KØBENHAVN: Krisen kræver handling – COP27 Global Day of Action
Klimabevægelser verden over går sammen for at lave en GLOBAL DAY OF ACTION d. 12. november. Der vil være demonstrationer i lande på tværs af kloden, hvor vi står sammen for global klimaretfærdighed og klimahandling.
I solidaritet med den afrikanske koalition af klimabevægelser, COP27 Coalition, kræver vi at rige lande som Danmark, der har størst ansvar for klimakrisen, handler.
Vi mødes ved den egyptiske ambassade klokken 12:00.
Program:
12.00 Egyptens Ambassade
12.05: Velkomsttale v. Theresa Lund Andersen
12.15: Tale v. Gorm Nissen
12.25: March mod Christiansborg Slotsplads
13:00: Ankomst til Christiansborg Slotsplads
13:10: Tale v. Kirsten Kværnø
13:20: Fællescirkel om banner: “Climate Justice, Social Justice, Racial Justice”
13:45: Udsagn fra aktivister på COP27
14:00: Tak for i dag
HVAD KRÆVER VI?
Rige lande som Danmark…
– Skal reducere deres drivhusgasudledninger markant hurtigere.
– Skal betale den klimabistand de har lovet i Parisaftalen. Dvs. Danmark skal levere de 5 mia. kr i klimabistand om året, som er vores fair andel.
– Skal betale for udsatte landes tab og skader efter klimakatastrofer.
– Skal eftergive gælden i de fattige, mest klimaudsatte lande, så de har råd til at tilpasse deres samfund til klimaforandringerne og genopbygge deres land efter klimakatastrofer.
– Skal være med til at presse for at civilsamfundets adgang, deltagelse, ytrings- og forsamlingsfrihed og beskyttelse, bliver sikret til denne og alle fremtidige COP’s.
På globalt plan kræves:
-100 pct vedvarende energi og fair og retfærdighed udfasning af fossile brændsler
– Hold virksomheder og eliter til ansvar for klimaet og menneskerettigheder
– Retfærdig grøn omstilling, hvor civilsamfundets, arbejderenes, minoriteternes og de mest udsattes stemmer bliver hørt og deres sikkerhed og rettigheder beskyttes.
– Sundhed, fødevaresikkerhed, natur og levesteder skal beskyttes.
– Vær med til at lægge pres på, at den kommende danske regering tager deres globale klimaansvar alvorligt.
Hvorfor er COP27 vigtig?
FN’s årlige klimakonference COP27 finder lige nu sted i Egypten.
Men de tidligere konferencer har ikke leveret tilstrækkelige globale aftaler, som sikrer verden imod klimakollaps – og COP27 ser ikke ud til at forløbe et hak bedre.
Samtidig er den gennemsnitlige globale temperaturstigning allerede nået 1,2 grader og det har medført tørke, oversvømmelser og hedebølger i hele verden denne sommer. Det er blevet klart, at klimaforandringer ikke er noget langt ude i fremtiden og FN slår rød alarm for menneskeheden. De lande, der er allermest udsatte for klimaforandringerne, har allermindst ansvar for dens opståen – alligevel er det disse mennesker som mister deres hjem, levevilkår og liv pga. klimakrisen.
Vi skal holde den globale temperaturstigning på maks. 1,5 grader for at undgå uoverstigelige konsekvenser af klimaforandringerne, og det betyder at COP27 må og skal levere ambitiøs og akut klimahandling.
