KØBENHAVN – Svin & Soja
Når vi importerer store mængder soja for at fodre vores millioner af svin, har det store konsekvenser i Sydamerika. Denne fotoudstilling sætter fokus på, hvordan dansk landbrug fører til fordrivelse af bønder og oprindelige folk i Paraguay.
Velkomst og oplæg om udstillingen v/NOAH og Global Aktion
Snacks, lidt bobler og snak.
Om udstillingen:
En samling af fotografier taget i sommeren 2022 i Paraguay fortæller historien om, hvordan det industrielle landbrug og den danske landbrugslobby bærer en del af skylden for overgreb på den oprindelige befolkning og bønder i de områder, hvor der dyrkes soja til svinefoder.
På nuværende tidspunkt er den danske svineproduktion afhængig af sojaimport fra Sydamerika – herunder Paraguay. Sojaen produceres af store landbrugsvirksomheder, som bruger hård vold og rå magt til at fjerne småbønder og oprindelige folk for at kunne udvide deres produktion og øge deres eksport til lande som Danmark.
Den danske svineproduktion er medskyldig i disse overgreb, når vi importerer soja fra Paraguay.
I Paraguay står kampen mod agroindustrien og det eksportorienterede landbrug centralt i kampen for politiske rettigheder og adgang til at dyrke jorden. Det er nemlig ikke unormalt, at hele landsbyer jages væk med tåregas og skarpe skud fra deres hjem og jord, for at de store landbrugsvirksomheder kan lægge beslag på endnu mere jord, de kan udpine og dyrke soja på.
Det er på tide, at diskussionen om dansk landbrug også kaster lys over de skyggesider, vores enorme industri har for befolkningen i Paraguay. Det er på tide, at debatten om den grønne omstilling af landbruget også drejer sig om, hvordan den skal foregå i solidaritet med arbejdere og oprindelige folk i blandt andet Paraguay.
Udstilingen er støttet af CISU.