KØBENHAVN: 1. marts-demonstration
Nok er det 15 år siden, Ungdomshuset på Jagtvej 69 med vold blev revet fra os, men nogle sår heler aldrig. Derfor går vi stadigvæk på gaden.
Jagtvej 69 er en adresse med stor historisk værdi for venstrefløjen i Danmark. Siden 1897 lå Folkets Hus på adressen, her mødtes arbejderklassen til konferencer, møder og hyggelige stunder. Sammen med arbejderklassen blev huset også brugt til den feministiske frihedskamp. Årene gik, og huset stod ligesom mange andre bygninger tomt fra omkring 1960. Med 70’ernes slumstorm og BZ blev bygning givet til de københavnske unge, så de kunne have et brugerstyret fristed.
Ungdomshuset var et sted for alle, det var lige meget, om man var til teater eller hardcore. Der var vegansk folkekøkken, bogcafé, koncerter. Det var kun fantasien, der satte grænser for, hvad man kunne lave.
Ungdomshuset på Jagtvej 69 stod fra 1982 indtil 2007. Vi mødes derfor for at vise systemet, at man ikke bare kan tage en gave tilbage, og for at minde dem om, at der stadigvæk er brug for et ungdomshus i København. Rydningen af Ungdomshuset bevidner, hvor meget Københavns Kommune og regeringen bare hader os. De var villige til at smadre en historisk bygning med utallige smukke mennesker, aktiviteter og formål, der i 100 år havde tjent lokalbefolkningen, bare for at manifestere deres magt.
Foragt for magt, for evigt!
Vi glæder os til at se jer alle, børn som voksne, på Den Røde Plads klokken 17.
Under demoen vil der blive spillet musik og holdt taler. Vi slutter demonstrationen i Folkets Hus (Stengade 50), hvor man kan gå ind og få sig noget at drikke og en bid mad. Crisis Mirror serverer nemlig folkekøkken fra klokken 19.
Vi opfordrer alle til at bære mundbind, så alle kan føle sig sikre.
Vi holder løbende øje med coronasituationen og vil skrive eventuelle opdateringer ud omkring demonstrationen.

Dette event på Facebook