Ny retning i Vestafrika
Regeringen fremlagde i januar i år en handlingsplan, der skal ”forhindre, at antisemitismen slår rødder i Danmark”. Dette sker, efter at Rigspolitiet registrerer et stigende antal sager med antisemitiske motiver. Regeringens handlingsplan vægter blandt andet obligatorisk undervisning i folkeskolen og de gymnasiale uddannelser om Nazi-Tysklands masseudryddelse af jøder, også kaldet holocaust.
Jeg vil dog plædere for, at hvis vi skal undgå, at holocaust gentager sig i fremtiden, bliver vi nødt til at forstå, at vi allerede har oplevet flere holocauster og endda i endnu større skala siden Anden Verdenskrig, men de overses på forunderlig vis. Hvis vi ikke ser denne virkelighed i øjnene, vil vi gentage holocaust i en uendelighed, samtidig med at vi fastholder narrativet om, at vi ikke må gentage holocaust. Vi kan ikke se skoven for bare træer, og jeg mener, at dette forhold alene beror på det 500 år gamle Machiavelli-princip om, at magt har ret.
Virkeliggørelse af folkedrab forudsætter, at vi som samfund bliver moralsk immune over for den vold, der begås.
Holocaust (på græsk: holókaustos) refererer egentligt til en religiøs offergave, men fik senere betydningen ’total ødelæggelse af liv’, og igennem tiderne har det været brugt til at beskrive folkedrab forskellige steder i verden. Siden jødeudryddelsen i Nazi-Tyskland har holocaust været synonym med dette folkedrab.
Andre store kendte folkedrab er eksempelvis Stalin-tidens Gulag-lejre i Sovjetunionen, hvor to-tre millioner mennesker døde på grund af “kontrarevolutionær virksomhed”. Under Rwandas brutale borgerkrig i 1990’erne skønnes det, at én million mennesker blev slået ihjel.
Den nu afdøde polske sociolog Zygmunt Bauman argumenterede i sin bog Modernitet og Holocaust for, at holocaust alene blev muliggjort på grund af det moderne bureaukrati og med anvendelse af moderne teknologi, hvorved mange mennesker hurtigt og effektivt kunne slås ihjel. Bureaukratiets vægt på specialisering, hierarki og betoning af karriere gør mennesker i stand til at begå forbrydelser mod menneskeheden, men Bauman konkluderer samtidig, at vi stadig lever i den samme type samfund, som gjorde holocaust muligt.
Moralsk immune overfor vold
Virkeliggørelse af folkedrab forudsætter, at vi som samfund bliver moralsk immune over for den vold, der begås. Harvard-professor i social etik Herbert C. Kellman argumenterer for, der er tre betingelser, der skal opfyldes: 1) Volden er autoriseret – officiel ordre udgået fra legale myndigheder, 2) Handlinger udføres rutinemæssigt – regelstyret praksis med en præcis rollefordeling og 3) Voldens ofre dehumaniseres – via ideologiske definitioner og indoktrinering.
Den amerikanske filosof og sociolog Judith Butler har i bogen Precarious Life udtrykt sin skarpe kritik af dehumaniseringen af store dele af den arabiske verden, som blev en konsekvens af George Bush’ Kampen mod terrorismen efter 11/9-terrorangrebet. Dehumanisering ekskluderer mennesker fra humanistisk tænkning i Vesten, de opfattes nærmest som levende døde. De hører ikke under internationale retsprincipper og kan derfor fængsles eller slås ihjel efter forgodtbefindende.
I Indonesien var kommunisterne de fredløse, og i krigene mod Irak, Afghanistan og Libyen var det brugen af ord som “formodede terrorister/oprørere/talebanere etc.”, der stigmatiserede mennesker som fredløse. ”Det er kun en lille overdrivelse at sige, at muslimer og arabere enten ses som olieleverandører eller som potentielle terrorister”, skrev den nu afdøde palæstinensiske forfatter Edward Saíd om USA’s forhold til arabere.
Jødeudryddelsen var netop kendetegnet ved de tre betingelser, som Herbert C Kellman nævner for virkeliggørelse af et folkedrab, men de har også siden været brugt ved andre folkedrab, som bør betegnes som holocaust.
På dr.dk kan man lige nu ser dokumentarfilmen The Look of Silence fra 2014, der handler om militærkuppet i Indonesien i 1965. Kuppet blev ledet af den senere diktator Suharto, der indledte en systematisk klapjagt på kommunister. Amnesty International skriver, at på blot to år ”blev mellem 500.000 og en million indbyggere brutalt myrdet af militæret, mens utallige kvinder blev voldtaget eller holdt som sexslaver. Hundredtusinder af mennesker blev smidt i fængsel uden retssag, og mange tilbragte årevis i fængslerne, hvor de blev udsat for tortur”.
The Look of Silence handler om en familiefar, der via interviews med forskellige bødler fra militærkuppet prøver at komme til bunds i, hvorfor og hvordan hans bror blev dræbt. Han finder gerningsmændene, der udførligt beretter, hvordan de skar maven op på broderen, så indvoldene væltede ud, og slutteligt skar hans penis af, hvorefter de skubbede ham ud i Slangefloden. En anden dødspatruljeleder beretter, at de førte kommunister ned til Slangefloden, gravede et hul og begravede dem levende. Afslutningsvis kommer han med den i denne sammenhæng vigtige kommentar: ”Vi gjorde det, fordi Amerika lærte os at hade kommunister”.
Når løgn bliver til sandhed
”Når en løgn bliver gentaget længe nok … bliver den til sandhed”, sagde Joseph Goebbels, Hitlers informationsminister.
I 1946 skrev amerikaneren George Kennan, ansat ved USA’s ambassade i Moskva, et langt telegram om USSR og dets mulige fremtidige intentioner. Dette telegram blev baggrunden for præsident Trumans doktrin fra 1947 om USA’s ”støtte til frie folk, som yder modstand mod forsøg på undertrykkelse fra bevæbnede mindretal eller pres udefra”. Målet var at inddæmme USSR og kommunismens ekspansion.
Dermed var Koldkrigen født, og USA begyndte direkte og indirekte at slå ned på regeringer over hele verden. Alt blev set som kommunistisk sammensværgelse, også i de mange kolonier, der med baggrund i den nyligt oprettede FN-organisation krævede selvstændighed.
En forudsætning for at kunne vælte kommunistiske regimer i verden, uddybede George Kennan, var at overbevise ens egen befolkning samt allierede om, at ”fjenden skal være helt igennem ond”, men for at stigmatisere fjenden opfandt George Kennan begrebet den nødvendige løgn, og dette blev hjørnestenen i amerikansk udenrigspolitik siden da. Hvem mindes ikke præsident Bush Jr.’s løgne om Iraks masseødelæggelsesvåben, der blev påskud for invasionen af landet i 2003. Fake news er et gammelt koncept!
Kulturindustrien blev involveret i strategien om den nødvendige løgn, og der blev produceret antikommunistiske bøger og film. Samtidig skabte senator Joe McCarthy i 1950’ernes USA en kommunistskræk, der resulterede i politisk forfølgelse af videnskabsfolk, fagforeningsledere filminstruktører, skuespillere, som blev blacklistet for at være u-amerikanske. Selv Charlie Chaplin blev udvist fra USA på grund af u-amerikansk virksomhed.
Ekspansion af kampen mod kommunismen
Allerede fra 1949 havde USA fået øjnene op for Indonesiens oliereserver, men landets leder, Sukarno, erklærede sig neutral i forhold til Den Kolde Krig. CIA beskyldte Sukarno for at være kommunist, og fra 1953 arbejdede Eisenhower-administrationen på at styrte Sukarno.
En US-pilot, der deltog i flybombardementerne i 1958 i Indonesien, udtalte mange år senere: ”Jeg nød at dræbe kommunister, når som helst jeg kunne komme til det!”
I Mellemøsten ville præsident Eisenhower i 1950’erne udnytte muslimske regimer til Hellig Krig mod den gudløse kommunisme. Irans olie var vigtig for USA, og da den nye premierminister, Mossadeq, ville have et større udbytte af olieindtægterne til landets fattige befolkning, var sagen klar. Premierministeren var “kommunist”, så den folkevalgte premierminister Mossadeq blev gjort helt igennem ond ved hjælp af CIA – bestikkelse af journalister, iranske militærfolk samt støtte til ekstremistiske religiøse grupper som eksempelvis Ayatollah Khomeini. Demokratiet faldt, og USA fik indsat sin provestlige shah samt kontrol med Irans olie. Shahens Iran blev et undertrykkelsesregime med tilfangetagelse af tusinder af kommunister og flere tusinde dræbte politiske fanger.
Latinamerika har siden Monroe-doktrinen fra 1823 været at betragte som USA’s interesseområde, og efter Anden Verdenskrig var antikommunisme oftest argumentet for US-interventioner.
Guatemala blev første mål. Landets premierminister, Jacobo Arbenz, ville i 1953 iværksætte en landbrugsreform for at forbedre forholdene for landets fattige bønder. Det truede de amerikanske virksomheders totaldominans i landet, og de beklagede deres nød til brødrene Allen og John Dulles, henholdsvis CIA-direktør og US-udenrigsminister, og så var grunden lagt for et nyt opgør mod kommunistisk infiltration. Journalister, militærofficerer og ministre blev bestukket, og dermed var vejen banet for et militærdiktatur under ledelse af general Castillo Armas. “Kommunister” blev indfanget, tortureret og dræbt i stor stil, og det blev indledningen på fire årtier med militærstyre og væbnet undertrykkelse i landet, som kostede omkring 200.000 guatemalanere livet. Men de amerikanske virksomheder fik deres jorde igen.
I Chile frygtede USA, at venstrefløjspolitikeren Salvador Allende skulle blive valgt, og det fik præsident Nixons sikkerhedsrådgiver, Henry Kissinger, til at udtale: ”Jeg kan ikke se, hvorfor vi skulle lade et land blive marxistisk, bare fordi befolkningen er uansvarlig”. Nixon beordrede iværksættelse af et militærkup og smed millioner af US dollars ind i projektet. Den 11. september 1973 tog general Augusto Pinochet magten ved et militærkup, og efterfølgende blev flere tusinde mennesker myrdet, titusinder blev fængslet og tortureret i antikommunismens navn.
Store dele af Latinamerika var i 1970’erne styret af US-støttede militærregimer, og de startede samarbejdet Operation Condor med henblik på forfølgelse og politisk undertrykkelse af venstreorienterede, fagforeningsledere, intellektuelle, lærere og studerende og så videre. Omkring 60.000 mennesker blev dræbt, 30.000 forsvandt, samt 400.000 blev fængslet som politiske fanger.
Vietnamkrigen blev et af de helt store folkedrab under Den Kolde Krig. Kinas kulturrevolution i 1949 og truslen om, at den kommunistiske vietnamesiske oprørsbevægelses sejrsgang i Fransk Indokina fik USA til at frygte en kommunistisk dominoeffekt i regionen. Et påstået nordvietnamesisk angreb på to amerikanske flådefartøjer i Tonkin-bugten i 1964 blev påskuddet for accelerering af USA’s involvering i krigen, der skulle komme til at koste op imod fire millioner vietnamesere livet. I 2005 afslørede en NSA-rapport, at ”der ikke havde været noget angreb” på de amerikanske flådefartøjer, men den nødvendige løgn havde virket. USA’s udbredte brug af det kemiske ukrudtsmiddel Orange Agent under krigen ødelagde naturen, øgede antallet af kræfttilfælde samt forøgede drastisk antallet af misdannelser blandt nyfødte børn. Røde Kors i Vietnam estimerer, at op imod én million indbyggere har handicap forårsaget af Orange Agent.
Da vietcongerne begyndte at bruge nabolandet Laos for at nå ned til Sydvietnam, begyndte USA at tæppebombe Laos, og i løbet af otte år smed USA to millioner tons bomber over landet, mere end USA havde smidt over Tyskland og Japan tilsammen under Anden Verdenskrig. 100.000’er af mennesker blev dræbt, hvoraf mange blev levende brændt på grund af brugen af napalm- og hvidt fosfor-bomber. I dag ligger der stadig millioner af u-eksploderede bomber skjult under jorden, som hvert år koster mange menneskeliv. Nabolandet Cambodja blev også inddraget og tæppebombet af USA i perioden 1970-1973 med et estimeret drabstal på 150.000.
Afrika slap heller ikke for kampen mod kommunismen. Med FN-pagten og Menneskerettighedserklæringen i hånden så mange kolonistater deres snit til at kræve selvstændighed.
Congo havde i 80 år været en belgisk kolonistat med millioner af ofre som følge af massakrer, tvangsarbejde og hungersnød. I 1960 blev Congo en selvstændig stat, og den karismatiske nationalistleder Patrice Lumumba blev valgt som landets første premierminister. Trods en meget fattig befolkning er Congo rig på naturressourcer (olie, gas, uran, diamanter, guld og så videre), så landet havde naturligvis stor interesse for USA, der under Anden Verdenskrig havde købt al deres uran fra Congo til produktion af Hiroshima- og Nagasaki-bomberne, men Lumumba krævede national kontrol med naturressourcerne. I en amerikansk senatsundersøgelse fra 1975 kan man læse, at CIA-direktør Dulles erklærede Lumumba for kommunist, og ”for at undgå et nyt Cuba” skulle Lumumba dræbes. CIA bestak journalister, politikere og militærfolk, og efter at være blevet taget til fange af en øverstbefalende i militæret, Mobuto Sese Seko, blev Lumumba dræbt den 17. januar 1961 med en maskingeværsalve. Efterfølgende blev hans lig opløst i syre. Den USA-støttede Mobuto tog senere magten og indførte et 30-årigt langt og brutalt diktatur. USA så det som en sejr.
Mange flere lande kunne føjes til USA’s antikommunistiske kamp, og man kan passende sige som den amerikanske politolog Samuel Huntingtons: ”Vesten vandt ikke verden på grund af overlegenhed i idéer, værdier eller religion, men fordi dens brug af organiseret vold var overlegen. Det glemmer folk fra Vesten som regel. De, der ikke kommer fra Vesten, glemmer det aldrig”.
Bjælken i dit eget øje
I 2018 udleverede USA den 95-årige tidligere kz-fangevogter Jakiw Palij til retsforfølgelse i Tyskland. Det sendte et signal til verden om, at nazi-forbrydere stadig står til ansvar for forbrydelser begået under Anden Verdenskrig. I april 2021 anerkendte Joe Biden, at Tyrkiets deportering af armenere under Første Verdenskrig, der førte til, at op imod en million armenere døde af sult og kulde, var et folkedrab, men her kunne man passende spørge Joe Biden med et citat fra Det Nye Testamente: ”Hvorfor ser du splinten i din broders øje, men ikke bjælken i dit eget øje?” Tyrkernes forbrydelse mod armenerne var et folkedrab, men hvad med kampen mod kommunismen, som har kostet op mod 15 millioner menneskeliv?
Det, der var fælles for de millioner af ofre i kampen mod kommunismen, var ikke, hvorvidt de var kommunister eller ej. Det handlede alene om, at USA kategoriserede dem som kommunister, hvis blot de kæmpede for forbedrede sociale forhold, for uafhængighed fra gamle kolonimagter eller simpelt hen var så uheldige at have en masse vigtige råstoffer i deres undergrund, som USA havde brug for.
Vi lever i informationssamfundet, hvor vi hver dag bombarderes med information fra medier og sociale medier. Magt er bundet til autoriteter, der opfattes som specialister, så magt kan forvrænge viden til en magtelites fordel, og det aflejres i sociale strukturer og i bevidstheden. Stereotyper og stigmatiseringer indlæres via politiske og økonomiske elitegrupper, massemedier, sociale medier og kulturlivet.
Massemedier var før spredt ud på mange forskellige interessegrupper i samfundet, men i dag er de koncentreret i store koncerner. En gruppe studerende ved Sonoma Universitetet i Californien konkluderede i 2006, at mange bestyrelsesmedlemmer fra de store multinationale virksomheder også sad i de største amerikanske mediekoncerner. Medierne er derfor blevet et ”koncentreret heppekor for de store virksomheder”. Samtidig er konkurrencen blevet skærpet, så man copy-paster fra de store (vestlige) nyhedsbureauer uden nødvendigvis at verificere kvaliteten i nyhedsinformationen. Det fører til en ensretning af medierne, hvorved de som den kritiske fjerde statsmagt sygner hen og bliver talerør for en magtelite.
Eksempelvis begyndte USA under krigen mod Irak (2003) at invitere bestemte venligtsindede journalister til krigszonen, de såkaldte embedded journalists. Efter den mislykkede CIA-invasion af Cuba i 1961 bad J. F. Kennedy sine sikkerhedsrådgivere om at udarbejde en ny invasionsplan af landet. Det nu offentliggjorte dokument – Operation Northwoods – foreslog blandt andet at sprænge US-skibe i luften ved Guantánamobasen eller lave terroraktioner mod Guantánamobasen eller i USA. Efterfølgende skulle man i medierne give Cuba skylden, hvilket ville ”retfærdiggøre en militær intervention i Cuba”. Planen blev imidlertid afbrudt af Missilkrisen i 1962, hvor Sovjets præsident Khrusjtjov ville opstille atomraketter i Cuba som modsvar til USA’s opstillede a-våben i Tyrkiet. Konflikten blev kun afværget, fordi Kennedy lovede at fjerne Jupiter-missilerne i Tyrkiet samt lovede ikke at ville angribe Cuba.
Sandheden om Vesten
Kampen mod kommunismen skulle være en ”støtte til frie folk, som yder modstand mod forsøg på undertrykkelse”, som præsident Truman udtrykte det i 1947, blot et år før Menneskerettighedserklæringens vedtagelse i FN, der lovede alles ret til ”liv, frihed og sikkerhed, lighed i værdigheder og rettigheder” uden forskelsbehandling ”i forhold til race, farve, køn, sprog, religion, politisk overbevisning …”, men kampen mod kommunismen udviklede sig til en dehumanisering af kommunister over hele verden. Det blev et verdensomspændende holocaust grundet i kampen mod en bestemt politisk overbevisning.
Med den socialistiske bloks sammenbrud i 1990’erne troede man, at verden var nået til The End of History, og at det liberale demokrati havde sejret, men i stedet fik vi en unipolær verdensorden, og antikommunismen blev udvidet med “kampen mod terrorisme”, hvor præsident Bushs ”Enten er du med os, eller også støtter du terroristerne” delte verden op i en ny radikal dikotomi. Var man imod, var man terrorist og dermed stigmatiseret som “slyngelstat” eller tilhørende “ondskabens akse”, en dehumaniseret gruppe, et muligt angrebsmål.
Den privatejede amerikanske militærindustri er verdens største våbeneksportør, men for at kunne tjene penge skal der sælges våben, og for at kunne sælge våben skal der være konflikter, og hvis konflikterne ikke er der, så skaber man dem. ”Vesten hævder humanismen, men de er selv den største trussel imod humanismen”, skriver den caribiske forfatter Aimé Césaire.
Millioner af jøder blev dræbt under Anden Verdenskrig, men endnu flere mennesker er blevet dræbt under kampen mod kommunismen, og som i dag fortsætter under sloganet kampen mod terrorismen. Bagmændene bag antikommunismens holocaust går stadig frit rundt, ligesom bagmændene bag de sidste 20 års terrorbekæmpelse, der har ført til invasioner, folkedrab og ødelæggelse af landes økonomier og infrastruktur, med sult, nød og masseflugt til følge. Da eks-præsident Bush’ forsvarsminister, Donald Rumsfeld, døde i juni 2021, skrev The Guardian i en nekrolog: “Rumsfeld var en krigsforbryder”, men hvorfor blev han ikke dømt ligesom Nazi-Tysklands krigsforbrydere?
Det er vigtigt at sætte holocaust på dagsordenen i uddannelsessystemet og i den offentlige debat, men den må ikke begrænse sig til holocaust mod jøderne, for Vesten gentager allerede historien, men kan ikke se skoven for bare træer. Vi skal have gjort op med Machiavelliprincippet om, at magt har ret, og vi bliver nødt til at indse, at Vestens civilisation ikke er barbariets modsætning men dens forudsætning.
Vi skal have ligestilling i historieskrivningen, og vi skal fortælle om og baggrunden for alle de andre holocauster, så vi kan få placeret ansvaret og dømt de ansvarlige for disse tragiske begivenheder og – allervigtigst – lærer af det, så vi kan undgå flere holocauster. Der er ikke nogen liv, der er mere værdige end andre.
Denne artikel har været bragt i Magasinet Arbejderen nr. 2, 2022.
Kan du lide, hvad du læser?
Det koster penge at lave progressiv journalistik. Kun med din støtte kan Arbejderen fortsat udgive frit tilgængeligt journalistisk indhold af høj kvalitet.
