KØBENHAVN: Klimapåmindelsen – i samarbejde med Fossilfri Fremtid
Rigsdagsgården ved trappen til Folketinget, torsdag d. 30. november, kl. 8.30-9.30.
Hensigten er at minde politikerne om, at de er politikere – ikke artister i et mediestunt.
En lind strøm af politikere er nu på vej til COP28 i Dubai for at bekæmpe den global opvarmning. På samme tid går de samme politikere i brechen for en udvidelse af lufthavnen i Kastrup, som skal fordoble kapaciteten – og samtidig accepterer de fossil ekspansion i Nordsøen. Kan man overhovedet have tillid til de politikere, der end ikke problematiserer disse selvlysende paradokser? Eller måske har de end ikke bemærket det?!
Det er klart, at en storlufthavn på den korte bane vil give hovedstaden en lang række gevinster for hotel- og turistbranchen – og måske holde liv i et skrantende SAS. Men hvis man har en seriøs vision med fremtidens klimamål – 70% CO2-reduktion i 2030 og netto-nul i 2045 – vil en storlufthavn være en meningsløs disposition.
En flyrejse t/r til San Francisco udleder 5,5 tom CO2. Det er langt over af den årlige CO2-kvote pr. person, hvis parismålene skal overholdes. Samtidig er CO2-udledning i flyvehøjde mere potent end ved landjorden, og den skal derfor ganges med mindst en faktor 3. Dette er ikke ukendt for de danske politikere, der deltog i Parismødet. Men for dem var målene altså bare tal på et stykke papir, der blev nedfældet i al hast, fordi taxaen ventede og man skulle hjem.
I Danmark har regeringen promoveret deres grønne overbevisning med etableringen af BOGA, Beyond Oil & Gas Alliance. Men samtidig er den reviderede Nordsøaftale så tilpas fleksibel, at der stadig kan åbnes for nye fossile projekter. Sideløbende med det, forventer olie- og plastikgiganten INEOS at få tilladelse af Energistyrelsen til at udvinde fra Hejrefeltet. Feltet kan udlede 35 mio. ton CO2 i hele sin levetid. Det overstiger, hvad Danmark forventer at lagre gennem CCS.
Den grønne førerposition, som mange tidligere var stolte over, har udviklet sig til en pinlig affære. Regeringens eneste plan for samfundsudviklingen, er, at der helst ikke skal ske grundlæggende forandringer – og i hvert fald må befolkningen ikke inddrages i de overordnede beslutninger.
Dansk Klimadagsorden er bluff
Poul Kattler, forperson, Bevar Jordforbindelsen
Esther Michelsen Kjeldahl, Fossilfri Fremtid
Torsdag d. 30. november, kl. 8.30-9.30
Rigsdagsgården
