KØBENHAVN: Klimaaktivistiske samtalesaloner
Onsdag den 28. september tager vi hul på den første ud af fem samtalesaloner om klimaaktivisme, hvor forfatter Maja Elverkilde har inviteret en klimaaktivist, psykolog, astrofysiker, landbrugsøkonom og adfærdskonsulent med, for at vi alle sammen kan blive klogere på, hvordan vi kan gøre noget godt for klimaet. Første salon er med forfatter og klimaaktivist Kristina Stoltz, der er aktuel med klimaromanen For Evigt (Gutkind).
Det koster 30 kroner at deltage. Det hele foregår i Kulturhuset Islands Brygge.
Er klimakrisen dit hverdagsproblem? Fem klimaaktivistiske samtalesaloner udforsker vores muligheder for hverdagsaktivisme midt i en krisetid.
Fra sin yurt i Hallands dybe skov til Kulturhuset Islands Brygge kommer forfatter Maja Elverkilde for at holde fem samtalesaloner med temaet ’Klimaaktivisme’ i løbet af efteråret og vinteren. Emnet skal belyses fra vidt forskellige vinkler gennem samtaler med en astrofysiker, psykolog, landbrugsøkonom, adfærdskonsulent og en klimaaktivist.
Er klimaaktivisme din nye borgerpligt? Sådan lyder overskriften for Maja Elverkildes første samtalesalon i Kulturhuset Islands Brygge onsdag den 28. september, hvor hun sammen med forfatter Kristina Stoltz, aktuel med klimaromanen ‘For evigt’ (Gutkind), undersøger aktivismens nødvendighed. Samtalen tager afsæt i erfaringerne fra aktionerne for bevarelsen af Amager Fælled, hvor Kristina Stoltz, har været meget aktiv i kampen mod byggeriet på Lærkesletten. Fra dette lokale udgangspunkt bredes samtalen om aktivismen ud til det helt store nationale og globale perspektiv. Samtalen kommer også ind på, hvordan det enkelte menneske uafhængigt af grupper kan gøre brug af hverdagsaktivisme i selv de mindste beslutninger.
Initiativtager til samtalesalonerne, Maja Elverkilde, bor i en yurt, et halvkugleformet nomadetelt, sammen med sin søn og kæreste i skoven i Halland, Sverige. Hun har udgivet bøger siden 2008 og udkom i februar med romanen ’Når vi rejser til Mars’ på forlaget Escho. Den nye udgivelse beskriver hendes eget radikale valg om at forlade sin lille lejlighed i Nordvest i København for at flytte ud i skoven og derved mindske sit eget aftryk på, og forbrug af, Jordens ressourcer.
”De fem samtalesaloner tager alle udgangspunkt i de temaer som ’Når vi rejser til Mars’ udfolder: Hvordan handler jeg som individ klimavenligt, er det overhovedet det værd, eller er det for svært og besværligt at opgive bekvemmeligheder som Netflix og toiletter med løbende vand? Og hvad hvis det hele er for sent, og vi alligevel skal ud at finde en planet B, vi kan immigrere til? Med samtalesalonerne håber jeg, at vi kan få flere nuancer på klimasnakken sammen. Mine medgæster har ikke noget endeligt svar eller løsning på klimaspørgsmålene, men de har et spændende og anderledes perspektiv på emnerne. Det er ikke sort på hvidt, men jeg håber, vi sammen får flere nuancer på klimaaktivisme, og hvad det vil sige at være hverdagsaktivist.” fortæller Maja Elverkilde.
Klimaaktivistiske Samtalesaloner er den tredje række af samtalesaloner i Kulturhuset Islands Brygge, der tidligere har huset Antikapitalistiske Samtalesaloner med Johanne Mygind og Samtalesaloner om Ny Nordisk Spiritualitet ved Andrea Hejlskov.
Klimaaktivistiske samtalesaloner – program 2022/2023
28/9 kl. 19
Er klimaaktivisme din nye borgerpligt?
Både globalt og så lokalt som på Amager Fælled ses eksempler på, at politikere tager beslutninger efter helt andre dagsordener end omstillingen til den nye klimavirkelighed. Hvad stiller man op, når politikerne navigerer efter præmisser, som man ikke længere finder langtidsholdbare? Er det i virkeligheden vores allesammens borgerpligt at protestere nu? Aftenens gæst er Kristina Stoltz, der er forfatter og klimaaktivist. Hun har blandt andet lænket sig til Lærkeslettens byggepladshegn og er blevet arresteret for at deltage i en sit-down-blokade af Slotsholmens Bro. Kom og deltag i en fælles diskussion af, hvor grænserne for civil ulydighed egentlig går – eller skal der netop ikke være nogen grænser?
26/10 kl. 19
Forbandet eller forbundet?
Klimakrisen findes, forsyningskrisen findes. Vi lever med en viden om, at fremtiden er markant anderledes end den tid, vi voksede op i, og udsigterne er mildest talt ikke rosenrøde. Men hvordan lever vi med det? Vidt forskelligt, er det korte svar. Aftenens gæst er psykolog Solveig Roestorff, aktuel med bogen ‘Klimapsykologi – Hvorfor vi holder klimakrisen ud i strakt arm og den forbundethed, der venter, når vi begynder at handle’. I samtalen vil hun gøre os klogere på de modsatrettede reaktioner, der kan gøre det til en udfordring at navigere i omstillingen til en ny klimavirkelighed. Kom og vær med til en fælles undersøgelse af, hvordan omstilling ikke kun handler om afsavn og askese, men tværtimod kan give plads til øget sanselighed, velvære og helt nye forbindelser på tværs af alt levende.
23/11 kl. 19
Skal vi faktisk finde en Planet B?
Aftenens gæst er astrofysiker Michael Linden-Vørnle, der vil gøre os klogere på de praktiske aspekter af rumrejser og bosættelser på andre planeter. Bagefter skal vi sammen filosofere over konsekvenserne af et interplanetarisk perspektiv. Hvordan påvirker det for eksempel menneskers adfærd på Jorden, hvis man forestiller sig, at den kan erstattes af andre planeter? Hvilket klimaaftryk har rumprogrammerne egentlig selv? Og så det helt langsigtede perspektiv: Selv hvis klimakrisens akutte trussel afværges, vil Solen på et tidspunkt brænde ud, og inden da brænde Solsystemets inderste planeter op. Er vi faktisk etisk forpligtede til at sikre menneskehedens fremtid som interstellare eller måske endda intergalaktiske nomadevæsner?
Entré 30 kr.
25/1 kl. 19
Alt det affald, vi hele tiden skaber – behovet for nye kredsløbstanke
Vi udlever vores hverdag i et system, der er designet til, at vi skal glemme det affald, vi skaber. Vi lever i en civilisation, der dyrker komfort og effektivitet. Men hvordan påvirker vores små bevægelser i de store kredsløb egentlig os selv og vores omgivelser? Og hvordan påvirkes vi af at leve indenfor netop de rammer? Lina Katan, adfærdskonsulent i Dansk Affaldsforening, aktivist, sociolog og billedkunstner er aftenens gæst og vil snakke os igennem helt konkrete eksempler på, hvordan ting, der findes i hverdagen, ændrer vores måde at være i verden på. Sammen vil vi undersøge, hvilke kredsløb der kunne være – gode! – alternativer. For hvad står egentlig i vejen for omstillingen? Hvad er praktisk modstand, hvad er mental modstand?
22/2 kl. 19
Jordbruget, der blev til fabrik – hvordan bliver jorden din, min og sin egen igen?
Engang bevægede vi os fra fødsel til død gennem landskaber uden at overveje, at de kunne ejes. Engang dækkede vi vores basale behov med vores hænders kraft og i små flokke. I dag er de fleste toptrænede ejendomsspekulanter, og landbruget er omdannet til fabrikker, som mennesker ingen plads har i. Aftenens gæst er Sarah Hellebæk, der er uddannet jordbrugsøkonom, bestyrelsesmedlem i Andelsgårde og initiativtager til den Regenerative Jordbrugsskole. Kom og vær med til en fælles diskussion af, hvordan landbrug kan omstilles til bæredygtige kredsløb med plads til både mennesker, dyr og planters diversitet.
INFO
Entré: 30 kroner. Billet kan købes i forsalg på
Hvor: Kulturhuset Islands Brygge, Islands Brygge 18, 2300 København S.
Hvornår: Første samtalesalon finder sted onsdag den 28. september klokken 19.