HELSINGØR: Tænd fakler for fred i Palæstina og Israel
Kom til Axeltorv, Helsingør, den 11. januar klokken 16-17:30, tænd fakler og syng for våbenhvile NU og VARIG fred.
Lyt til talerne: Tara Adler fra det nyetablerede netværk Jøder for fred, Anas Kayed fra det palæstinensiske Multaqa, Ronny Iversen, næstformand, 3F Nordsjælland Øst, Sinem Demir, Enhedslisten, Katrine Bertelsen, formand for SF Helsingør, Helene Brydensholt, folketingsmedlem for Alternativet.
”Lad os mødes – ikke bare med en bøn, men med et krav om våbenhvile og fred. Krigen i Gaza har udviklet sig til en ubærlig, hidtil uset humanitær katastrofe, som truer hele den regelbaserede verdensorden”, siger Suzanne Schytt på vegne af Fredsinitiativet Helsingør, som har taget initiativ til at samle lokale organisationer og partier til ”Fakler for fred”.
Intet retfærdiggør Hamas’ gidseltagning af 240 mennesker og deres grusomme massakre med drab på over 1200 samt 2700 sårede civile israelere, og intet retfærdiggør Israels grusomme militære gengældelse i Gaza, som foreløbig har dræbt 22.200 civile palæstinensere, heraf en tredjedel børn, og mere end 57.000 civile er sårede. En militær gengældelse, som går langt videre end berettiget selvforsvar.
Vi tilslutter os FN’s organisationer, Amnesty International, Human Rights Watch, og andre store internationale og danske nødhjælps- og menneskerettighedsorganisationers appel til den danske regering, EU og USA: Forsvar effektivt og uden hensyn til egne interesser og alliancer de værdier, I hævder at stå for – demokrati, folkeret, menneskerettigheder. Stil krav til Israel og Hamas om våbenhvile NU til beskyttelse af civile liv, giv fuld adgang til humanitær hjælp.
Frigiv alle gidsler/politiske fanger både i Gaza og Israel. Det er Israel, som har den knusende militære overmagt og dermed mulighed for at stoppe alle kamphandlinger i Gaza og på Vestbredden.
Der bør stilles krav til Israel om at standse fordrivelsen af Gazas 2 millioner indbyggere, den fortsatte ødelæggelse af Gazas boliger, hospitaler, livsmuligheder. Israels ulovlige 18 år lange blokade af Gaza må ophæves.
Så snart våbnene tier, bør der startes forhandlinger om varig fred mellem Israel og Palæstina. Der bliver aldrig fred, før begge befolkninger respekterer hinandens liv, frihed og menneskerettigheder. INGEN ER SIKRE, FØR ALLE ER SIKRE.
Lad os sammen tænde fakler for fred i gensidig religiøs og etnisk respekt den 11. januar.
Arrangementet støttes af 3F Nordsjælland Øst, Det Palæstinensiske Multaqa i Helsingør, Fædregruppen på Vapnagård, Oliven Klub, Internationalt Forum i Nordsjælland samt lokale partiafdelinger for Det Radikale Venstre, Alternativet, Enhedslisten og SF.
Find begivenheden på Fredsinitiativet i Helsingørs facebookside:
https://www.facebook.com/groups/1228392947903598
FriH FB: https://www.facebook.com/groups/1228392947903598
