AARHUS: Demonstration mod nedskæringer i Aarhus Kommune
Mandag d. 5. december 2022 fra kl. 16.15 til 17.30 afholder initiativgruppen ”Pas på Aarhus” en demonstration foran Aarhus Rådhus. FOA Århus og flere andre fagforeninger støtter initiativet.
Demonstrationen er rettet mod kommunale nedskæringer. Budgetforligspartierne i Aarhus Byråd har vedtaget, at der skal findes omfattende besparelser, og der er lavet et sparekatalog, som indeholder besparelser på 247 mio. kr. i 2023, der stiger til 289 mio. kr. årligt i 2024-2026. Baggrunden er ikke, at Aarhus Kommune mangler penge, men at regeringen og Kommunernes Landsforening har aftalt en serviceramme, der ikke giver kommunen lov til at bruge penge nok.