KØBENHAVN: Klimapåmindelsen – om de tabte illusioner
Da coronaen hærgede i Danmark, oplevede vi, hvordan de folkevalgte kunne træde i karakter og træffe svære og vidtgående beslutninger. Denne truende pandemi kom kort tid efter, at vedtagelsen af et CO2-reduktionsmål på 70 procent var truffet af et bredt flertal i Folketinget.
Det varslede beslutsomhed og politisk handlekraft på klimaområdet.
Ingen betvivler, at klimaforandringerne udgør en langt større trussel mod samfundet end covid-19. Men her er kæden – og baghjul og forhjul – faldet af.
Med forfærdelse har befolkningen været vidne til, at det før så beslutsomme Folketing har valgt at lade udviklingen gå i stå. Flertallet prioriterer en konform tilværelse for sig selv og deres kernevælgere, mens den livsform, som er skyld i problemerne, skal bevares. Derfor må kommende generationer affinde sig med en virkelighed, som ikke længere kan betegnes som en krise – men som en katastrofe.
Yderst få – om nogen – ønsker voldelige optøjer eller politisk ustabilitet. Vores grundlov må ikke sættes ud af kraft, og de kommende forandringer skal ske med fredelige midler.
Men for hver dag der går, bliver det sværere og sværere at acceptere en politikerstand, der afviser folkelig indblanding og satser alt på teknologiske fix. I den politiske retorik søger man at skubbe den faktuelle klimavirkelighed ud af debatterne – mens man på mærkværdig vis samtidig anerkender situationens alvor: “Ja – vi ved det godt, og vi gør alt for at forhindre en klimakatastrofe”.
Man vil jo ikke udstille sin inkompetence.
Heldigvis er der ukuelige aktivister, som ikke vil affinde sig med tingenes tilstand. De er demokratiets sande vogtere, fordi de træder op for grundlovens ånd om folkelig ansvarlighed. Samtidig kæmper de for, at de siddende politikere ikke kun efterlader sig et eftermæle om manglende overblik, manglende mod og en chokerende mangel på vilje til at konfrontere tidens største udfordringer.
