én stat med ligestilling mellem palæstinensere, jøder og alle etniske grupper og religioner. Men ”Enhedslisten er tilhænger af en 30 år gammel traver, to-stats løsning, der med Israels adfærd er udsigtsløs”.
Endnu et eksempel på, Dragsteds & Co.’s de facto benægtelse af retten til væbnet kamp mod imperialisme og kolonialisme, hvilket anerkendes i FN’s charter, er ofringen af Christian Juhl. Han var i 11 år frem til 2022 folketingsmedlem og mødtes tre gange med PFLP’ere i Danmark og lovede blandt andet at overbringe et brev til Folketingets medlemmer fra PFLP’s fængslede generalsekretær.
Enhedslistens ledelse fulgte i oktober 2023 mediernes hetz mod en organisation, som i 1997 og 2012 var kommet på henholdsvis USA’s og EU’s terrorliste. Alle referencer til støtte til både PFLP og explicit DFLP, som påstås at have deltaget i angrebet mod Israel 7. oktober i 2023, blev offentligt bekendtgjort efter vedtagelse af et flertal på årsmødet. Christian Juhl er efter medieomtale i august 2024 om hans kontakter til PFLP, øjensynligt blevet paria i Ø’s ledelse. Dragsted & Co. er åbenlyst med på en vogn, der hænger al væbnet modstand mod kolonimagten ud som “terror”.
Nyligt er tre ledende PFLP’ere blevet dræbt ved et målrettet israelsk bombeangreb mod deres lejlighed i Beirut…
Den dybe stat
Efter frifindelsen i Byretten blev F+L dømt i Landsretten. Til grund blev lagt, at PFLP gennem 10 år dræbte 10 civile. Anklagerens vidne erkendte ifølge Michael, at der er titusinder af fængslede palæstinensere uden dom, men sagde, at “det er ikke noget problem, da de ikke er omfattet af loven”.
Dommen blev i 2010 stadfæstet i Højesteret, med blåstempling af USA’s og EU’s terrorlister. Dog blev to fængselsstraffe annulleret. Michael tilføjer, at ”det er ubehageligt med domstoles samspil med den lovgivende magt, men det er ikke forbavsende. Og vi skal ikke lade os skræmme. Lader vi stå til bliver det kun værre”.
De syv hovedrolleindehavere i F+L blev dømt til at betale 1,4 millioner i sagsomkostninger. Gælden er nu betalt af dem selv – med hjælp fra fagforeninger, fonde og andre grupper. Schølardt selv blev to år efter at have indgået og overholdt en afdragsaftale med SKAT, indkaldt til samtale med SKAT med krav om øjeblikkelig kontant afregning. Michael forlod lokalet med denne salut:
”Det er simpelthen for usselt, at I leger stikirenddrenge for PET”.
Han hørte aldrig mere.
Eksemplarisk solidaritetsarbejde
F+L’s indsats var et enestående eksempel på udenomsparlamentarisk venstrefløjsaktion og solidaritetsarbejde, som alle involverede og var stolte af. Mange organisationer, venner og frivillige krediteres også af Michael.
Der kunne savnes en omtale af den alt for tidligt døde aktivist, Patrick MacManus, og den gamle trotskist og modstandsmand, Poul Møller – begge aktive i foreningen Oprør, som var forløber for- og arbejdede parallelt med Fighters+Lovers. MacManus var efter denne skribents mening en blændende taler og analytiker. Han fik som talsmand for foreningen Oprør seks måneders betinget fængsel for støttekampagner for PFLP og FARC.
Poul Møller havde leveret våbendele til Algiers kamp mod de franske kolonister i 1958-62 og fik senere en æresmedalje overrakt af Algeriets ambassadør i Danmark. Han var også ganske åben for input fra- og erfaringsformidling til alle venstrefløjsaktivister. Og en smittende humørfuldt samtalepartner – også for undertegnede, der mødte ham i det antiimperialistiske og antiracistiske forum Demos på Nørrebro. Han var også medlem af Enhedslisten, men – ligesom Schølardt selv siger i biografien – stærkt kritisk overfor ’parlamentsfikseringen’, som Møller kaldte det, og fraværet af aktivisme.
Han ønskede sig på sin 75-års fødselsdag i 2004 penge til PFLP. Han håbede på 30-40.000 kroner, og på 80-årsdagen gjaldt det så indsamling til FARC, som så også blev sendt af sted. PET, FET og den dybe stat fandt det ikke opportunt at strafforfølge en mand, der ville have gjort anklagerne i retten til amatøristiske cirkusklovne – ligesom Preben Pølsemand tidligere var sluppet for tiltale.
Poul Møller undslap vist eksklusionstrusler fra Enhedslistens ledelse, men Line Barfod var igen på banen overfor Patrick MacManus, som en såkaldt Rød Fond i Enhedslisten ville give græsrodsprisen i 2009 for hans udfordring af terrorlisterne. Hun greb på forretningsudvalgets vegne ind og nedlagde forbud under et urigtigt påskud om, at det kunne medføre politiindgreb mod Enhedslisten, beslaglæggelse af dens midler og sagsanlæg mod partiet. Andre hædrede MacManus med Gelsted-Kirk-Scherfig prisen.
Solidaritet x 3
Det er lidt uretfærdigt her at gøre så meget ud af Michael Schølardts boksen med Enhedslistens ledelse og den parlamentariske og krigeriske tilpasning til “den nødvendige politik” på parnasset, hvilket har affødt hans harme og skabt oppositionsforaet Rødt Venstre.
Men det fylder jo meget i Schølardts liv og livsværk, og bogen blev til efter hans selv-pensionering på grund af denne udvikling. Den er redigeret af Adam Johansen, som præsenterer ham og refererer/interviewer Michael, og et stor udpluk af egne bidrag til tidsskriftet Solidaritet er optrykt. Dette tidsskrift har – med op- og nedture – gennem 40 år været Michael Schølardts hjertebarn. Og er nu netmagasin. Han kalder magasinet en platform for ”modoffensiv til den borgerlige offentlighed”, som burde bruges af venstrefløjen og er den eneste platform ”på venstrefløjen bortset Arbejderen, der er en partiavis”.
Og hver gang, det har brændt på, har han, ofte uden at afvente økonomisk støtte eller beslutninger om nødvendige tiltag, selv taget affære. Han købte Solidaritetshuset i Griffenfeldsgade, hvor han ikke alene installerede sine trykkemaskiner, men også i timer, døgn og år arbejdede på at trykke titusindsvis af løbesedler, magasiner og bøger.
Talrige grupper og partier – SF Ungdom, Venstresocialisterne, Enhedslisten, Socialistisk Ungdomsfront, Rød-Grøn Ungdom, Internationalt Forum, Demos, fagforeninger, klubber og andre fora, unge som ældre aktivister – har brugt både Solihuset og Michael ved maskinen i baglokalet til at søge råd og få deres ting ud. Og omvendt: Ofte også bistået ham med hans projekter.
Forlaget Solidaritet, som har udgivet biografien, og som har udgivet mere end 100 titler – alt fra politiske analyser og krimier til tegneserier – de seneste i 30 år, er også Michaels værk. Det er Solihuset, der har været åbent for aktivister i 30 år, også. Og magasinet Solidaritet Deraf biografiens titel Solidaritet x 3.
Michaels samtidige ’civile’ liv er også læseværdig: Kærligheden til sin familie, børn og kærester, til naturen på ødegården i Sverige og hjemmelivet nu i det selvbyggede hus i HF Frederikshøj – det sidste sted efter talrige adresser landet rundt, og efter talrige jobs, hvor han altid søgte tillidsposter for sine kammerater. Også barndommen i Ribe og siden København, som en enlig mors ”horeunge” skildres levende og empatisk.
Flere uddannelser, men også et filosofistudie blev det til: Artikler om filosoffen Locke og om Marx, Engels, Darwin med flere skal undertegnede ikke kloge sig på.
Men andre Solidaritets-artikler af ham, sidst i bogen, er uomtvisteligt knivskarpe: ikke mindst om aktørerne bag Balkan-krigen og Jugoslaviens opløsning. Og om, hvordan den politiske diskurs om “det mindste onde” kan føre til “det største onde”.
Man kan være uenig i nogle synspunkter: Forkærligheden for kurderne rummer ingen spørgsmålstegn ved SDF’s (den kurdiske rebelkoalition Syran Democratic Forces’, red.) besættelse af Syriens oliekilder og overdragelsen af dem til USA, men det har Michael måske bare ikke fået med.
Flere fremtrædende venner fortæller varmt om hans indsats i biografien. Med er pudsigt nok også absolutte modstandere af hans kritik, så som folketingsmedlemmet Dragsted og det forhenværende folketingsmedlem Finn Sørensen.
Biografien er stilistisk/journalistisk lidt af et mix, og den springer meget i tid, emne og rum. Men kaleidoskopet er virkelig værd at bladre i. Det rummer en savnet 50-årig historie om en betydelig del af den “uautoriserede” venstrefløjs fortjenester. Og selv om Michael Schølardt næppe sætter sit lys under en skæppe, fremstår han – ja, nærmest som et revolutionært renæssancemenneske.
Solidaritet x 3. Michael Schølardt – en socialists biografi, 205 sider.
Redaktør: Adam Johansen, som har bearbejdet samtaler med Michael efter dennes tjek og godkendelse. Desuden uddrag af Michaels egne skrifter.
Udgiver: Forlaget Solidaritet, Mediehuset Solidaritet, Griffenfeldsgade 41, 22OO Kbh. N
Salg og kontakt: Mediehuset Solidaritet/IF’s bogbutik, Griffenfeldsgade 41. info@solidaritet. Pris: kroner 150,- for medlemmer. Normalpris (vejl.): kroner 250,-. MobilePay: 372877.
Kan du lide, hvad du læser?
Det koster penge at lave progressiv journalistik. Kun med din støtte kan Arbejderen fortsat udgive frit tilgængeligt journalistisk indhold af høj kvalitet.
