Mindretal af modstand
Den voksende mistrivsel blandt børn og unge, som vi har set i en længere årrække, hænger sammen med tendensen i samfundet til, at alt skal gå hurtigere, samtidig med at det foregår i rammer, som hele tiden ændrer sig.
– Fagligt stof skal læres i en tidligere alder i en folkeskole, som er præget af tiltagende ustabilitet og skift, og de unge skal hele tiden præstere både fagligt og socialt.
Sådan sagde Noemi Katznelson, professor og leder af Center for Ungdomsforskning ved Aalborg Universitet, da hun den 12. januar deltog på en høring om børn og unges trivsel, som Folketingets Sundhedsudvalg afholdt.
Baggrunden for høringen var, at et voksende antal børn og unge herhjemme har dårligt mentalt helbred. Undersøgelser fra Vidensråd for Forebyggelse viser således, at hver sjette barn under 10 år i dag har mentale helbredsproblemer, og at 15 procent er diagnostiseret med psykisk sygdom, inden de fylder 18 år.
Høringen skulle klæde politikerne på, så de i forbindelse med en kommende 10-årsplan for psykiatrien, som de er i gang med at vedtage, kan træffe de beslutninger, som ifølge eksperterne bedst imødekommer områdets aktuelle udfordringer.
Eksperter, som repræsenterede forskningen, psykiatrien, praktikerne og politikerne, holdt oplæg og rådgav om de tiltag, som de vurderede skulle indgå i den nye psykiatriplan.
De nye grupper med mentale helbredsproblemer
Noemi Katznelson fortalte i sit indlæg, at der er mange forskellige kategorier af mistrivsel blandt børn og unge, og at stigningen også sker i mange andre lande. Hun nævnte, at de hårdest ramte børn og unge har vedvarende mistrivsel. Disse børn og unge har problemstillinger, som det er meget svært at afklare årsagen til. De får måske den ene diagnose efter den anden og afprøver forskellige medicinske behandlinger, uden at det hjælper. De gennemgår forløb, hvor både de lange processer i behandlingssystemet og de forkerte behandlinger medvirker til, at de får det tiltagende dårligt.
En anden gruppe er dem, som har en afgrænset problemstilling. Disse børn og unge har måske en bestemt diagnose som for eksempel forsinket, generel udvikling eller autisme. De afklares og er afhængig af, at der tages bestemte hensyn, og man ved så, hvad der er den rigtige hjælp, som de skal have.
En tredje gruppe kalder Noemi Katznelson gruppen af tilbagevendende tilfælde. Her klarer de ramte sig for det meste, men der kommer ved stress eller modgang gentagne episoder af mistrivsel, hvor de har brug for hjælp. Det kan være modgang i skolen, problemer på hjemmefronten og meget mere.
Den fjerde gruppe er børn og unge med forbigående tilfælde, som en eller meget få gange har brug for professionel hjælp til psykiske problemer. Det kan for eksempel være som følge af en nær pårørendes død, forældrenes skilsmisse eller lignende.
Noemi Katznelson fortalte, at antallet af børn og unge i grupperne af “tilbagevendende” og “forbigående” tilfælde er særligt interessante, fordi de i dag viser sig i stigende grad og lige meget i alle dele af samfundet.
– Der er nogle kulturer og strukturer i samfundet, som har ændret sig, og som er med til at fremme denne nye udsathed.
Hun nævnte, at der i uddannelsessystemet er sket en fortætning i, hvad der skal nås. Som eksempel på at pensum skal nås hurtigere, nævnte hun, at hvis eleverne tidligere skulle lære Pythagoras i første g, så skal de nu lære det i 8. klasse. Hun fortalte, hvordan en bestemt pige, som hun havde mødt i sin forskning, havde sagt følgende:
– Jeg har ikke tid til at beskæftige mig med også at være menneske.
Læs også
Indland
Kvalitet under lup
Dagtilbud med høj kvalitet kan medvirke til at forebygge mentale helbredsproblemer hos børn
Psykologisering af samfundet
Noemi Katznelson nævnte, at børn og unge i dag både stilles over for øgede faglige krav, men også øgede sociale krav. De sociale krav om hele tiden at være attraktive nok kan være hårde at mestre, eksempelvis til at komme med i en gruppe, når man skal lave gruppearbejde.
Hun nævnte, at kravene hænger sammen med, at der er sket en psykologisering af samfundet, og at det har både en positiv og en negativ side.
– Det er positivt, at vi har øget fokus på selvindsigt og har fået et fælles sprog, så vi bedre kan italesætte psykologiske fænomener.
Derimod er det negativt, hvis vi hele tiden stiller os selv spørgsmålet: Er jeg god nok – bidrager jeg rigtigt socialt?
Hun advarede mod den sidste tilbøjelighed, som hun kaldte “for meget selvvurderende introspektion”.
Klodsmajor
Mange børn og voksne har prøvet at lege med Klodsmajor-tårnet, hvor det gælder om at lægge nye klodser oven på dem, som allerede er lagt, og at kunne lægge så mange klodser som muligt, uden at tårnet vælter. Tårnet kan være stabilt i bunden, men på et tidspunkt vil det alligevel vælte.
Noemi Katznelson brugte Klodsmajor-tårnet til at illustrere de problemer, som de unge slås med i dag.
Samfundet bliver ved med at lægge ny vægt på de unges skuldre, og når læsset vælter, kan det være svært at afgøre, hvad det var for en enkelt ting, som gjorde, at de ikke kunne magte det længere.
– Derfor er det heller ikke lige ud ad landevejen at bestemme, hvilke problemer der fører til, at den unge ikke længere kan magte kravene. Det kan være helheden, der er for meget, lød hendes bud på høringen.
Diagnosticering skal ske så tidligt som muligt
Linda Hardisty Bramsen er formand for Børne- og Ungdomspsykiatrisk Selskab og ledende overlæge for Børne- og Ungdomspsykiatrien i Region Nordjylland.
Hun slog på høringen fast, at udviklingsforstyrrelser – som for eksempel mental retardering, ADHD og autisme – er forstyrrelser, som man er født med, og som man derfor ikke kan forebygges ud af. Samtidig understregede hun vigtigheden af, at børn med medfødte udviklingsforstyrrelser findes og diagnosticeres så tidligt som muligt, fordi manglende nødvendig hjælp til disse grupper kan medføre, at de får andre psykiske sygdomme og dermed bliver tiltagende sværere at hjælpe.
Linda Hardisty Bramsen understregede også, at de nævnte diagnoser er baseret på genetiske faktorer. Hun fortalte, at der i dag diagnosticeres langt flere med de nævnte diagnoser end tidligere, og at forældre til de børn og unge, som diagnosticeres, derfor ofte har de samme symptomer som børnene.
Aktuelt er der en tendens i samfundet til, at man for eksempel er tilbageholdende med at diagnosticere forsinket, generel udviklingshæmning. Det kritiserede Linda Hardisty Bramsen og fortalte, at forkerte hjælpeforanstaltninger til børn, som har en gennemgribende udviklingsforstyrrelse kan være direkte skadelig for deres udvikling. Dette blandt andet fordi disse børn bliver tiltagende overbevist om, at de er forkerte, jo flere tiltag de modtager, som ikke hjælper dem.
Mind My Mind-projektet
Pia Jeppesen er forskningsleder for Mind My Mind og professor i børne- og ungdomspsykiatri ved Københavns Universitet. Mind My Mind er et forskningsbaseret tilbud til børn og unge i skolealderen, som har angst, depressive symptomer og adfærdsproblemer.
Tilbuddet er gennemført som forsøg i et lille antal kommuner. 80 procent af de medvirkende børn havde symptomer svarende til psykiatrisk diagnose, og 20 af børnene havde mere end én diagnose. Dette blev ikke en del af børnenes proces, da der ikke tales om diagnoser ude i kommunerne, fortæller Pia Jeppesen.
Hun nævnte også, at projektet havde en visitation, hvor børn, som ikke passer til projektet, kunne få et mindre eller mere omfattende tilbud, som var mere velegnet.
Tilbuddet består af ni til 13 psykologsessioner, og resultatet er, at børnene fik det signifikant bedre, tilføjede hun.
Trine Rønne er leder af FamilieNetværket og Psykologgruppen i Næstved Kommune, og Stefan Marius Stendahl er psykolog samme sted. De fortalte sammen om deres positive erfaringer med at gennemføre Mind My Mind i kommunen og nævnte, at de har taget projektet til sig, efter at det var færdigt som forsøg. Næstved Kommune har hvert år tildelt en million til formålet, sagde de.
De fremhævede begge, at Mind My Mind har medført, at kommunens pædagogisk-psykologiske rådgivning har formået at fastholde psykologpersonalet, fordi de med projektet fik “kliniske opgaver”, som svarer til det, som de fleste psykologer helst vil lave, og som folk i almindelighed også mener, at psykologer arbejder med.
Kommunerne på banen
Det spækkede program på sidste uges høring bød også på oplæg af Carsten Obel, der er professor på Institut for Folkesundhed ved Aarhus Universitet. Han glædede sig ved, at vi i Danmark har et udviklet system, som giver mulighed for at kortlægge borgernes særlige behov, og mente, at vi er i gang med at blive bedre til at sikre hurtig afklaring af den hjælp, som der er behov for.
Marianne Skjold Larsen, direktør for Psykiatrifonden, var enig med ham og talte for, at der skal være én indgang, hvor alle forældre uanset barnets problem skal kunne henvende sig, og at hjælpen skal være hurtig.
Janet Samuel er kontorchef i Kommunernes Landsforening (KL). Hun fortalte, at man i KL netop har lavet “et indspil” til en tiårsplan for, hvordan de seks- til 17-årige med mild angst og depression kan hjælpes i kommunerne.
Hun tilføjede, at en sådan plan nok vil medføre “en betragtelig økonomi” og adgang til et veluddannet personale.
Hun var enig i, at der skal være “et offentligt hus” med en indgang til alle, som kan havde brug for hjælp, og fremhævede, at det skal være tydeligt, hvad man kan få, og hvem der kan henvende sig. Der skal være visitation, så alle børn og unge får netop det, som de har behov for, og alle 98 kommuner skal være med, om end de gerne må samarbejde om opgaverne.
Læs også
Indland
Autismeforening efterlyser den nødvendige hjælp
Næsten halvdelen af børn med autisme kommer ikke i skole, og 24 procent mister mindst et års skolegang
Kan du lide, hvad du læser?
Det koster penge at lave progressiv journalistik. Kun med din støtte kan Arbejderen fortsat udgive frit tilgængeligt journalistisk indhold af høj kvalitet.
