KØBENHAVN: Strejke. Blokade. Boykot. Den faglige aktivismes metoder
Er du faglig aktivist? Har du deltaget i en strejke? Har du prøvet at organisere en blokade? Eller er du nysgerrig på, hvordan græsrodsaktivismen har været med til at forme kampene på det danske arbejdsmarked over de sidste 50 år?
Kig forbi Arbejdermuseets festsal den 10. november klokken 17-18:30, hvor vi har sat fire aktivister stævne til en snak om den faglige aktivismes udvikling og betydning.
Mød:
Finn Sørensen – medlem af aktionsudvalget under bryggeristrejken i 1985. Senere formand for Bryggeriarbejdernes Fagforening København, og fra 2005-2011 næstformand i 3F’s Industri og Service København.
Barbara Kryger – formand for Kvindelige Bryggeriarbejderes Fagforening i København fra 1983 til 1986, og derefter næstformand i Bryggeriarbejdernes Fagforening København fra 1987 til 1999.
Susanne Both – socialrådgiver, og en af hovedkræfterne bag initiativet Ligelønsbevægelsen #SlutMed1969.
Thomas Strømsholt – stilladsarbejder og formand for Stilladsarbejdernes Landsklub. En af hovedkræfterne bag netværket Arbejdere i bevægelse.
Baggrund
Siden Septemberforliget i 1899 er arbejdskonflikter i Danmark i overvejende grad blevet håndteret i et institutionaliseret forhandlingssystem med overenskomster, arbejdsretsdomstole, trepartsforhandlinger og til tider statslig intervention, også kaldt den danske eller nordiske model.
Men det er ikke hele historien. I omegnen af det formelle system praktiseres også en mere uformel faglig aktivisme i form af informationskampagner, happenings, demonstrationer, vilde strejker, blokader m.m. Ofte med det formål at flytte kampen fra hovedorganisationers mødelokaler til gaden og den bredere offentlighed.
Efter et par årtiers stilstand ser den faglig aktivisme i disse år igen ud til at spille en markant rolle på arbejdsmarkedet. Derfor har vi har inviteret fire aktivister ind til en snak om spørgsmål som: Hvad virker? Hvordan bliver man dagsordenskabende? Hvilken relation er der mellem den græsrodsorganiserede faglige aktivisme og det institutionaliserede forhandlingssystem med fagforeningerne i centrum? Hvordan har betingelserne for at udøve faglig aktivisme ændret sig fra 1980’erne til i dag? Og kan vi lære noget af fortiden?