ONLINE: Storbyer er big business
En tankevækkende dokumentar med titlen Push er grundlaget for november måneds debat i Vores Kultur’s Filmklub. Torsdag den 23. november klokken 19:30 lukker filmklubben op for en spændende og aktuel debat med et oplæg af forfatter og byplanlægger Peter Schultz Jørgensen.
I filmen Push følger vi Leilana Farha, der er FN’s udsending på boligområdet. Hun rejser verden rundt og besøger storbyer, hvor det, vi kender som gentrificering, finder sted; nemlig boligspekulanter og kapitalfonde der driver rovdrift på storbyers boligområder. Leilana Farha vil finde ud af, hvem der bliver presset ud af byerne og hvorfor. Hun siger, at det er en menneskeret at bo godt, og arbejder derfor på at få regeringer verden over til at sikre menneskets fundamentale ret til en bolig.
Den rå kapitalisme
Lyssky forretningsfolk investerer i storbyer overalt i verden – uden selv at flytte ind i de boliger de opkøber. Bygningerne står i stedet tomme, mens almindelige mennesker kæmper for at få råd til at betale huslejen eller presses ud af byerne.
Med almindelige lønninger er boliger i for eksempel København ofte uden for rækkevidde, og danskerne er, som vi vil se i filmen, ikke alene om at mærke virkningerne af boligspekulanternes nådesløse jagt på mere profit. Folk bliver presset ud af byerne i Europa, Sydamerika, ja alle steder i verden.

Filmen kommer med et eksempel på den rå kapitalisme, der råder: I 2017 opstod der en brand i Grenfell Tower i London. På direkte TV åd branden sig gennem bygningen med lynets hast og resulterede i 72 døde beboere. De 223, der undslap, var 9 måneder senere stadig ikke blevet genhuset, på trods af løfter om det modsatte.
Protest og sammenhold
Mange steder breder der sig et oprør mod disse boligforhold og mod boligspekulanterne. I filmen besøger dokumentaristen Fredrik Gertten blandt andet BZ’ere, squatters og har samtaler med borgere, der står sammen mod griske udlejere. Og Leilani Farha arbejder også på en løsning. Hun mener, at boligspekulationen er i strid med FN’s verdenserklæring om menneskerettigheder, hvor der i charteret står, at alle har ret til en tilstrækkelig bolig. Derfor danner hun FN-organisationen The Shift, hvor blandt andre borgmestre fra Berlin og Barcelona og repræsentanter fra New York står sammen for at bekæmpe boligspekulation.
Månedens oplægsholder
Peter Schultz Jørgensen er uddannet byplanlægger. Derudover er han forfatter til en række bøger. Blandt dem er New York & kampen for byen, Opgøret om København og Byer i opbrud. Han er også kendt af Arbejderens læsere som ivrig debattør med en lang række blogindlæg på Arbejderen.dk
To af bøgerne kan købes på Arbejderens Webshop – klik på titlerne:
Medlemskab og links
Ønsker du at være medlem af Vores Kultur’s Filmklub, kan vi kontaktes her:
sms: 2231 6387
kontakt@voreskultur.dk