Flot og farverigt ser det ud, når dansetruppen Shen Yun – ifølge eget udsagn – vækker 5000 års kinesisk historie og kultur til live gennem sang, musik og akrobatik. Også selv hvis man kun får et glimt af forestillingen gennem de mange bus-, metro- og onlinereklamer, der de seneste måneder har promoveret truppens nuværende optrædener i København.
Vil man gerne opleve den ægte vare, må man dog grave dybt i lommerne, da billetpriserne til de nuværende forestillinger i Royal Arena ligger mellem 635 og 1035 kroner. Men så får man også meget for pengene. Måske endda lidt for meget.
Ved Shen Yuns forestillinger bliver man nemlig ikke kun vidne til farverige kostumer og velkoreograferet dans. Man får også lov til at deltage i et propagandashow for den nyreligiøse bevægelse Falun Gong, der af mange beskrives som en kult.
På samme tid støtter man også bevægelsens globale nyhedsmedier the Epoch Times og NTD Television, der er kendt for at sprede misinformation og har brugt millioner af dollars på at støtte Donald Trump og den yderste højrefløj i USA.
Et sammensurium af idéer
For at forstå, hvordan alt det hænger sammen, er det nødvendigt at kende til Falun Gong – den nyreligiøse bevægelse, som Shen Yun udspringer af. Og det kræver heldigvis ikke, at man går 5000 år tilbage i tiden, selv om bevægelsen ynder at fremhæve sine antikke rødder i buddhisme og daoisme.
Falun Gong, der også er kendt som Falun Dafa, blev stiftet af den indtil da forholdsvis ukendte kineser Li Hongzhi i 1992. Bevægelsen hævder, at man gennem meditative gymnastiske bevægelser – kendt som Qigong – kan kultivere tre essentielle dyder: sandhed, godhed og tolerance.
Inderst i bevægelsen er en gruppe af kernetilhængere, som opgiver deres individualitet og rundhåndet giver deres jordiske gods til bevægelsen.
Jørgen Delman, professor emeritus i Kinastudier, Københavns Universitet
Falun Gong var blot en af mange Qigong-bevægelser, der sprang frem i Kina i slutningen af 80’erne og starten af 90’erne. Det kinesiske sundhedssystem var blevet liberaliseret som en del af Deng Xiaopings økonomiske reformer, og mange søgte derfor med alle midler at undgå dyre hospitalsregninger.
Falun Gong tilbød dog ikke kun en måde at holde sig sund og rask på. Fulgte man anvisningerne til punkt og prikke, kunne man ifølge stifteren Li Hongzhi opnå utrolige ting, såsom at se gennem vægge eller overvinde selv alvorlige sygdomme.
I et berygtet interview med Time Magazine fra 1999 fortalte stifteren af Falun Gong også, at moderne teknologi som computere og fly blev introduceret af aliens fra fremmede planeter og andre dimensioner.
Ved siden af ytringer om helbredelse og aliens har Li Hongzhi – hvis ord er lov inden for Falun Gong – luftet ekstremt konservative synspunkter. Eksempelvis har han tordnet mod langhårede rockmusikere og argumenteret for, at homoseksualitet og raceblanding er et tegn på, at vi lever i en “dekadent tidsalder”.
Beskrives som en kult
I 1999 blev Falun Gong gjort forbudt af Kinas Kommunistiske Parti (CPC) og stemplet som en kult. Li Hongzhi var dog allerede året før rykket til USA. Her slog han sig sammen med andre udøvere ned i Dragon Springs – et 170 hektar stort afgrænset område cirka 150 kilometer nord for New York, der er udformet som en antik kinesisk by.
Dragon Springs har siden da været Falun Gong-bevægelsens globale hovedkvarter. Her bor Li Hongzhi sammen med hundredvis af Falun Gong-følgere. Det lukkede område huser skoler, templer og Falun Gong-bevægelsens administrative hovedkontor. Det er også her Shen Yun-danserne træner og får deres uddannelse.
Ifølge NBC News, der har talt med tidligere beboere i Dragon Springs, er internetadgang begrænset, brugen af medicin frarådes, og der udøves massiv social kontrol. Flere eksperter karakteriserer, blandt andet på baggrund heraf, bevægelsen som en kult.
– Inderst i bevægelsen er en gruppe af kernetilhængere, som opgiver deres individualitet og rundhåndet giver deres jordiske gods til bevægelsen. Li Hongzhi er oppe i årene og viser sig ikke offentligt. Men det hele er bygget op omkring ham. Det er der ingen tvivl om, fortæller Jørgen Delman, professor emeritus i Kinastudier ved Københavns Universitet, til mig.
Falun Gong har afvist beskyldningerne, men er generelt ikke meget for at byde gæster velkommen i Dragon Springs. Da australske ABC News besøgte stedet i forbindelse med en dokumentar om Falun Gong, afviste vagten dem i porten og tilkaldte politiet.
Politisk dans
Heller ikke Falun Dafa Danmark (den danske gren af Falun Gong, red.), der er med til at arrangere Shen Yuns optrædener her til lands, har ønsket at udtale sig. Anderledes åbenmundede er Falun Gong, når det kommer til at kritisere det kinesiske kommunistparti CPC, og i den forbindelse spiller dansetruppen Shen Yun, der blev oprettet i 2006, en fremtrædende rolle.
Truppens shows, der markedsføres under sloganet “Kina før kommunismen”, fremstiller Kina før Mao som en slags magisk eventyrland og gør samtidig opmærksom på, hvad Falun Gong selv kalder “en af verdens mest omfattende religiøse forfølgelseskampagner”.
På sin hjemmeside og gennem organisationer som Freedom House deler bevægelsen hårrejsende beretninger om tortur og påstår endda, at de kinesiske myndigheder på systematisk vis har høstet organer fra afdøde Falun Gong-udøvere til transplantation (Fra Kina lyder det imidlertid, at anklagerne om organhøst er “fuldstændig opdigtede”, red.)
Alligevel vækkes beskyldningerne til live som voldsomme scener i Shen Yuns danseoptrædener. Her kan man blandt andet se fredelige Falun Gong-udøvere få bank af politiet og senere få fjernet deres organer. Men det er ikke kun anklagerne mod kommunistpartiet, der går igen i Shen Yuns optrædener. Det samme gør flere af Li Hongzhis ekstremt konservative synspunkter.
Programmet fra sidste års optræden i Odense indeholder flere fundamentalistiske sangtekster. Eksempelvis sangen, “Dafa fører tilbage til himlen,” der indeholder linjerne:
“Vores guddommelighed er fanget i doktriner
af ateisme og evolution.”
Og mod slutningen, i “Den guddommelige vej til frelse”:
“Moderne vaner slører vores sande tanker,
Ateisme og evolution er uden gyldigt grundlag.”
De politiske og religiøse elementer – der ikke fremgår af forestillingernes beskrivelse – har dog ikke forhindret Shen Yuns danseoptrædener i at udvikle sig til en global succes.
På verdensplan opfører Shen Yun Performance Arts’ otte forskellige trupper mere end 800 shows årligt. Vejen er flere gange gået forbi Danmark, hvor Shen Yun har optrådt i Aalborg, Aarhus, Odense og altså nu også København.
Finder ny ven
Shen Yun er dog kun en af flere dele af Falun Gongs PR-maskine. Mindst lige så vigtige er TV-netværket New Tang Dynasty TV (NTD TV) og avisen The Epoch Times.
Sidstnævnte var i mange år et relativt ukendt medie uden for kinesiske emigrantcirkler. Det ændrede sig i 2016 med valget af Donald Trump, forklarer A.J. Bauer, professor i journalistik ved University of Alabama. Han har gennem mange år fulgt amerikanske højrefløjsmedier og lagde for alvor mærke til Epoch Times mod slutningen af Trumps første præsidentperiode.
– Historisk har Epoch Times været en kinakritisk avis, men den var ikke tæt knyttet til nogen af de politiske partier eller en bestemt ideologi. Under de sidste år af Trumps første præsidentperiode begyndte de dog at dukke op mere og mere på den konservative scene, siger A.J. Bauer til mig.
Epoch Times gik hårdnakket ind på at støtte Trump, der fra første færd lagde en særdeles hård kurs over for Kina. På samme tid voksede mediet gennem en massiv tilstedeværelse på sociale medier.
Ifølge NBC News brugte Epoch Media Group, der er registreret som nonprofit, 1,5 millioner dollars på omtrent 11.000 pro-Trump annoncer alene i løbet af det første halvdel af 2019. Det var mere end nogen anden organisation, bortset fra Trumps egen kampagne.
Tætte tråde
Epoch Times har selv nægtet at være partiske. Mediets højredrejning blev dog tydelig for enhver under coronapandemien, fortæller A.J. Bauer:
– Under pandemien blev der fra Trumps side oppisket en sinofobisk stemning. Epoch Times udnyttede dette til at vækste. Men når det er sagt, var deres leflen for højrefløjen begyndt længe før. Jeg så dem blandt andet på den højreorienterede konference CPAC i 2019 og 2020.
De Falun Gong-kontrollerede medier har blandt andet spredt misinformation om covid-19 og konspirationsteorier om, at præsidentvalget i USA skulle være blevet stjålet oven på Donald Trumps valgnederlag i 2020.
Båndene til Trump-administrationen er i det hele taget tætte. Nuværende FBI-direktør Kash Patel havde sit eget program hos Epoch Times kaldet Kash’s Corner. Og efter Trumps genvalg har avisen i høj grad behandlet den nuværende præsident med fløjlshandsker.
Blandt andet har avisen, som et af kun tre medier, underskrevet Pentagons nye kontroversielle presseregler, der i praksis gør medvirkende medier til talerør for USA’s krigsministerium. De to andre medier er de ultrahøjreorienterede The Federalist og One America News Network.
– At de har skrevet under på de regler, underminerer med al tydelighed enhver påstand om at skulle være upartiske, mener A.J. Bauer.
Tusindvis af artikler
Epoch Times udkommer i dag på 22 sprog og er til stede i 35 lande – blandt andet i vores naboland Sverige, hvilket tidligere er blevet omtalt i Politiken.
Selv om Epoch Times ikke kan fås i Danmark, så har vi danskere også stiftet bekendtskab med avisen.
Det skete i 2020 gennem et særtillæg, der blandt andet udkom i lokalavisen Århus Onsdag. Ifølge Berlingske kunne man dengang blandt andet læse, hvordan CPC var ophavsmænd til covid-19-virusen, der i øvrigt var “rettet mod bestemte områder eller enkeltpersoner”.
Bag avisen stod danske Falun Gong-udøvere, der også er med til at arrangere Shen Yuns optrædener i Danmark.
Samarbejdet mellem Shen Yun og Falun Gongs medieimperium er i det hele taget tæt. Da Shen Yun sidste år optrådte i Odense, indeholdt programmet blandt andet helsidesannoncer for The Epoch Times, NTD News og Gan Jing World – en puritansk YouTube-klon, der også drives af Falun Gong.
Skulle man være den mindste smule i tvivl om Epoch Times’ forbindelse til dansetruppen, behøver man blot skrive “Shen Yun” i søgefeltet på mediets hjemmeside. Så springer over 12.500 artikler frem, der tilsyneladende alle har karakter af rørstrømske hyldester – og det skyldes ikke kun Shen Yun-dansernes dygtighed.
Ifølge interne dokumenter, som New York Times har fået adgang til, blev alle Epoch Times’ artikler om Shen Yun gennemlæst af nøje udvalgte redaktører, der skulle fjerne enhver omtale, der kunne skade truppens renomme.
Den heftige promotion af en dansetrup er – så vidt medieforskeren A.J. Bauer er bekendt – en af Falun Gongs mange særheder. Men at et højreorienteret nyhedsmedie er spændt for en politisk vogn, er langt fra unormalt.
– Medier på den yderste højrefløj er ofte en del af større propagandist-projekter, hvad enten det handler om at forme holdninger eller påvirke politikere, lyder det fra A.J. Bauer, der nævner flere eksempler – heriblandt The Daily Signal, der udspringer af den ultrakonservative tænketank the Heritage Foundation.
– Ofte ser du, at organisationerne bag er villige til at skyde med spredehagl for at nå deres mål. De kan skabe et magasin, et forskningsprojekt eller i dette tilfælde en dansetrup. Hvad end der kan sprede budskabet, fortsætter A.J. Bauer.
En del af propagandamaskinen
Ud over lange artikler om dansetruppens fortræffeligheder bringer Epoch Times efter hver Shen Yun-forestilling interviews med publikum – især fra gæster med prominente roller i det forretningsmæssige, kulturelle eller politiske liv.
Da Shen Yun i 2024 optrådte i Odense, blev blandt andre folketingsmedlem fra Danmarksdemokraterne Søren Espersen og medstifter af Dansk-Kina Kritisk Selskab Anders Storgaard interviewet af NTD TV. Deres udtalelser blev derefter bragt af Epoch Times.
Men støtter man som almindelig gæst også Falun Gong og Epoch Times ved at se Shen Yun? Spørger man Jørgen Delman, professor emeritus ved Kinastudier, er svaret ja.
– Shen Yun har udviklet sig til en kæmpe virksomhed, der er med til at generere indtægter til Falun Gong og Epoch Times. Så man støtter det, fordi Shen Yun er en forretning, hvis overskud kommer de her bevægelser til gavn, siger han.
Selv om båndene mellem Falun Gong og dets forskellige PR-arme tydeligvis er tætte, er de økonomiske forbindelser svært gennemskuelige, rapporterer New York Times. Det skyldes, at Shen Yuns optrædener arrangeres af lokale Falun Gong-afdelinger, hvis økonomiske forbindelser til hovedorganisationen i New York er uklare.
At Shen Yun Performing Arts er Falun Gong-bevægelsens guldkalv, kan der dog næppe herske meget tvivl om. Dansetruppen – der er registreret som en religiøs nonprofit – havde i 2024 en omsætning på 44,8 millioner dollars og samlede aktiver på hele 290 millioner dollars.
Vi har kontaktet Royal Arena for at høre deres overvejelser om at huse Shen Yun. Spillestedet oplyser dog, at det ikke udtaler sig om enkelte shows. I stedet refererer de til dansetruppens arrangører, der som tidligere nævnt heller ikke ønsker at udtale sig.
Det koster penge at lave progressiv journalistik. Kun med din støtte kan Arbejderen fortsat udgive frit tilgængeligt journalistisk indhold af høj kvalitet.

