ONLINE: Hør om kampen mod tortur
På tirsdag den 21. marts klokken 14 får du en enestående chance for at møde kvinden, der står helt i front i FN’s indsats mod tortur.
I en DIGNITY live talk taler jeg nemlig med den australske menneskerettighedsjurist Alice J. Edwards, der siden 1. august 2022 som den første kvinde nogensinde har bestridt embedet som UN Special Rapporteur on Torture.
Alice Edwards er en international anerkendt ekspert i menneskerettigheder og har gennem hele sin juridiske karriere beskæftiget sig indgående med bekæmpelsen af tortur.
Jeg vil blandt andet spørge hende, hvor hun ser de største aktuelle udfordringer i kampen mod tortur. Jeg er også nysgerrig efter at høre hendes bud på, hvordan DIGNITY og andre civilsamfundsorganisationer kan bidrage til arbejdet.
Vores samtale foregår på engelsk og kan følges live på din computer, tablet eller smartphone.
Rasmus Grue Christensen, direktør, DIGNITY