Den 12. februar kunne Nikolaj Villumsen, medlem af EU-parlamentet for Enhedslisten, på X fortælle om en pakke fisk, han havde modtaget som gave fra firmaet Mowi, der beskriver sig selv som “verdens største leverandør af opdrættet laks.”
Det er ikke første gang, at Villumsen som EU-parlamentariker modtager en gave fra en lobbyorganisation. Medicines for Europe, en lobbyorganisation der repræsenterer Europas store medicinalvirksomheder, sendte sidste jul en paraply medfulgt af en reklametekst for organisationen.
Der er behov for at få gevaldigt strammet op på reglerne omkring lobbyisme og åbenhed i EU.
Nikolaj Villumsen, medlem af EU-parlamentet, Enhedslisten
Og selv om der her er tale om relativt små gaver, mener Villumsen ikke, at firmaer bør forsøge at købe sig til et mere positivt forhold til politikerne i EU.
– Den politiske proces bør jo ikke handle om, hvorvidt man har råd til at sende luksusfødevarer eller andet til masser af politikere for at få sin sag igennem, skriver Nikolaj Villumsen i en mail til Arbejderen.
Køber sig til adgang
Det er bestemt ikke usædvanligt, at EU-parlamentarikere modtager gaver fra lobbyister i EU, men det er et problem, som Nikolaj Villumsen mener, at man skal tage alvorligt.
– Jeg synes, det hører til i samme skuffe som dem, der mener, at det er dyre middage eller receptioner, der skal til for at snakke med politikere. Personligt ser jeg det som en falliterklæring, fordi det viser, at de ikke mener, at deres argumenter holder alene, men at de i stedet er nødt til at købe sig til adgang på den ene eller den anden måde, fortæller Villumsen.
– Der er en fare for, at nogle politikere bliver vant til at lytte til dem, der tilbyder dem noget, i stedet for dem, der har en god sag. Når man ser de store problemer, vi har med lobbyisme i EU, synes jeg, det er værd at tænke over, fortsætter han.
I Bruxelles, hvor EU-kommissionen holder til, er der omkring 25.000 lobbyister, der primært arbejder for virksomheder og lobbyorganisationer. Hver gang EU-kommissionen foreslår en ny forordning, eller EU-parlamentet stemmer om en ny lov, er virksomhedslobbyister til stede for at påvirke resultatet til firmaernes fordel.
“Større antal lobbyister og store lobbybudgetter kombineret med privilegeret adgang til beslutningstagere resulterer ofte i overdreven industriindflydelse og virksomhedsovertagelse af beslutningstagning”, kritiserer forskningscenteret ETUI.
Nægter at modtage gaver
Mens nogle politikere i EU er glade for at modtage gaver fra firmaer og deres lobbyorganisationer, har Nikolaj Villumsen nægtet at tage imod dem.
“Livet i EU-parlamentet er mærkeligt. Som når et firma beslutter at sende fisk via posten til en håndfuld medlemmer af parlamentet. Hvorfor ved jeg ikke, for jeg nægtede at modtage det”, skrev Villumsen på X i går.
– Jeg har før helt uopfordret fået ting tilsendt fra lobbyorganisationer, og hvis vi når at opdage, hvad det er, nægter vi – som vi lige har gjort med de polske lobbylaks – at modtage forsendelsen, siger han til Arbejderen.
Han fortsætter:
– Man kan godt vælge at trække på smilebåndet over det og sige: ”Det er jo kun en paraply eller en side laks”. Men for mig at se handler det om noget principielt: Lobbyister bør ikke bare sende gaver til EU-parlamentarikere. Hvis de vil vise os noget, kan de tage et møde som alle andre.
– Problemet er jo netop større end laks, paraplyer og middagsinvitationer. Det handler i sidste ende om, at der er behov for at få gevaldigt strammet op på reglerne omkring lobbyisme og åbenhed i EU, slutter Nikolaj Villumsen.
Det koster penge at lave progressiv journalistik. Kun med din støtte kan Arbejderen fortsat udgive frit tilgængeligt journalistisk indhold af høj kvalitet.