I mange byer over hele landet blev der søndag aften hængt vasketøj, bannere og skilte op på tørresnore foran rådhuse, jobcentre, ved trafikknudepunkter og andre steder. Det skete i protest mod de stigende priser, der rammer alle på kontanthjælp og andre overførselsindkomster særligt hårdt.
“Vi er klædt af til skindet og kræver politisk handling nu”, lyder det fra gruppen Den Nøgne Sandhed, der står bag aktionen. Gruppen er udsprunget fra bevægelsen Næstehjælperne.
Vi har svært ved at få pengene til at række til mad, medicin, tandlæge, el, tøjvask og varme. Skal vi spise os mætte i morgen, er der brug for politisk handling nu.
Aktivisgruppen Den Nøgne Sandhed
“Alle mærker det: Gas, el, og benzin og fødevarer er steget voldsomt. Os, der er på overførselsindkomst, mærker det i særlig høj grad. De fleste af os er syge og kan på grund af kronisk sygdom ikke “bare få os et arbejde”. Vi har svært ved at få pengene til at række til mad, medicin, tandlæge, el, tøjvask og varme. Vi er praktisk talt klædt af til skindet. Skal vi spise os mætte i morgen, er der brug for politisk handling nu”, stod der på nogle af de ophængte sedler.
Aktioner i mindst 15 byer
Der var aktioner i mindst 15 forskellige byer, blandt andet i Hobro, Herlev, Næstved, Holbæk, Korsør, Skibby, Jægerspris, Sorø og Middelfart. I København var der hængt vasketøj op mange forskellige steder i byen, blandt andet foran Christiansborg. Aktivister i flere andre byer bebuder aktioner i løbet af ugen.
Med aktionerne vil Den Nøgne Sandhed gøre opmærksom på den stærkt forværrede fattigdom blandt mennesker på offentlige ydelser, der er en konsekvens af prisstigningerne.
“Vi ønsker at gøre politikerne i Folketinget opmærksomme på, at der er brug for en regulering af ydelser og ikke mindst hjælp til medicin og tandlæge, så mennesker på offentlige ydelser kan få det mest basale i hverdagen til at fungere – og ikke fortsat skal gå sultne i seng”, skriver initiativet i en pressemeddelelse.
Aktionerne gennemføres nu, hvor de politiske forhandlinger om fremtidens kontanthjælpssystem netop er gået i gang, efter at Ydelseskommissionen fremlagde sine anbefalinger i maj sidste år. Kommissionen var bundet af, at anbefalingerne skulle holdes inden for de nuværende økonomiske rammer. Det betyder, at mens der er lagt op til lidt flere penge til børnefamilier, er der mange ikke-forsørgere, der vil gå ned i ydelse, hvis anbefalingerne bliver ført ud i livet.
Det er et helt uacceptabelt udgangspunkt, mener Den Nøgne Sandhed.
Gruppen har sendt et brev til alle folketingsmedlemmer med opfordring til at sikre et økonomisk løft af ydelserne.
Opråb om børnefattigdom
I sidste uge kom der et opråb fra 20 sociale og faglige foreninger. De opfordrer politikerne til i forbindelse med forhandlingerne om et nyt kontanthjælpssystem at indføre en fattigdomsgrænse, sikre løbende målinger i udviklingen af fattigdom og sikre et ydelsessystem, der medvirker til at bekæmpe børnefattigdom.
Som minimum mener de 20 organisationer, at ydelsessystemet skal sikre tre ting:
For det første skal alle børnefamilier have et økonomisk råderum, der reelt er til at leve for og have et børneliv for.
For det andet må fattigdom ikke tvinge familier til at flytte væk fra børnenes skole og kammerater. Familierne skal kunne bo i almindelige lejeboliger.
Og for det tredje skal alle børn kunne deltage i et normalt børneliv med skole, fritidsaktiviteter og kulturoplevelser. Egenbetaling for skolernes sociale aktiviteter skal fjernes. Alle børn skal kunne komme i SFO, fritidshjem samt klub, og børn skal have ret til de samme ydelser i alle landets kommuner.
Bag opråbet står blandt andre Børnerådet, Red Barnet, Børns Vilkår, Mødrehjælpen, FOA, BUPL og Danmarks Lærerforening.
Ifølge Arbejderbevægelsens Erhvervsråds seneste opgørelse over børnefattigdom fra 2020 var der på det tidspunkt omkring 56.500 fattige børn i Danmark.
Læs også
Unge med psykiske lidelser mister penge i udspil til nyt kontanthjælpssystem
Det koster penge at lave progressiv journalistik. Kun med din støtte kan Arbejderen fortsat udgive frit tilgængeligt journalistisk indhold af høj kvalitet.