Folkering om Christiansborg
”Tak fordi du har sørget for mine billeder til Fåborg Museum. Du er meget samvittighedsfuld i dit standpunkt over for os fruentimmer.” Sådan skrev maleren Anna Syberg (1870-1914) sarkastisk til sin bror, maleren Peter Hansen (1868-1928), i et brev fra 1910.
Årsagen til denne bemærkning var, at Peter Hansen i forbindelse med indkøbene til det nye museum for fynbomalerne i Faaborg samme år havde modsat sig indkøb af værker af kvindelige malere, og som der står i protokollen: ”Peter Hansen (var) desuden imod fru Syberg.”
Det lykkedes ham dog ikke at holde hendes billeder ude af museet, og i dag kan vi glæde os over, at det ejer cirka 30 værker, mest akvareller med blomstermotiver.
I 2020 vistes på Faaborg Museum udstillingen ”Anna Syberg – Øjeblikkets skønhed”, men udstillingen er først nu kommet til Den Hirschsprungske Samling på grund af coronaen.
Allerede som ung tegnede Anna Syberg, og hendes far, malermester Syrak Hansen, underviste hende på sit værksted i Fåborg, og hun besøgte også byens Tekniske skole. I begyndelse af 1890’erne drog hun til Købehavn og arbejdede her på den Kgl. Porcelæns Fabrik, indtil hun blev gift med Fritz Syberg (1861-1939) i 1894 og flyttede til Svanninge.
Anna Sybergs produktion blev ikke så stor, kun cirka 100 kendte værker, og at hun valgte den hurtige og nemmere akvarelteknik havde to årsager.
For det første var hun mor til syv børn, og det begrænsede naturligvis hendes muligheder for at male, og for det andet døde hun kun 44 år gammel efter en operation i 1914. Hendes mand opmuntrede hende fra starten til at male, og da økonomien blev bedre, fik hun mere tid til det.
Motiverne hentede hun først i hjemmet og i haven i Svanninge og senere på Pilegården, lidt uden for Kerteminde. Det var ofte ydmyge blomster, hvis særlige karakter hun indfangede. Hun hentede også motiver fra væksthuset i Botanisk Have, når hun, især om vinteren, opholdt sig i København sammen med sin mand for at tage del i kunstnerlivet der.
En af hendes mest produktive perioder var, da familien opholdt sig i Italien fra 1910 til 1913. Her blev hun mere frigjort og påvirket af lyset. Hun malede mere impressionistisk, en påvirkning der bundede i, at hun havde lært impressionisterne bedre at kende, da hun opholdt sig i Paris i 1909.
Hendes blomsterbilleder brød med den klassiske opstilling, og hun blev en fornyer og var på mange måder mere moderne end sine mandlige kolleger blandt Fynboerne, men da både blomsterbilleder og akvareller ikke var i høj kurs, blev der ikke lagt mærke til hende, og som tidligere nævnt medvirkede hendes broder heller ikke dertil.
Først et år efter sin død blev hun anerkendt med en mindeudstilling i Kunstforeningen, der blev en stor succes. Kunstkritikeren Ernst Goldsmith skrev i kataloget, at ”hun var i al beskedenhed vor bedste blomstermalerinde”, hvad der bekræftes på udstillingen.
Den Hirschsprungske Samling: ”Anna Syberg – Øjeblikkets skønhed. Sans for blomster”. Slutter 21. maj.
Kan du lide, hvad du læser?
Det koster penge at lave progressiv journalistik. Kun med din støtte kan Arbejderen fortsat udgive frit tilgængeligt journalistisk indhold af høj kvalitet.
