Status på kampen for Palæstina
På årsdagen for Israels folkemord i Gaza ved vi ikke, hvor mange palæstinensere der er blevet slået ihjel. Langt over 40.000 er bekræftede, og tallet stiger dag for dag, time for time.
Vi sætter en komplet belejring af Gaza i værk. Ingen elektricitet, ingen mad, intet vand, ingen gas.
Yoav Gallant, Israels forsvarsminister
Det tal dækker udelukkende over de dræbte mennesker, der er registrerede på hospitalerne. Det dækker ikke over dem, der er begravet i ruinerne efter bombardementer, eller som nødhjælpsarbejderne ikke kunne komme frem til. Det dækker ikke over dem, der er lagt i massegrave af besættelsesmagten eller begravet levende i bombekratere.
De mange, der er døde og vil dø af sult og underernæring eller af sygdomme, der let havde været undgået og behandlet, er kun delvist i statistikken.
De døde
Det er baggrunden for, at det anerkendte britiske tidsskrift The Lancet i en artikel den 5. juni i år beskriver vanskelighederne ved at tælle de døde.
De tre forfattere bag artiklen, Rasha Khatib, Martin McKee og Salim Yussef, skriver:
“Væbnede konflikter har indirekte sundhedsmæssige konsekvenser ud over den direkte skade fra voldshandlinger. Selv hvis konflikten skulle ophøre umiddelbart, vil der fortsat være mange indirekte dødsfald i de kommende måneder og år.”
“Dødstallet forventes at være stort, vurderet ud fra intensiteten i denne konflikt, den ødelagte infrastruktur i sundhedsfaciliteter, alvorlige mangler på mad, vand og ly, befolkningens manglende mulighed for at flygte til sikre områder samt tab af midler til UNWRA.”
“I konflikter gennem de seneste år har sådanne indirekte dødsfald været tre til 15 gange så mange som antallet af direkte dødsfald. Med et konservativt estimat på fire indirekte dødsfald for hvert direkte dødsfald, ud af de 37.396 rapporterede dødsfald (5. juni 2024, red.), er det ikke usandsynligt, at den nuværende konflikt har forårsaget 186.000 eller endda flere dødsfald”, understreger forfatterne.
Folkemordet
Israel myrder med bomber, kampvogne, kanoner og rifler i det besatte Gaza. Men det stopper ikke der.
– Vi sætter en komplet belejring af Gaza i værk. Ingen elektricitet, ingen mad, intet vand, ingen gas – alt bliver lukket ned, sagde den israelske forsvarsminister Yoav Gallant i israelsk radio den 9. oktober.
I december indklagede Sydafrika så staten Israel for folkemord ved Den Internationale Domstol (ICJ) for deres hungerblokade. Den 26. januar pålagde ICJ staten Israel at stoppe alle handlinger, der “med overlæg udsætter befolkningsgruppen for vilkår beregnet på at tilvejebringe dens fysiske destruktion som helhed eller delvist”, indtil domstolen kan afsige en reel kendelse.
Israel fik oprindeligt en måned til at redegøre for, hvordan de efterlever påbuddet. Siden er de blevet rykket gentagne gange – uden svar.
Ulovlig besættelse
I mange år har der i folkeretten ikke hersket tvivl om, at Israel har besat de palæstinensiske områder. Resolution 242 og 338 i FN’s Sikkerhedsråd kræver, at Israel trækker sig tilbage fra den besættelse, og alle resolutioner om Israel siden 1973 – omkring en tredjedel af samtlige resolutioner i Sikkerhedsrådet – bekræfter det krav.
Men den 19. juli i år kom Den International Domstol, ICJ, med en utvetydig erklæring, en såkaldt retslig udtalelse, om at besættelsen også er ulovlig. En ulovlig besættelse stiller en række krav til resten af verdens lande; krav der ikke var enighed om indtil da.
Israel skal efter den retslige udtalelse trække sig fra de besatte områder hurtigst muligt, de skal evakuere samtlige ulovlige bosættelser, og de skal ikke mindst betale fuld erstatning til palæstinenserne for al økonomisk skade.
Dertil kommer, at samtlige medlemslande i FN pålægges ikke at yde støtte til Israel, hvis støtten kan bruges til at opretholde besættelsen eller de ulovlige bosættelser. ICJ lader det være op til både Generalforsamlingen og Sikkerhedsrådet i FN at vedtage tidsramme og yderligere handling for at effektuere ophøret af besættelsen.
Stop våbenhandel
Folkemordet bliver begået med våben fra resten af verden. Danmark eksporterer notorisk afgørende dele til israelske kampfly. De danske dele er først og fremmest Termas særlige bombeophæng under vingerne på de amerikansk producerede F-35-fly. Med bombeophængene, såkaldte pyloner, kan de israelske fly kaste meget større bomber, end de er bygget til.
Den 23. februar i år erklærer en ekspertgruppe under FN’s Menneskerettighedsråd så et stop for våbenhandel med Israel:
“Stater skal afstå fra at overføre samtlige former for våben og ammunition – samt dele til dem – hvis det kan forventes ud fra enten fakta eller ud fra tidligere adfærd, at de vil blive brugt til at overtræde international lov. Sådanne overførsler er ulovlige ifølge international lovgivning, selv hvis de eksporterende stater ikke har til hensigt at lade våbnene blive brugt til at overtræde loven – eller ikke med sikkerhed ved, om de bruges på den måde – så længe der er en utvetydig risiko”.
Eksperterne har gentaget deres erklæring siden da. I Danmark forsøger de fire organisationer Amnesty Danmark, Mellemfolkeligt Samvirke, Oxfam Danmark og Al-Haq at lægge sag an mod staten for ulovlig våbenhandel til Israel. Retssagen er ikke blevet antaget af retssystemet endnu. Våbeneksporten fortsætter.
Ikke i vores navn
Efter et års folkemord støtter den danske regering fortsat Israel og deres bosættere, deres apartheid og besættelse af Palæstina. Danske firmaer tjener stadig profit på folkemordet.
Fra dag et har der været ét svar: Alle på gaden. Fra de første akutte og improviserede demonstrationer på Den Røde Plads i København og Gellerup i Aarhus, hvor nogle hundrede mennesker stimlede sammen i lige dele frygt, forfærdelse og vrede, til den stærkeste bevægelse for solidaritet vi har set i landet nogensinde – til Danmarkshistoriens største solidaritetsdemonstration fra Halmtorvet til Christiansborg med 65.000 deltagere.
Den stærkeste bevægelse ved sin mangfoldighed i udtryk og kampformer. Men også ved at de mange forskellige dele af bevægelsen både agerer som og opfatter sig som et hele. Små som store aktioner i små som store byer.
Vi har set protestlejre for våbenembargo og mod investeringer i israelske universiteter. Vi har set blokader mod danske våbenfirmaer, der sælger til Israel, og blokader mod de rederier, der fragter våbnene. Vi har set boykotaktioner mod banker, mod pensionsfonden ATP, mod supermarkeder med israelske varer på hylderne og mod danske og internationale firmaer, der tjener penge på besættelsesmagten.
Gang på gang har de store demonstrationer i København konkret vist støtten ved at lægge ruten forbi protestlejre og mål for boykot eller blokader. Små og store byer har haft manifestationer og demonstrationer, nogle for første gang i årevis. Vi har set sit-ins og fakkeloptog, aktioner med flag fra broer eller bannere ved cykelstier.
I dag markerer København en massiv demonstration. Folk kommer med busser fra andre byer. Den starter ved Esplanaden foran Mærsks hovedkvarter. Netop Mærsk sejler våben fra USA til Israel. I de kommende måneder planlægger aktivister at øge presset via kampagnen “Mask Off Maersk“. Boykot, demonstrationer og (formodentligt) blokader vil fortsætte.
For som råbet lyder fra by til by: Danmark siger nej til folkemord.
Kan du lide, hvad du læser?
Det koster penge at lave progressiv journalistik. Kun med din støtte kan Arbejderen fortsat udgive frit tilgængeligt journalistisk indhold af høj kvalitet.
