AARHUS: Aktivisternes 1. maj i Mølleparken
Aktivisternes 1. maj for fred, solidaritet, nærdemokrati, klimahandling, biodiversitet og velfærd.
Den 1. maj er traditionelt dagen, hvor bevægelserne markerer deres synspunkter. Vi kæmper under mange forskellige navne og bannere, men dybest set kæmper vi for det samme. Vi ønsker en verden, hvor der er FRED, og hvor vi har SOLIDARITET med vores medmennesker, uanset hvor i verden det er. Vi ønsker et DEMOKRATI, hvor borgerne faktisk har magten, og hvor KLIMAHANDLING og pleje af vores BIODIVERSITET er en selvfølge. Vi ønsker VELFÆRD, hvor mindre ulighed og en fordeling af goderne sørger for, at alle kan have værdige liv.
Med disse temaer går vi til Arbejdernes Internationale Kampdag i kampen for en bedre verden.

Klima, biodiversitet, fred, velfærd og demokrati er under pres.
Det kræver et folkeligt pres at sikre bæredygtige løsninger.
Aktivisternes 1. maj arbejder for, at vi sammen skaber et rum for dette i Aarhus.
Klimahandling og biodiversitet: Vores livsgrundlag er under pres. Det tvinger os til at gentænke vores væren her på kloden. Vi opvarmer atmosfæren og risikerer alt, for at nogle få kan tjene deres milliarder. Temperaturerne lægger pres på de natursystemer, vi er afhængige af. Vi udrydder arter i et tempo så højt, at det kaldes den 6. masseuddøen. Vi har overskredet 6 af 9 plantære grænser og inden længe overskrider vi afgørende Tipping Points, som vil få klodens økosystemer til at bryde sammen. Det vil gøre livet på kloden meget svært for alt for mange. Alligevel nedprioriteres klimaindsats til fordel for oprustning og magtpolitik. Det er nu, vi skal stå sammen for at handle.
Solidaritet er vigtig i kampen for en mere retfærdig og lige verden. Vi er i en konfliktfyldt tid, og det vil kun blive værre, som klimakrisen sætter ind. Folkeretten erstattes i stadig større omfang af den stærkes ret, og folkenes ret til selvbestemmelse tilsidesættes både i Latinamerika, Mellemøsten og Grønland.
Fred er en forudsætning for at skabe positiv forandring i verden. I Europa raser krigen i Ukraine. I Gaza fortsætter fordrivelse og folkemord. Krig er i alle dens former forfærdelig. Overalt oprustes der, og retorikken om “krigens nødvendighed” vinder alt for ofte. I Gaza og i Ukraine har vi set, at krig har ubærlige personlige omkostninger og giver en enorm klimabelastning. Nu vil EU så yderligere opruste med 6000 milliarder kroner. Det øger spænding og våbenkapløb. I stedet har vi brug for afspænding og forhandling om tillidsskabende aftaler. Stop krigen i Ukraine. Stop fordrivelse og drab i Palæstina! Nej til ulovlig våbeneksport! Grønland er grønlændernes! Nej til Trumps trusler! Nej til amerikanske baser som øger krigsfaren og gør Danmark til bombemål!
Nærdemokrati Demokratiet er så styret af finansielle interesser, at borgerne overses til fordel for de store virksomheder. Vi skal en helt anden vej. Vi skal skabe et grønt Aarhus. Vi skal sikre fremtidige generationer, naturen, miljøet – hellere i dag end i morgen. Vi kæmper for et demokrati, der sætter mennesket før profit. Det kræver reel borgerinddragelse.
Velfærd Vores velfærd, som skulle sikre alle et værdigt liv, er under pres, og nedprioriteres til fordel for oprustning. Pensionsalderen hæves, kontanthjælp og kommunal indsats skæres ned. Vi kræver, at velfærden ikke skæres væk, men udbygges for at sikre et mere lige samfund med værdighed for alle.
