KØBENHAVN: NATO – Et redskab for vestlig imperialisme
Kom og lyt til Niklas Zenius Jespersens oplæg om NATO – et redskab for vestlig imperialisme og deltag i den efterfølgende debat!
30 år efter den kolde krigs afslutning bliver NATO ved med at udvides. I den dominerende politiske fortælling fremstilles NATO som en nødvendig forsvarsalliance, hvis vi ikke vil underlægge os Putin og islamistisk terror. Selv på venstrefløjen har mange opgivet NATO-modstanden. Men er dette hele fortællingen?
For langt fra bare at være en forsvarsalliance for dets medlemsstater, så har NATO i årtier fungeret som en aggressiv angrebspagt med besættelsen af Afghanistan, bombningerne af Jugoslavien og Libyen og bidrag til krigene i Irak og Ukraine. På trods af humanistiske paroler har det hver gang vist sig, at NATO’s formål alene har været at pleje sine egne medlemsstaters interesser.
Samtidig er det dog rigtigt, at NATO er sat i verden som en forsvarsalliance. Spørgsmålet er bare, hvem og hvad det egentlig er, alliancen forsvarer?
Helt fra sin oprindelse har NATO’s indsats ikke kun handlet om militære trusler udefra, men også om at forsvare det bestående kapitalistiske system imod “indre fjender” i form af revolutioner og folkelige oprør. Til dette formål har NATO finansieret hemmelige kontrarevolutionære militser og efterretningstjenester, overvågning af venstrefløjen og truet med militær intervention i tilfælde af muligheden for revolution i sine medlemsstater.
På denne baggrund vil oplægget gennemgå NATO’s historik og funktion i dag og lægge op til en diskussion af, hvad dette betyder for os som anti-imperialister og i forhold til kampen for international solidaritet og en alternativ verdensorden.
Niklas Zenius Jespersen er mangeårig aktivist i fredsbevægelsen og i antiimperialistisk solidaritetsarbejde, særligt med Latinamerika og Mellemøsten. Derudover er Niklas aktiv i den marxistiske forening “Socialisten” og i Enhedslisten, hvor han var med til at stifte “Venstrefløjen”, en organisering i og omkring Enhedslisten, der kæmper for at trække partiet til venstre og fastholde et anti-imperialistisk grundlag.
Efter oplægget bliver der tid til spørgsmål og debat.
Der serveres kaffe/the og kager til solidaritetspriser.
Arrangør: Internationalt Forum.