ODENSE: Brugernes Bazar
Rådet for Socialt Udsatte afholder Brugernes Bazar i 2022. Temaet er: Hvad kan samfundet lære af corona? Det sker onsdag den 24. august klokken 9-16 i Ansgars Anlæg i Odense.
Efter et par år med aflysninger af Brugernes Bazar på grund af coronanedlukning, restriktioner med videre vender bazaren tilbage i år.
Netop coronapandemien har haft store konsekvenser for mange socialt udsatte mennesker. For eksempel er mange blevet mere isolerede, fordi det var svært at mødes, og en lang række tilbud lukkede helt ned. Det har også været svært at komme i kontakt med myndigheder.
Corona har også lært os noget som samfund. Blandt andet har nogle byer udviklet opsøgende indsatser for stofbehandling, sanktioner i kontanthjælpen har været sat på pause, og kommuner og regioner har gjort det muligt at mødes med sin sagsbehandler digitalt.
På bazaren taler vi blandt andre med en række politikere om, hvad der gik godt, hvad der gik mindre godt – og hvad vi kan lære af det hele.
Så hvis du har lyst til at være sammen med en masse andre for at hygge og drøfte, hvordan vi kan få et bedre samfund for socialt udsatte mennesker, er det en god idé at komme til Brugernes Bazar!
Bazaren finder som altid sted i Odense. Denne gang er det i Ansgars Anlæg den 24. august fra klokken 09:00 til 16:00.