Analyse
I 1920 blev der dannet en Kommunistisk Studenterfraktion (KS), som Rudolf Broby-Johansen (1900-1987) blev formand for i 1921, og hvor han kom til at spille en stor rolle.
Jeg ville være skamfuld over at frikendes af en lov, som beskytter og opretholder disse forfærdelige tilstande.
Rudolf Broby-Johansen, 1923
Samme år blev Studentersamfundet genoprettet, og KS indtrådte som en fraktion, men trådte ud igen i september 1922 og dannede Det Nye Studentersamfund (DNSS) under kommunistisk ledelse.
Ud over at udgive bladet Pressen oprettede DNSS et forlag, og dets første udgivelse var Brobys ekspressionistiske digtsamling ”Blod”, som udkom 23. november 1922.
Bogen blev hurtigt en “skandalebog”, og fem dage efter udgivelsen blev kun en lille del af oplaget beslaglagt, 79 eksemplarer ud af et oplag på 700 eksemplarer, da resten var bragt af vejen.
Begrundelsen var, at bogen havde et usædeligt indhold. Broby blev slæbt for byretten i januar 1923 og idømt en bøde på 300 kroner subsidiært 14 dages fængsel.
Hans forsvarstale, der i byretten blev læst op af hans forsvarer, blev også udgivet på DNSS’s forlag og sluttede med, at han sagde: “Jeg ville være skamfuld over at frikendes af en lov, som beskytter og opretholder disse forfærdelige tilstande.” Broby fandt dommen for mild og ankede den.
Landsretten fastholdt i februar byrettens dom, men gjorde den betinget i fem år. Den fastholdt, at der var tale om et usædeligt skrift, og de beslaglagte eksemplarer blev brændt.
Afskrækkende skildringer af kønslige udskejelser
At dommen blev betinget kan hænge sammen med, at forsvareren havde fået udtalelser fra fire litterært sagkyndige, som samstemmende erklærede, at digtsamlingen ikke var af pornografisk karakter.
En af dem var forfatteren Henrik Pontoppidan, som udtalte til retten, at “Hr. Brobys digtsamling ‘Blod’ er et artistisk forsøg, påvirket af visse litterære strømninger i nutidens unge Tyskland. Men øjensynlig har forfatteren i de fleste af digtene også tilsigtet en virkning af moraliserende art. I de afskrækkende skildringer af kønslige udskejelser har et ungt, idealistisk digtersind udøst sin rædsel og sin harme over den udbredte moralske perversitet, som er en af verdenskrigens onde frugter. Man kan kalde disse skildringer rå, modbydelige eller monomane. Men utugtige eller blot letfærdige kan de aldrig i verden kaldes, idet de lige så lidt som billederne i et anatomisk atlas appellerer til kønsfølelsen. Sammenlignet med den frihed, hvormed lyriske digtere i deres vers plejer at besynge og befamle kvindens yndigheder, er der snarest noget munkeagtigt i denne unge poets holdning over for vellysten. At stemple hans alvorlige lille bog som pornografisk spekulationsforetagende ville være en beklagelig misforståelse og en blodig uret.”
Broby havde rigtigt nok fået inspirationen til sin digtsamling under sit andet ophold i Berlin, som varede fra juni til september 1922. “Alt, hvad jeg havde levet på fra barndommen i den fynske landsby og skoletiden på Indre Missions kostskole i Haslev, raslede sammen i mødet med inflationstidens Berlin”, har han senere skrevet.
Når han havde råd til at opholde sig så længe i Berlin, skyldtes det, at opholdet blev betalt af kunstsamleren Christian Tetzen-Lund. Broby havde i 1921 besøgt dennes store kunstsamling i Palægade, og han havde uden tvivl vist stor interesse for den, og da han skulle gå, stak Tetzen-Lund ham en hundredkroneseddel, og året efter betalte han hans ophold i Berlin.
Først i 1960 blev syv af digtene trykt igen i bogen Imprimatur, uden at den blev beslaglagt, og i 1968 udgav Gyldendal bogen i fuldt omfang. Senere er den udkommet i tre nye oplag, det seneste i år på forlaget Æter i anledning af 100-året for bogens udgivelse. Bøgerne bringer foruden digtsamlingen Brobys forsvarstale fra byretten og en række artikler om sagen og om Broby.
Åndelig nøjsomhed
Det kommunistiske Arbejderbladets referent ved byretten i 1922 erkendte, at digtene faldt ham lidt tungt, og havde svært ved at se deres kunstneriske værdi, “men det betyder på ingen måde, at vi billiger politiforfølgelsen. Tværtimod mener vi, at politiet ved beslaglæggelsen af Brobys bog er gået langt ud over rimelighedens grænse.”
Tonen blev noget ændret, da Arbejderbladet kommenterede, at Broby ved valget i 1926 opfordrede til at stemme på socialdemokraterne. Man skrev, at “Rudolf Broby – afvekslende kaldende sig Johansen – forsøgte først at gøre sig bemærket som ‘forfatter’ ved at udgive forrykte digtsamlinger, hvor han erstattede sit manglende talent med afskyvækkende griserier.”
Tonen blev ikke mindre hård i forbindelse med splittelsen i Mondegruppen i 1932 hvor Arbejderbladet under overskriften “Stinkdyret Broby-Johansen optræder igen” skrev: “Navnet Rudolf Broby-Johansen er ikke ukendt i revolutionære arbejderkredse. Første gang en større offentlighed hørte navnet var ved samme herres ‘debut’ som forfatter. En skønne dag fandtes på bogmarkedet et ‘værk’ på 20 sider, trykt på karduspapir, udgivet af hr. Johansens eget forlag. Indholdet var resultatet af års møjsommeligt og grundigt studium på Københavns offentlige nødtørftshuse og altså ikke udtryk for egentlig selvstændig genialitet, men derimod for stræbsom flid og åndelig nøjsomhed.”
På trods af den hårde behandling DKP havde givet Broby gennem årene, erklærede han i forbindelse med valget i 1973 i Land og Folk, at han anbefalede at stemme på DKP:
“Jeg har altid stemt kommunistisk, men aldrig optrådt offentligt som anbefaler af partiet – det gør jeg nu”. 11 år efter tog han skridtet fuldt ud og meldte sig ind i DKP igen. Hans begrundelse var, at han var “træt af at blive misbrugt af de såkaldte venstreorienterede.” Kort efter blev han udnævnt til æresmedlem af Kommunistiske Studenter for hans indsats i Kommunistisk Studenterfraktion i 1920’erne.
Kan du lide, hvad du læser?
Det koster penge at lave progressiv journalistik. Kun med din støtte kan Arbejderen fortsat udgive frit tilgængeligt journalistisk indhold af høj kvalitet.
