I dag og frem til søndag samles Danmarks Kommunistiske Ungdom, DKU, til landsmøde i København.
På landsmødet skal de unge kommunister blandt andet vedtage et nyt principprogram.
– Vi har især fokus på kampen for billige boliger, EU, klimakrisen og den faglige kamp, fortæller formand for DKU, Cornelius Fabian Ousted Perrier, til Arbejderen.
– Som kommunister skal vi stille krav og have nogle klare holdninger til det samfund, vi er en del af. Lønningerne for almindelige mennesker er stagneret – og samtidig stiger priserne. Det samme gør boligpriserne og huslejen. Det fylder meget hos mange af de unge, som jeg kender, om de kan betale næste måneds husleje.
Når weekenden er slut, håber jeg, at vi har et fælles politisk grundlag og nogle fælles konkrete målsætninger, som vi kan føre ud i livet.
Cornelius Fabian Ousted Perrier, formand for DKU
Der er også masser af EU-modstand i de unge DKU’ere.
– EU er en ny statsdannelse, der tjener kapitalens og imperialismens interesser. Derfor støtter vi Folkebevægelsen mod EU i deres kamp for at komme i EU-parlamentet igen. Folkebevægelsen tror ikke på, at de kan ændre noget i EU-parlamentet. Deres mål er at få adgang til oplysninger, der er skjult for befolkningen, og bruge dem til at styrke EU-modstanden herhjemme, siger Cornelius Fabian Ousted Perrier.
Vokseværk siden “kickstart”
DKU-formanden håber på, at weekendens landsmøde vil være med til at styrke organisationen, og at det fælles principprogram kan være med til at sikre mere fælles handling.
– Det er nemt at skrive en masse paroler ned på papir. Vi skal også ud i virkeligheden og ud til folk med vores budskaber. I øjeblikket er vi en lille organisation, som vi arbejder på at opbygge og få flere medlemmer.
DKU er vokset fra otte medlemmer sidste år, hvor en lille gruppe aktive besluttede sig for at “kickstarte” organisationen og skifte navn fra Ungkommunisterne til Danmarks Kommunistiske Ungdom (DKU). I dag har DKU cirka 40 medlemmer.
På landsmødet i weekenden deltager mellem 20 og 30 medlemmer.
DKU har afdelinger i København og i Aalborg. Herudover har DKU aktive medlemmer på Fyn, i Sønder- og Midtjylland og på Lolland.
– Når weekenden er slut, håber jeg, at vi allesammen har fået en større følelse af, at vi ikke “bare” er en gruppe unge, men at vi har en fælles, handlekraftig organisation med en ledelse, et fælles politisk grundlag og nogle fælles konkrete målsætninger, som vi kan føre ud i livet, lyder det fra Cornelius Fabian Ousted Perrier.
EU-modstand og international solidaritet
DKU’erne havde travlt sidste år.
De har været på gaden for at samle vælgererklæringer til Folkebevægelsen mod EU.

De unge DKU’ere kigger også ud over Danmarks grænser.
I september deltog to DKU’ere i den årlige festival i Athen, som afholdes af det græske kommunistpartis ungdom, KNE.
I november aktionerede DKU’erne på Københavns Universitet og Aalborg Universitet for at protestere over de to universiteters investeringer i ulovlige bosættelser i det besatte Palæstina.
Og i maj sidste år troppede DKU’ere op foran den brasilianske ambassade i København med to bannere med teksten: “Ned med kriminaliseringen af kampen for land” og “Støt fattigbøndernes kamp i Brasilien”.
– Vi demonstrerede foran Den Brasilianske Ambassade i København for at støtte en gruppe fattige bønder i Brasilien, der havde organiseret sig og sikrede blandt andet mundbind til fattige brasilianere, da coronaen hærgede landet. Da præsident Bolsonaro truede med at sætte militæret ind mod de fattige bønder, arrangerede vi en demonstration foran ambassaden, fortæller Cornelius Fabian Ousted Perrier.

Mød en ungkommunist på Facebook
Hver torsdag kan du møde en ungkommunist på DKU’s facebookside.
I søndags stod Alice frem:
“Mit navn ar Alice, og jeg er kommunist. Jeg er kommunist, fordi at kommunisme er den mest moralsk forsvarlige måde at organisere et samfund på, da folkets stemme kommer i fokus. Der er mange ting, jeg føler, vi burde ændre i samfundet, men der hvor jeg mener, at vi har brug for mere hjælp, er støtte til mentalt udsatte unge, blandt andet behandlingen af LGBT+unge som på nuværende tidspunkt er meget manglende. Færre penge til folk på ministerposter, flere penge til sundhedssektoren!”
Hvis du er interesseret i at vide mere om DKU’s holdninger og aktiviteter, kan du like deres facebookside eller klikke dig ind på DKU’s hjemmeside.
Det koster penge at lave progressiv journalistik. Kun med din støtte kan Arbejderen fortsat udgive frit tilgængeligt journalistisk indhold af høj kvalitet.