KØBENHAVN: Festival for almene lejere
Søndag den 28. september forvandles Nørrebrohallen til et samlingspunkt for alle, der holder af – eller er nysgerrige på – livet i de almene boliger. Glæd dig til politiske samtaler, skarpe debatter, musik, workshops, standup og en række aktiviteter for børn og unge, der spænder fra sværdkampe og tegneværksted til basket, fodbold og ponyridning.
Midt i det hele kan du besøge en udstilling, hvor fortællingen om de almene boligers historie flettes sammen med beboernes egne billeder, minder og hverdagshistorier.
Festivalen er for og om almene lejere – men alle er velkomne! Vi hylder det almene boligliv med historier, smil, samvær og måske også lidt kampgejst. Og mens de voksne snakker, kan børnene kaste sig ud i leg, sport og eventyr med lokale foreninger.
Festivalen er et samarbejde mellem Lejernes LO Hovedstaden, Almen Modstand, Kooperativt København og beboerbestyrelserne i Mjølnerparken og Blågården. Den er støttet af Nørrebropuljen, Styrkefonden og Nordea-fonden. Børne- og ungeaktiviteterne arrangeres af Rollespilsfabrikken, Stevnsgade Basket og Nørrebro United.