KØBENHAVN: Den fjerde statsmagt
Klimapolitik er noget, der opstår, når partierne skal forhandle økonomi. Men der er ikke meget mediebrændstof i katastrofer, der ikke kan ses. Derfor er det forholdsvis nemt for politikere at knibe uden om nærgående og kritiske spørgsmål fra pressen.
Et begravelsesritual for det liv, der blev kvalt i Vejle Fjord, er nok en reportage værd. Men i sammenligning med Danmarksdemokraternes festforestilling af et rally, var det en noget mager pressedækning. Sidstnævnte kan ride på en bølge af foretagsomhed, vilje, vækst og visioner om teknologiske fremskridt – førstnævnte har baggrund i et langvarigt overgreb, og begivenheden er sat i scene af fortvivlede pårørende, orkestreret med gråd og tænders gnidsel – ikke megen glamour. Hvem har øje for, at de to historier grundlæggende handler om det samme – blot med forskelligt fortegn?
Da voldsom regn i 2021 bogstavelig talt skyllede hovedgaden væk i en lille by i Nordrhein-Westfalen, var alle danske medier på pletten – og med maksimal slagstyrke – selv om hændelsen sådan set kunne være dækket via bureauerne og underbygget af mediernes kontaktnet på DMI og universiteterne. Men de emotionelle historier om ofrenes skæbner var pressestof af helt indiskutabel kvalitet og blev hurtigt gjort til hovedetemaet for klimakatastrofen. Politikernes rolle var herefter blot at vise medfølelse med de sagesløse ofre.
En anden type klimastof er for eksempel afsmeltning af indlandsisen. Her perspektiveres et vedholdende fænomen, som på sigt vil skabe katastrofer. Motivet til at bringe sådanne historier er enten interne overvejelser på mediet eller opstået i slipstrømmen på dramatiske klimabegivenheder. Hvis denne baggrundsviden er fraværende, eller kun får en enkelt bemærkning a la: “… skyldes klimaforandringer”, efterlades et indtryk af, at der ikke er noget at stille op. Det er her, politikerne skal træde i karakter og dele en overordnet plan med borgerne.
Det er essentielt, at pressen på saglig grund konfronterer politikerne med de klima- og miljøomkostninger, som samfundet er på vej mod. Al nyhedsjournalistik rummer en vinkel, der har udgangspunkt i klimaforandringerne.
Hør et bud på, hvilke kriterier der styrer den danske presse i en mere og mere uoverskuelig klimavirkelighed!
Den fjerde statsmagt
Line Weldingh, cand.public., ph.d., torsdag den 25. april klokken 8:30-9:30, Christiansborg Slotsplads
Verdensmål nr. 18: Befolkningerne har krav på en fri, ambitiøs, kompromisløs og ubestikkelig presse.