AMAGER: Livet med en spiseforstyrrelse
Hvis du bor på Amager, har du måske allerede mødt Signe Grønnebæk. Hun er nemlig ivrig løber i området omkring Kofoeds Skole. Og hun er én, man lægger mærke til. Men måske ikke på den måde du tror. Signe Grønnebæk har nemlig et alter ego: AnorekSigne. De to har levet sammen i cirka 25 år.
På de 25 år har Signe lært, hvad der trigger AnorekSigne, hun ved hvornår, og hun ved hvem. Hun holder sig selv stærk psykisk og fysisk, og hun har været i terapi ad flere omgange. Men AnorekSigne er altså ikke flyttet ud … endnu. Hvis nogen spørger, hvor Signe er i den proces, svarer hun: “Jeg er her, lige nu. Jeg er Signe, der forsøger at holde AnorekSigne væk.”
Du kan høre Signes stærke historie fredag den 26. maj klokken 13:00 i Café Kofoeds Kant på Holmbladsgade 120, København S.