KØBENHAVN: 4. maj-optog på Vesterbro
Hvert eneste år arrangeres der på Vesterbro i København det traditionsrige fakkeltog igennem Istedgade til minde om befrielsesaftenen den 4. maj 1945 og den fortsatte kamp mod nazisme, racisme og fremmedhad.
Programmet for 4. maj 2024 på Halmtorvet på Vesterbro:
19:30. Velkomst.
19:40: Tale af Claus Westergreen, formand, 3F Bygge-, Jord- og
Miljøarbejdernes Fagforening, København.
19:50: Tale af Dalia, herboende palæstinenser.
20:00. Musik: Lizette Lassen.
20:10: Tale af Sine Bilfeldt, Folkebevægelsen mod EU.
20:20: Fællessang.
20:25: Thomas Warburg, formand for Vesterbro Lokalråd, taler om 80-året for Folkestrejken i 1944.
20:35: Befrielsesbudskabet afspilles.
Fakkeloptoget starter.
Det politiske program for i år
Fra 4. maj 1960 har DKP afholdt – og været med til at afholde – fakkeltog gennem Istedgade for at markere befrielsen i 1945 og støtte den fortsatte antifascistiske og antimilitaristiske kamp i Danmark og internationalt.
Fra 1986 er fakkeltoget blevet arrangeret af 4. Maj-initiativet, som har bestået af et samarbejde mellem venstreorienterede partier og lokale organisationer.
Da en række af disse trak sig i 2023, hovedsageligt på grund af uenighed om, hvorvidt Rusland eksplicit skulle fordømmes i valggrundlaget, arrangerede de kommunistiske partier fakkeltoget i samarbejde med fredsorganisationer.
I dag – hvor faren for krig igen er nærværende, og hvor ekstremt højreorienterede og fascistiske kræfter stikker hovedet frem i mange lande i Europa – opfordrer vi igen til at støtte op om 4. maj-arrangementet.
Vi ser faren i EU for at opgive de enkelte landes vetoret, samtidigt med at der sker en voldsom højredrejning i store dele af Europa.
I Tyskland spreder nazistiske og fremmedfjendske bevægelser sig hastigt – i øvrigt ledtog med stærke kapitalkræfter – men de er alle blevet mødt af enorme folkelige protester.
Der er en stigende militarisering af EU, som vi vender os imod. Vi ser den danske regering underlægge sig USA og tillade amerikanske baser på dansk jord uden dansk jurisdiktion og uden garanti for, at der ikke opbevares atomvåben.
Vi ser en dansk regering, der ikke vil tage selvstændig stilling i internationale spørgsmål, men blindt følger USA. Vi ser en palæstinensisk befolkning, der bliver udsat for folkemord, uden at den danske regering siger klart fra over for Israel.
Det er af afgørende betydning, at den danske fredsbevægelse bliver styrket. Lad os gå sammen om det, vi kan blive enige om, og kæmpe sammen for freden.
Lad os genoplive 4 Maj-initiativet i 2024!