Udtalelse
Der var ikke gået mange timer, fra at de første rapporter om, at USA havde angrebet Venezuela den 3. januar, før de store medier gik i gule breaking-bjælker og startede liveblogs.
Sagen blev fulgt tæt, selvom der i de første timer ikke var meget at rapportere om, andet end at eksplosioner var blevet hørt i hovedstaden Caracas.
Senere på dagen kom det frem, at USA ikke blot havde angrebet Venezuela, men at de også havde kidnappet landets præsident, Nicolás Maduro. Derefter begyndte de danske mainstreammedier på en dækning, som mest af alt skulle retfærdiggøre det klare brud på folkeretten, som USA med deres angreb havde begået.
Hele tiden skulle danskerne mindes om, at Maduro var en ond diktator, en autoritær despot, som torturerede sin egen befolkning, kørte landets økonomi i sænk og angiveligt var lederen af et særdeles brutalt narkokartel.
Ingen vil savne Maduro, eller?
Påstanden om, at Maduro var leder af et narkokartel, er allerede nu blevet tilbagevist af USA’s justitsministerium, som selv siger, at det kartel, han angiveligt skulle lede, slet ikke findes.
Alligevel gør mainstreammedierne, hvad de kan for at tegne et billede af glæde fra venezuelanere over, at “diktatoren” er blevet væltet af USA.
Mange historier er det blevet til, hvor eksilvenezuelanere i for eksempel Miami og Madrid fejrer, at Maduro er blevet kidnappet. DR har lavet en hel artikel, hvor fokus nærmest kun er på venezuelanere uden for landet, som er glade for angrebet.
Lidt sidst i artiklen nævnes kort reaktionen fra de venezuelanere, som stadig er i landet, men stadig med forbehold.
– I Venezuela har Maduros tilfangetagelse skabt både sorg og frustrationer for dem, der støttede den venezuelanske præsident […] Der var dog også folk i Caracas, der glædede sig over, at USA lørdag fjernede Maduro fra magten, står der sidst i artiklen.
DR understreger, at da Venezuela er et “lukket samfund”, så er det ikke meget information, der kan komme ud. I en senere artikel beskriver DR endda landet som “Sydamerikas DDR“.
Artiklen fortsætter …
Læs også
Alligevel ses der overalt på internettet videoer, af hundredtusindvis af mennesker i Caracas, der demonstrerer mod kidnapningen af Maduro. Den nuance formår mainstreammedierne bare ikke at have med i deres dækning.
Det narrativ, som bliver skabt i mainstreammedierne, er netop, at der på trods af bekymring om USA’s brud på folkeretten er stor opbakning til fjernelsen af Maduro. Han omtales konsekvent som “diktator” og “autokrat” uden nogen særlig underbygning af det argument.
Virkeligheden er dog, at venezuelanerne i deres hjemland ikke entydigt er for USA’s militære angreb. Virkeligheden er nok mere, at på trods af de problemer, der kan være i Venezuela, vil folket bestemme sin egen fremtid, uden indblanding fra udefrakommende magter.
Sanktionernes konsekvenser
En anden pointe, som har fyldt i mediedækningen og debatten, er påstanden om, at Maduro har kørt Venezuelas økonomi i sænk og skabt en humanitær krise i landet.
Det er rigtigt nok, at landet har været i økonomiske problemer siden midt-2010’erne, men at skyde skylden fuldstændigt på Maduro og regeringen er en farlig forsimpling af virkeligheden.
En faktor, som har bidraget til Venezuelas økonomiske problemer, er den internationale pris på olie, som faldt omkring 2014, hvor Maduro overtog præsidentembedet. For en økonomi som den venezuelanske, der er dybt afhængig af olieeksport, rammer den faktor selvfølgelig hårdt.
Men de sanktioner, som USA har indført på landet, må også tilskrives en væsentlig del af forklaringen på landets tilstand. Blandt andet har USA lagt en embargo og blokade på netop olieeksporten fra landet, som sammen med de lavere oliepriser gør en dårlig situation værre.
Der er også en lang række andre sanktioner, som direkte påvirker landet. Ifølge tidsskriftet The Lancet var der i 2019 over 300.000 venezuelanere, som var i livsfare på grund af mangel på livreddende medicin, som landet ikke kunne få, fordi sanktionerne forhindrede det.
Og ifølge FN’s særlige rapportør var der over 100.000 dødsfald, som kunne tilskrives konsekvenserne af sanktionerne i 2020.
Gledet i baggrunden
Sanktionerne og deres konsekvenser nævnes enten kun kortvarigt eller slet ikke, når mainstreammedierne taler om de økonomiske problemer i Venezuela.
I en analyse i Information beskrives det, at økonomien “kollapsede” i 2014, da oliepriserne faldt. Men den efterfølgende beskrivelse handler kun om Maduro og hans regerings “forsøg på at fastholde magten” med “de groveste former for repressioner”.
– Politiske modstandere blev fængslet eller tvunget i eksil, og politiske valg blev manipuleret til fordel for regimet. For at sikre militærets loyalitet blev generaler givet stadig større kontrol over mineralressourcer, de statslige selskaber og infrastrukturen som havne, så militærtoppen kunne fylde egne og deres officerers lommer. Loyalitet for enhver pris var tanken, står der videre.
Ikke et ord om sanktionernes effekt på landet, ikke et ord om, at sanktionerne i sig selv er i strid med international lov. Hele fokus er kun på, hvor ond og korrupt Maduro var, uden skelen til, hvordan Vesten har destabiliseret landet gennem årtiers økonomisk krigsførelse.
Retfærdiggørelse af imperialisme
Den slags dækning har kun et enkelt formål, at skabe opbakning til et klart brud på folkeretten, fordi det er “de gode”, som begår det.
Den tendens blev bedst eksemplificeret, da DR havde inviteret professor i statskundskab ved Københavns Universitet Mikkel Vedby Rasmussen i studiet, samme dag som angrebet og kidnapningen fandt sted.
– Hvis folkeretten nu var så fantastisk, så skulle den have grebet ind (i Venezuela red.) for 25 år siden […] Hvis Maduro faktisk bliver fjernet fra magten, og der kommer valg i Venezuela, og alt er godt, så er der jo ikke noget problem, lød det fra professoren.
Den mentalitet viser med al tydelighed, hvordan Vesten og vestlige mainstreammedier anser virkeligheden. Den er bygget op af gode og dårlige lande, og det er de godes moralske pligt at intervenere i de dårlige lande, selvom det måske strider med internationale normer.
Og mainstreammedierne underbygger med deres dækning det syn på virkeligheden. De retfærdiggører ulovlige angreb og regimeskifteoperationer, så længe det er “vores side”, som gør det.
Det skaber en tilstand, hvor det er jungleloven, der hersker i verden. Hvor magt har ret, og den med det største militær kan diktere alt andet. Nationers ret til selvbestemmelse holder pludselig op med at være et princip, men bliver betinget af, at de gør, som stormagterne siger.
Læs også
Udland
Blæser på international lov
Juraekspert om USA's angreb på Venezuela: Klar overtrædelse af folkeretten
Kan du lide, hvad du læser?
Det koster penge at lave progressiv journalistik. Kun med din støtte kan Arbejderen fortsat udgive frit tilgængeligt journalistisk indhold af høj kvalitet.
