HOLBÆK: Fællesskabsbaseret jordbrug
For at skabe en grundlæggende forandring i vores landbrug til gavn for biodiversiteten, for vandmiljøet, for lokalbefolkninger og for det globale klima, er det ikke nok at kritisere det industrielle landbrug i Danmark. Det er også vigtigt at anvise flere mulige veje til et bedre landbrug.
Derfor inviterer miljøbevægelsen NOAH alle lokale borgere i Holbæk og omegn til en aften i den smagfulde omstillings tegn.
I samarbejde med Holbæk Bibliotek har vi inviteret lokale bønder til en temaaften om Fællesskabsbaseret jordbrug – på engelsk ‘Community Supported Agriculture’ (CSA) – som på dansk også kendes som kunde-bonde-fællesskab, andelskasser med mere.
Grundtanken bag fællesskabsbaseret jordbrug er, at lokale borgere støtter bønder ved at købe deres grøntsager, ikke når de ligger klar i alle regnbuens farver, men allerede når sæsonen starter, og bonden endnu ikke ved, om det bliver en varm og tør eller en kold og regnfuld sæson. Ved at købe en andel af årets høst i foråret bliver du sikret lækre, friske, varierede grøntsager direkte fra marken fra juni til december.
Kom og mød dine lokale bønder og oplev fællesskabsbaseret jordbrug i praksis.