Interview
Det handler om “nærhed, mindre ulighed og flere læger tæt på der, hvor du bor”, erklærede statsminister Mette Frederiksen, da regeringen i september fremlagde sit udspil til en sundhedsreform.
Men regeringen taler kun om den geografiske ulighed i sit udspil. Der er ingen fokus på den stigende sociale ulighed i sundhed, som betyder, at mennesker med korte uddannelser og lave indtægter bliver mere syge og dør tidligere end velstillede med lange uddannelser.
For eksempel lever mænd med de højeste indkomster i dag i gennemsnit omkring ti år længere end dem i den laveste indkomstgruppe.
“Den geografiske ulighed er den pæne ulighed, som vi kan tale om. Alle kan se den. Alle kender den, og den rammer også mange velstillede vælgere. Den sociale ulighed er sværere for politikerne, fordi den kræver mere dybtliggende reformer. Den sociale ulighed handler om social arv, børnefattigdom, opvækstvilkår, skolegang, boligkvalitet, arbejdsmiljø, og den handler om ensomhed, etnicitet, psykiske lidelser og fremmedgørelse”, skrev Morten Sodemann den 19. september i en kommentar på Altinget.
Aktuel med ny bog
Morten Sodemann er overlæge og leder af indvandrermedicinsk klinik på Odense Universitetshospital samt professor i global sundhed ved Syddansk Universitet. Han har i årtier arbejdet med ulighed i sundhed og er lige nu aktuel med bogudgivelsen “Ulighedens drejebog”.
Bogen er skrevet i samarbejde med Kristian Larsen, der er sygeplejerske og professor ved Københavns Universitet. De to forfattere sætter fokus på årsager og virkning af den stigende ulighed i sundhed, der eksisterer i Danmark.
Der er både en social ulighed i risikoen for at blive syg, og samtidig er der social ulighed i kvaliteten af den behandling, patienterne modtager i det danske sundhedsvæsen, påpeger Morten Sodemann.
Der er meget stærk forskning, der viser, at jo flere negative oplevelser et menneske har i barndommen, jo større er risikoen for at blive kronisk syg og leve et kortere liv end andre.
Morten Sodemann, professor i global sundhed
Som eksempel på det sidste peger han på, at de mest velstillede patienter typisk kommer fire-fem uger hurtigere igennem de lange ventelister til standardoperationer som grå stær eller nye hofter.
Ulighed i sundhed er et problem, der er skabt politisk, og som kan løses politisk, men det kræver helt andre tiltag end det, regeringen lægger op til i sin sundhedsreform, understreger professoren.
– Vi skal længere tilbage i regnskabet og tage et opgør med for eksempel børnefattigdom og det problem, at mange aldrig får en uddannelse. Selvom vi ved, at uddannelse betyder alt, accepterer vi, at 30 procent af børnene på Falster kommer ud af folkeskolen uden at kunne læse, siger Morten Sodemann.
– Der er meget stærk forskning, som viser, at jo flere negative oplevelser et menneske har i barndommen, jo større er risikoen for at blive kronisk syg og leve et kortere liv end andre. Vi er nødt til at sikre en tidligere indsats og flytte ressourcer hen til en indsats mod børnefattigdom, tilføjer han.
“Man dør hverken af sit postnummer, sin hudfarve, sit arbejde eller sin korte skolegang – men det hjælper. Tilsammen skaber de et særligt felt af flere risici, der meget let udløses og ofte forstærker hinanden. Social ulighed i sundhed er en socialpolitisk konstruktion, som reproduceres og forstærkes i det enkelte menneskes møde med velfærdssamfundet”, står der i Ulighedens drejebog.
– Svære sociale vilkår og dårlige levevilkår øger risikoen for sygdom og mindsker muligheden for at passe på sig selv. Det er vigtigt at forstå, at forskellige sociale mekanismer spiller sammen og kan forstærke hinanden. Hvis ikke vi gør noget ved de grundliggende årsager i barndommen, ender vi med at piske på mennesker, når de bliver omkring 45 år og er blevet for tykke og ryger, konstaterer Morten Sodemann.
Han kritiserer sundhedsvæsenet for ikke at tage godt nok hånd om de mennesker, der lever svære liv med meget sygdom. Ikke alene er de mere syge og dør tidligere, de får også en dårligere behandling i sundhedsvæsenet end mere velstillede og veluddannede patienter.
Social ulighed i behandling
– Der er en enorm social ulighed i kvaliteten af den behandling, vi får i sundhedsvæsenet. Men politikerne vil ikke erkende, at det er sådan, det er. Det vil statsministeren heller ikke. Hun vil hellere tale om geografisk ulighed end om social ulighed, siger Morten Sodemann.
– Vi ved, at jo mere patienten ligner lægen, jo bedre behandling får vedkommende. Patienter med ingen eller kortere uddannelser er generelt set længere tid om at få en diagnose, det varer længere tid, før de får den rigtige behandling, de får oftere discountbehandling, de bliver ikke fulgt op på i samme grad og ikke inkluderet og lyttet til i samme grad som mere veluddannede, de bliver ikke så ofte tilbudt alternativ behandling og har mindre udbytte af genoptræning. Der er forskelsbehandling i hele spektret, fastslår han.
Morten Sodemann mener, at en sundhedsreform burde sikre en helt anden mere håndholdt indsats i forhold til de grupper, der er mest syge og har mest brug for hjælp. I dag er sundhedsvæsenet indrettet til de veluddannede, der er i stand til at tale deres egen sag, kæmpe for deres rettigheder og sætte deres vilje igennem. Mens andre mere udsatte grupper bliver tabt i et stadig mere effektivt system, hvor alt skal gå stærkt.
– Det er de raske velstillede, som definerer, hvad der er rigtigt og forkert. Der er en enorm tung privilegieblindhed i vores sundhedsvæsen. De velstillede får mere medicintilskud end mindre velstillede, de får mere tilskud til energi, de får flere hjælpemidler og så videre. Hvis vi ikke forstår, at det fungerer på den måde, får vi intet ændret, konstaterer Morten Sodemann.
Formålet med Uligehedens drejebog er i høj grad at åbne øjnene hos ansatte i sundhedsvæsenet og også meget gerne hos politikere for den ulighed, der gennemsyrer sundhedsvæsenet.
“Vi anklager ikke enkeltpersoner. Bogen anklager de kulturer (politik, organisationer, uddannelser, privatsfærer), som vi alle er en del af”, slår de to forfattere fast i bogen.
De mest syge skal have mere tid
Morten Sodemann mener, at for at bekæmpe ulighed i sundhed er man nødt til at sikre mere tid til de mest syge og mest udsatte patienter, så de kan få en lige så god behandling som de veluddannede og velstillede, der er eksperter i at navigere i et kompliceret system.
Han kommer med et konkret og typisk eksempel på, hvad det er, han mener, når han taler om, at mange patienter ikke får den rigtige hjælp.
– Lad os tage en mand, der er midt i 50’erne. Han er lige blevet skilt. Konen har i hele deres ægteskab været den, der stod for det sociale netværk. Nu er han helt alene, han har tungt fysisk arbejde og dårlige knæ og hofter, samtidig med at han er lidt overvægtig. Han går til sin egen læge, som siger, at han skal tabe sig, uden at komme med nogen konkrete tilbud til, hvordan det kan ske. Manden ved ikke, hvad han skal gøre, fortæller Morten Sodemann.
– Han kommer senere til en kirurg med sine knæ, der bliver værre og værre. Kirurgen siger, at han skal tabe sig og holde op med at ryge, før han kan behandle ham. Manden får mere og mere ondt, han bevæger sig mindre og mindre og tager mere på i vægt, samtidig med at han dulmer smerterne ved at ryge og drikke mere. Han får det dårligere og dårligere. Han laver om på nat og dag og møder derfor ikke op til den træning, som kommunen tilbyder.
Systemet opgiver manden med en holdning om, at det er hans egen skyld, og han bare kunne tage sig sammen. Den slags eksempler er helt almindelige i dagens sundhedsvæsen, oplever Morten Sodemann. Han efterlyser en dybere forståelse af de problemer, mennesker oplever, og hvilke handlemuligheder de reelt har.
Kritik af pakkeforløb
Med sundhedsreformen vil regeringen indføre såkaldte pakkeforløb for en række sygdomme som for eksempel lungesygdommen KOL, diabetes og hjerte-kar-sygdomme. Det sker efter inspiration fra kræftpakkerne, der blev indført fra starten af 00’erne og har været med til at forlænge overlevelsen for kræftsyge.
Morten Sodemann anerkender, at kræftpakkerne har haft en positiv effekt.
– Man skal bare også være opmærksom på, at vi taler ind i et nulsumssystem, hvor der ikke bare bliver tilført flere penge. Penge til pakkeforløb bliver taget fra et andet sted i sundhedsvæsenet. Derudover laver vi en enorm overproduktion med de her pakkeforløb. Alle skal have hele pakken. Der sker en meget stram tidsstyring og overproduktion, påpeger han.
Morten Sodemann oplever det som skræmmende, at lignende pakkeforløb med stram statslig styring med regeringens sundhedsreform skal indføres for flere kroniske sygdomme.
– De her store sygdomme får lov til at styre det hele. Bemærk lige, at der for alle de her sygdomme eksisterer store patientforeninger, og bemærk, for hvilke sygdomme der ikke er forslag om pakkeforløb. Der er mange pakker, som mange har drømt om i mange år, der ikke er med. Der er ikke pakker for demens, hjerneskadede, psykisk syge med fysiske sygdomme, unge kronisk syge og deres svære overgang fra barn til voksen, eller for de mange, der ikke er i stand til at navigere på nettet.
Helt grundlæggende mener Morten Sodemann, at det er en falliterklæring at indføre pakkeforløb, og at problemerne burde løses på anden vis.
– Hver gang der kommer en ny pakke, går det ud over de patientgrupper, der ikke er omfattet af en pakke, siger han.
Vil af med private sundhedsforsikringer
Den erfarne overlæge og professor mener, at politikerne kunne sætte ind helt andre steder for at skabe mere luft og overskud i sundhedsvæsenet til de mest syge patienter. Han peger blandt andet på, at de private sundhedsforsikringer burde afskaffes, og kritiserer dem for sammen med 30-dages behandlingsgaranti at sikre de mest velstillede en særlig motorvej direkte ind i sygehusvæsenet.
– Du kan tale med enhver praktiserende læge i Danmark og høre, hvor mange henvendelser lægerne får fra den ene million danskere, der har en sundhedsforsikring. Forsikringen betyder, at de i modsætning til andre kan komme til psykolog, psykiater og for eksempel scanning inden for få dage. Så finder man måske noget, der ikke er vildt behandlingskrævende, men behandlingsgarantien betyder, at sygehusene skal behandle inden for 30 dage. Sundhedsforsikringer genererer en enorm masse behandling af ikke særligt syge i sundhedsvæsenet, siger Morten Sodemann.
Han understreger, at forsikringerne og behandlingsgarantien betyder færre ressourcer til nogle af dem, der har mest behov for behandling, og er med til at øge den sociale ulighed.
Regeringens egen Sundhedsstrukturkommission konstaterede i sin rapport tidligere på året, at sundhedsforsikringer efter deres vurdering ikke trækker ressourcer ud af det offentlige sygehusvæsen i væsentligt omfang. Det er Morten Sodemann ikke enig i.
– Hvad skal vi overhovedet bruge sundhedsforsikringer til? Vi har et glimrende offentligt sygehusvæsen. Forsikringerne er noget, Lars Løkke har fundet på i sin tid, ligesom den øgede brug af privathospitaler. Det giver ikke mening. Det udfordrer det offentlige sundhedsvæsen og belaster de praktiserende læger. Men regeringen nævner hverken sundhedsforsikringer eller social ulighed i sundhed i sit udspil til reform, konstaterer han.
Tolkene er sparet væk
Som overlæge på indvandrermedicinsk klinik i Odense har han konkret oplevet, hvordan nedskæringer på de offentlige sygehuse har skubbet opgaver over i det private eller betyder, at nogle patienter ikke får samme tilbud som andre.
For eksempel tilbyder det offentlige smertecenter i Aarhus ikke behandling af patienter med anden etnisk baggrund, som ikke behersker dansk, da centret ikke giver tolkebistand. Derfor er disse patienter tvunget til at blive behandlet på den private smerteklinik eller helt undvære behandling.
– På vores klinik har vi også mødt mange kvinder, som ikke er blevet screenet for livmoderhalskræft på grund af manglende tolkebistand. Det fik vi så etableret. Vi oplever også, at blodbankerne ikke vil modtage blod fra nogle, der ikke taler dansk. Der kan man så stå med en person fra en etnisk minoritet, der har en sjælden blodtype, som mangler, men vedkommende kan ikke være donor, siger Morten Sodemann.
98 forskellige sundhedssystemer
Med sundhedsreformen vil regeringen styrke opbygningen af det nære sundhedsvæsen tæt på patienterne.
– Det er en god ide. Men man skal se på, hvordan virkeligheden er. Lige nu har vi 98 lokale sundhedsvæsener ude i kommunerne, som insisterer på ikke at tale sammen og ikke vil lære ret meget af hinanden. De ændrer sig hele tiden, der kommer nye regler og stramninger, og der er ingen central struktur i kommunen, som man kan henvende sig til, siger Morten Sodemann.
– Kommunerne er simpelthen ikke dygtige nok til at stå for et forudsigeligt, langtidsholdbart sundhedsvæsen. Der er masser af gode medarbejdere, som knokler for at få systemet til at hænge sammen, men det er ikke nok. Vi skal have ét samlet sundhedsvæsen, som regionerne bør stå for, tilføjer han.
I regionernes første år arbejdede de faktisk med konkrete initiativer for at sætte fokus på ulighed i sundhed.
– Det blev bremset af Claus Hjorth, da han var finansminister. I stedet kom der fokus på kræftpakker og bygning af supersygehuse, oplyser Morten Sodemann.
Ulighedens drejebog slutter med en række opfordringer til politikerne om, hvad de burde gøre for at mindske den sociale ulighed i sundhed.
– Først og fremmest bør de sikre, at ressourcerne blev fordelt på en mere retfærdig måde. Læger, sygeplejersker og andre faggrupper skal have mulighed for at bruge mere tid på nogle patienter end andre. Der skal kunne skrives en henvisning, som bevilger ekstra tid og støtte til nogle patienter, så det er en rutine, som de ikke skal slås for. Dem, der har brug for det, skal have mere tid, mens dem, der kan klare mere selv, skal have mindre tid, siger Morten Sodemann.
Han peger også på, at alle sygehuse burde have en patientdirektør, som forsvarer patienterne og deres rettigheder.
– Det svarer til, at alle de store medier har en læsernes eller seernes redaktør. Det er absurd, at sygehusene ikke har en lignende ordning.
Folketingets partier forhandler lige nu om den endelige udformning af sundhedsreformen. Der forventes meget snart at komme en aftale.
Læs også
Kan du lide, hvad du læser?
Det koster penge at lave progressiv journalistik. Kun med din støtte kan Arbejderen fortsat udgive frit tilgængeligt journalistisk indhold af høj kvalitet.
