KØBENHAVN: Kom og sig stop for byggeriet på Amager Fælled
Kommunevalget står for døren, og det er nu, vi københavnere i fællesskab kan gøre en forskel for naturen, vores børn og fremtidige generationer.
Stemmer vi traditionelt, vil den nuværende politiske byplanlægning fortsætte med at indkapsle vores grønne områder i glas, stål og beton. Vi er vidner til en politisk generation, hvor man fortsætter med at bygge flere boliger i naturen for økonomisk vinding. En politik hvor man ikke lytter til sine borgere. En politik hvor fredninger kan fjernes for en kortsigtet økonomisk gevinst. En politik hvor man ikke vil debattere egne holdninger, så længe der verserer klagesager. En politik hvor man overhører alle advarsler om naturen og klimaets negative udvikling i en blind tro på, at naturen er en handelsvare der aldrig forgår og kan flyttes på forgodtbefindende.
Det er nu, vi skal afgøre, hvilke repræsentanter der skal udstikke kursen for fremtidens København. En kurs hvor vi tager ansvar for den by og natur, som vi efterlader til fremtidens generationer.
Amager Fælleds Venner inviterer derfor alle til en folkefest på Rådhuspladsen, søndag den 14. november klokken 12:00.
Kom og hjælp os med at råbe hele København op! Enhver stemme tæller, så vi alle kan få et bedre, grønnere og mere ansvarsbevidst København.
Læs om dette event på Facebook