KØBENHAVN: Hey Jensens Bøfhus A/S! Giv de unge deres overenskomst tilbage!
Konflikten mod Jensens Bøfhus ruller stadig. Jensens Bøfhus mener, at 3F’s konflikt er ulovlig, og denne sag skal behandles i Arbejdsretten 2. juli.
Derfor har vi brug for din hjælp og vil opfordre dig til at møde op foran Arbejdsretten den 2. juli klokken 8-9. Vi byder på talere, kaffe og morgenbrød.
I foråret 2020, i ly af coronakrisen, valgte Jensens Bøfhus A/S at lockoute sig ud af deres overenskomst. Medlemmer, tillidsrepræsentant og arbejdsmiljørepræsentant blev sat på porten. Jensens Bøfhus ville ikke længere have, at deres medarbejdere skulle være omfattet af overenskomsten.
Direktøren Anders Nikolajsen mente, at de unge tjenere fik for meget i løn, og han ville hellere kaste hele virksomheden ud i en storm end anerkende, at tjenere skal aflønnes som tjenere.
Jensens Bøfhus A/S valgte at fastholde deres lockout, selvom samfundet var lukket ned på grund af corona. Som et naturligt svar på lockouten har 3F iværksat strejke og blokade. Vi vil nemlig ikke acceptere, at Jensens Bøfhus skal være med til at presse lønniveauet. Det er enormt vigtigt, at hele branchen ved, at når man forsøger at lockoute sig ud af en overenskomst, så står vi sammen.
Over et år efter Jensens Bøfhus indledte konflikten, synes de pludselig, at det hele er blevet for hårdt. Jensens Bøfhus mener, at 3F’s strejke og blokade er ulovlig. De synes, det er urimeligt, at de ikke kan få lønkompensation for stillinger, der er omfattet af konflikt, og derfor har de rejst en sag i Arbejdsretten.
Vi skal gøre det klart overfor Jensens Bøfhus og overfor alle andre, der forsøger at forringe vilkårene for unge mennesker, at 3F er på de unges side, og at vores konflikt ikke er ulovlig. Hvis Jensens Bøfhus indleder en konflikt, mens samfundet er lukket ned, så skal 3F selvfølgelig have lov til at svare igen.
Derfor har vi brug for din hjælp, og jeg vil på det kraftigste opfordre dig til at møde op foran Arbejdsretten den 2. juli klokken 8-9. Vi byder på talere, kaffe og morgenbrød.
Denne konflikt handler selvfølgelig om at bakke op om de flere hundrede ansatte hos Jensens Bøfhus, som har mistet deres overenskomst. Men det handler også om de minimum 80.000 studerende, der arbejder i branchen, og som alt for ofte bliver tilbudt lønninger, der ligger langt under overenskomsten, som må kigge langt efter overtidsbetaling, pension og feriefridage. Hvis vi skal sikre ordnede løn- og arbejdsvilkår i fremtiden, så er det vigtigt, at ingen arbejdsgiver ser på Jensens Bøfhus’ forsøg på at komme ud af overenskomsten og bliver inspireret til at gå samme vej.