Det almene boligområde Tingbjerg i København er ikke bare et sted, hvor folk bor.
Hvér dag kæmper ansatte og beboere for at udvikle området og skabe jobs og fællesskaber, forebygge kriminalitet og hjælpe kvarterets unge med at få en uddannelse.
Der er en grund til, at kriminaliteten i området er faldet, og vi er kommet af ghettolisten. Det er ikke sket af sig selv. Der er en masse mennesker, der har knoklet.
Katerina Demertziz, beboer i Tingbjerg
Der er søsat en række projekter – lige fra en café midt i boligområdet, der sikrer praktikpladser og fast arbejde til beboere, der har haft svært ved at komme i job – til et cykelværksted og lommepengeprojekter til de unge.
Det almene boligområde har siden 2018 stået på regeringens liste over såkaldt hårde ghettoer (der i dag kaldes for omdannelsesområder), men det lykkedes for Tingbjerg at komme af listen sidste år – uden at nedrive én eneste bolig eller sælge ud til spekulanter.
I stedet for at tvangsflytte beboere og nedrive eller sælge gode almene boliger har Tingbjerg nemlig valgt en anden vej: At hjælpe beboere i arbejde og uddannelse og at give børn og unge et alternativ til kriminalitet.
Bekæmper madspild og arbejdsløshed
Jeg er taget til den nordvestligste del af København for at besøge et af Tingbjergs mange projekter: Café Mors Varme Hænder, der dagligt serverer varme vegetarretter til 45 kroner – og samtidig bekæmper madspild.
Caféen er skabt af lokale kvinder, og overskuddet fra caféen går til at skabe endnu mere liv i boligområdet.
Hver måned inviterer Mors Varme Hænder alle Tingbjergs beboere til fællesspisning med mad og musik. Herudover arrangerer caféen en årlig kvindefest med mad, taler, DJ, dans og meget mere.
Ved bordene rundt omkring i caféen bliver dagens ret – grøntsagslasagne – ivrigt sat til livs. Ved et af dem sidder fire kvinder. De bladrer ivrigt i en opskriftsbog for at finde inspiration til næste uges madplan.
Hver dag består en stor del af Mors Varme Hænders menukort af retter lavet på råvarer, som supermarkederne har kasseret. Men i stedet for at ende i skraldespanden bliver frugt og grønt kørt til Tingbjerg.
På æblerov
Det er 52-årige Jeanette Jensen, der tager imod, når FødevareBanken hvér onsdag kommer på besøg med fødevarer, der ikke kan sælges i butikkerne.
– Når FødevareBanken kommer, kigger vi på, hvad de har af varer, der ikke kan sælges i butikken, fordi emballagen måske er beskadiget, eller datoen er ved at være overskredet, fortæller Jeanette Jensen til mig, inden hun uddyber.
– Vi tager alle de grøntsager og den frugt, vi kan få. Vi serverer nemlig kun vegetarmad. Vi tager også mælk og yoghurt, så vi kan lave vores egen ost, fortæller Jeanette Jensen.
Det var ikke uden betænkeligheder, at hun mødte op første arbejdsdag.
– Da jeg startede, tænkte jeg: “Åh… Kan jeg stå for det alene? Kan jeg finde ud af det? Hvad skal jeg tage? Hvad kan de bruge? Hvad kan de ikke bruge?”
– I dag er det mig, som FødevareBanken mailer og ringer til. Og det er mig, der skriver under på, hvilke varer vi har fået. Jeg har fundet ud af, at jeg godt kan påtage mig en opgave, uden at jeg skal have en masse hjælp. Nu er det mig, der sammen med køkkenet tager stilling til, hvilke varer vi skal tage. Det er super.
Om sommeren tager Jeanette Jensen sammen med andre beboere i Tingbjerg på “æblerov” i kvarteret.
– Vi bliver kontaktet af lokale haveejere, der har overskud af æbler. Så rykker vi ud og plukker æblerne. Vi har vores eget mosteri, hvor vi hakker, presser og moster æblerne og hælder juicen på flasker. Sidste sommer lavede vi vanvittigt meget æblemost.
Den friskpressede æblejuice bliver solgt i caféen. Jeanette henter straks en stor og en lille flaske æblejuice, som hun stolt viser frem.
– Det er Tingbjerg Æblemost. Det er ren æblemost. De kan holde i et år, hvis ikke de bliver åbnet, fortæller hun.
Første job i Danmark
Frokosten er ved at være forbi. De fire kvinder i caféens køkken tager en velfortjent pause. Jeg udnytter muligheden for at sætte sig sammen med to af dem for at høre om deres arbejde.
En af dem er Asma Aamir. Hun er glad. I sidste uge blev hun nemlig fastansat 15 timer om ugen i caféen efter at have været i praktik og arbejdet frivilligt i en periode.
– Det er mit første arbejde her i Danmark. Det betyder meget for mig. Det hjælper mig med at styrke mit dansk. Jeg møder mange nye mennesker hver dag og får et bedre socialt netværk, fortæller Asma Aamir.
Hun har boet i Tingbjerg siden 2014.
– Jeg har små børn. Men da de blev sendt i vuggestue, havde jeg hele eftermiddagen alene i lejligheden. Derfor tog jeg forbi caféen for at høre, om jeg kunne hjælpe til med et eller andet. Kort efter fik jeg en praktikplads. Det er dejligt at have et arbejde tæt på mit hjem, fortæller Asma Aamir.
– Jeg har mange gode oplevelser her i caféen. I caféen bager jeg kager. Jeg har nogle gode kollegaer. De er allesammen meget søde, og vi roser hinanden. Vi prøver tit nye opskrifter. Vi serverer kun vegetarmad. Så lever man længere, griner Asma Aamir.
Ved siden af hende sidder Satife Demir. Hun blev også fastansat i caféen efter at have arbejdet frivilligt og været i praktik i caféen.
– Jeg laver en masse forskelligt i cafeen. Hver dag laver jeg frokost og bager brød og kager. Vi får også mange bestillinger udefra. Jeg er glad for mit arbejde. Før jeg begyndte at arbejde i caféen, gik jeg meget derhjemme, fortæller Satife Demir.
– Jeg er glad for mine kollegaer og kunder. Jeg kender dem allesammen, og jeg kan godt lide at lave mad.
Satife Demir smiler, inden hun fortsætter:
– Det er vigtigt for mig at have et arbejde. Jeg vil ikke være på kontanthjælp og være derhjemme hver eneste dag.
Med alle fejl og mangler
45-årige Katerina arbejder i fælleshuset og i nyttehaven i Tingbjerg. Efter en kort periode med praktik i haven i sommeren 2019 fik hun i januar 2020 fast job.
– Før jeg startede, hadede jeg at gå udenfor og arbejde i haven. Men så fik jeg en snak med Jesper, der var ansvarlig for haven. Vi aftalte, at jeg bare kunne starte med at male, flytte møbler og gøre rent indenfor. Så var det jo ikke havearbejde, jeg skulle lave – og så gik jeg med til det, fortæller Katerina Demertziz med et smil.
Men trods den indledende modstand mod havearbejdet blev hun hurtigt glad for arbejdet og kollegaerne.
– Jeg malede, savede og gjorde rent. Jeg har malet i Fælleshuset. Det var mig, der valgte, at det skulle være gråt. De kunne se, at jeg tog initiativ. Jeg føler, at de har givet mig en håndsrækning, så derfor vil jeg gerne vise, at jeg vil det. De har taget mig med alle mine fejl og mangler.
– Jeg er glad for mit arbejde og har nogle gode kollegaer. Det er ikke en stressende arbejdsplads med kæft, trit og retning. Jeg kan gøre tingene i mit tempo. Sådan burde det være på alle arbejdspladser, mener Katerina Demertziz.
Hun har boet i Tingbjerg det meste af sit liv. Hun flyttede dertil sammen med sin mor, da hun var syv år. Hun er flyttet et par gange – men er altid kommet tilbage.
– Tingbjerg har altid været “mit” område. Da jeg selv skulle flytte hjemmefra, blev jeg boende i Tingbjerg. Det var nemt at få en lejlighed, og huslejen var billig. Det er her, jeg har mine venner og bekendte. Jeg er glad for Tingbjerg. Det er et dejligt område. Jeg har altid haft gode naboer fra alverdens lande.
To dage om ugen møder hun ind i Fælleshuset midt i Tingbjerg. Her vasker hun borde, gulve og toilletter, sætter opvaskemaskinen i gang, vasker håndklæder og laver en masse andet praktisk arbejde.
Om sommeren vander hun planterne i fælleshaven og fejer i gården.
– Jeg går meget op i at passe mit arbejde. Det betyder meget, at jeg bliver værdsat for mit arbejde – også selvom jeg “bare” er rengøringsassistent. Det er en arbejdsplads, hvor alle menneske er lige. Jeg har været på en anden arbejdsplads, hvor de ikke engang vidste, hvem jeg var – og de spurgte aldrig. Sådan er det ikke her, fortæller Katerina Demertziz.
Hun fortsætter:
– Hvis ikke jeg havde fået et job her i Tingbjerg, ville jeg sandsynligvis have været ude i en meget lang proces for at få fleksjob og skullet igennem en masse midlertidige praktikforløb.
I sit job har hun nu i stedet lært en masse om sig selv og fundet ud af, at hun kan være leder.
– Da der kom nye praktikanter, blev jeg deres vejleder og guidede dem i deres arbejde. Det gav mig en følelse af, at “det kan jeg også godt”, forklarer Katerina Demertziz.
– Jeg har haft mange nederlag i mit liv. Arbejdet har givet mig en følelse af, at jeg er mere værd, og jeg kan noget. Jeg behøver ikke at være på bistand resten af livet. Nu er jeg noget for andre. Jeg giver noget. Den her slags muligheder burde der være i alle almene boligområder.
Hun sætter stor pris på at bo i et boligområde, der tager ansvar for sine beboere og ikke bare er et “sted, hvor man bor”.
– Her er en masse sociale tiltag. Jeg har været på tur med boligforeningen til Bornholm og Gilleleje med mine børn. Nogle gange får vi gæster og viser dem haven og fortæller dem om alle de sociale tiltag, der bliver taget i vores boligområde, og alle de muligheder, som beboerne har for at mødes. Og så bliver de faktisk lidt misundelige.
– I store dele af vores samfund passer folk sig selv. Men her er der mange muligheder for at bryde ud af mønsteret med bare at sidde derhjemme. Det er ekstremt vigtigt.
– Der er en grund til, at kriminaliteten i området er faldet, og flere af Tingbjergs unge får en uddannelse, og vi er kommet af ghettolisten. Det er ikke sket af sig selv. Der er en masse mennesker, der har knoklet for at løfte det boligsociale arbejde – og især sikret tilbud til de unge. Der bliver arbejdet en masse med lommepengeprojekter, og mange kæmper for at skaffe jobs til de unge.
Læs også
Sådan kom Tingbjerg af ghettolisten – uden at nedrive eller sælge én eneste bolig
Det koster penge at lave progressiv journalistik. Kun med din støtte kan Arbejderen fortsat udgive frit tilgængeligt journalistisk indhold af høj kvalitet.