Fagforeninger, fredsbevægelser og klimaaktivister holdt i går 3. juli en alternativ folkefest i Aarhus. Det skete samtidig med, at EU-toppen og den danske regering mødtes i byen for at markere Danmarks overtagelse af EU-formandskabet.
Op mod 300 mennesker deltog i folkefesten, og lyttede til musik og krav om fred, velfærd og klimahandling.
3F Esbjerg tordner mod EU’s mindsteløn
Folkefesten satte spørgsmålstegn ved EU’s omfattende oprustning, manglende klimahandling og EU’s planer om at indføre en mindsteløn.
For hvad er en mindsteløn værd – hvis den holder folk i fattigdom, spurgte formanden for 3F Esbjerg transport, Jakob Lykke i sin tale:
– Det lyder godt: En minimumsløn i hele Europa. Et værn mod udnyttelse. En bund, ingen må falde under.
Men den bund er så lav, at den nærmest ligger i kælderen. Direktivet sætter ikke en løn, man kan leve af – men en løn, man overlever på, advarede Jakob Lykke.
– Direktivet risikerer at underminere det, vi i Danmark har kæmpet for i generationer. Den danske model. De kollektive overenskomster. Forhandlingsretten. Organiseringen. Styrken. Alt det, vi har bygget op gennem kamp og konflikt. Alt det, de ikke forstår i Bruxelles, lød det fra Lykke, der fortsatte:
– Hvis EU’s direktiv bliver standarden, så risikerer vi, at multinationale arbejdsgivere siger: “Jamen, I får jo minimumsløn. I har da, hvad I har krav på”. Og så står vi der – med lavere løn, færre rettigheder, mindre magt. Det er ikke fremskridt.

Bag den alternative folkefest stod en række lokale klimabevægelser, faglige organisationer, Folkebevægelsen mod EU, fredsbevægelser og politiske partier.
Fagligt aktive var kommet fra Aalborg, Holstebro, Kolding, Esbjerg og København for at bakke op om folkefesten.

Arrangørerne er glade for opbakningen til den alternative fest.
– Vi fik blandt andet sat fokus på EU’s mindsteløn. Der var stor opbakning fra fagforeninger og fagligt aktive. Der var ingen politikere, kongen eller EU-toppen fra den officielle åbning, der bekymrede sig over vores velfærd og arbejdsmarked. De har en anden dagsorden: Mere krig og mere oprustning. Det er skræmmende, siger Per Nielsen til Arbejderen.
Han er tillidsrepræsentant for Faglig Chaufførklub Vikingbus Aarhus og var med til at arrangere den alternative folkefest.
Nej tak til krig og oprustning
Netop den omfattende EU-oprustning som finder sted midt under det danske EU-formandskab, vakte vrede til den alternative folkefest.
– Når Danmark nu overtager EU-formandskabet, er både regeringens og EU-toppens hovedprioritet at sikre oprustning i Europa og fortsat krig i Ukraine. Vi vil have noget bedre ud af, at Danmark får øget indflydelse. Formandskabet må i stedet prioritere fred, velfærd og klimahandling, lød det fra talsperson for Aarhus mod Krig og Terror, Carsten Andersen i hans tale.
Han fortsatte:
– Der er to problemer med formandskabets satsning på krig og oprustning: Krig og oprustning fjerner fokus og tager pengene fra klimaindsats, velfærd og alt det andet, vi har påtrængende brug for. Og oprustning giver hverken sikkerhed eller fred. Tværtimod, oprustning sikrer et vanvittigt våbenkapløb og øger risikoen for tredje verdenskrig.




Det koster penge at lave progressiv journalistik. Kun med din støtte kan Arbejderen fortsat udgive frit tilgængeligt journalistisk indhold af høj kvalitet.