Landet rundt
Pas på Danmark og danskerne. Danske værdier. Europæiske værdier. Vestlige værdier. Mere offentlig overvågning giver frihed og tryghed. Terrortruslen er så alvorlig, at den skal bekæmpes med alle midler.
Dette er nogle få af de udsagn, som vi igen og igen støder på i den nu 20 år lange kamp mod terror. Den tager stadig næring af de rædselsfulde og tragiske hændelser den 11. september 2001 i USA, der i årenes løb er blevet efterfulgt af andre grusomme og blodige handlinger, også på vore hjemlige breddegrader. Med frygten for nye aktioner foreslås og gennemføres der mange tiltag, som imidlertid i sig selv risikerer at forringe det demokrati, som vi ønske at forsvare.
I udgangspunktet er det ret klart, hvad der i den sammenhæng i almindelighed i mainstreammedierne forbindes med demokrati: Den styreform som vi har herhjemme og i de andre lande i den ”vestlige verden”, det vil sige Europa, Nordamerika, Australien, Ny Zealand og Japan.
Hvad er demokrati?
Men ser vi mere indgående og overordnet på begrebet, er en grundbetingelse både empirisk og logisk, at det er flertallet, som bestemmer. Enevældens fåmandsstyre og apartheidens Sydafrika var diktaturer, fordi det dér var rene mindretal, som bestemte. Regimet vil dog stadig være et undertrykkende ”demokratur”, hvis ikke rettighederne for mindretal bliver respekteret og det i en sådan grad, at selv det mindst tænkelige mindretal, det vil sige det enkelte individ er beskyttet af en række fundamentale menneskerettigheder såsom ytrings-, forsamlings- og foreningsfrihed, privatlivets fred, herunder forbud mod vilkårlig anholdelse og frihedsberøvelse, og forbud mod tortur.
Fra september 2001 er opstået modsatrettede forløb og udviklinger, der efterhånden får vores demokrati til at tage sig noget anderledes ud.
For at sikre nødvendig stabilitet og undgå overdreven magtudfoldelse skal demokratiet også anvende princippet om statsmagtens tredeling, det vil sige opdelingen i den lovgivende magt (parlamentet), den udøvende magt (regering) og den dømmende magt (domstolene). Hver af disse 3 instanser skal holde sig inden for egne beføjelser og samtidig påse, at ingen af de andre 2 overtræder deres respektive beføjelser. Ofte omtales pressen som den fjerde magt for at understrege betydningen for demokratiets bevarelse af en vågen og fri presse, men pressen skal være uafhængig og aldrig blive del af statsmagten, så der må altså ikke være tale om en fjerde statsmagt.
Krav til et kvalitetsdemokrati
Kvaliteten og vedligeholdelsen af et reelt velfungerende demokrati afhænger af jævnlige, frie, uafhængige og almindelige valg, hvor folkets vilje kommer til udtryk.
I nogle lande foretages der direkte valg af den udøvende magt (præsident), som så udpeger regeringen, ofte i forening med den lovgivende forsamling, der også vælges af befolkningen. I andre lande vælger man ikke den udøvende magt direkte, men alene medlemmerne af den lovgivende forsamling, der så efterfølgende finder frem til regeringens leder. I flere lande opereres der desforuden med folkeafstemninger, hvor der enten nogle steder træffes bindende beslutning i helt konkrete anliggender eller tages stilling til meget overordnede spørgsmål, her i Danmark typisk om overdragelse af suverænitet til mellemfolkelige organisationer som for eksempel EU.
En målestok for et demokratis kvalitet er, om der foreligger forudsigelighed og gennemsigtighed for borgerne med hensyn til den retsstilling, som er tilsigtet ved lovgivningen og andre reguleringer. Det skal jo erindres, at et legitimt formål for samfundsindretningen er i et vist omfang at påvirke den enkelte borgers adfærd i en bestemt retning til gavn for fællesskabet. Mest tydeligt kan det ses på færdselsloven, hvor reglerne jo bør indeholde så klare forskrifter, at sammenstød og personskader undgås. Men også med hensyn til straffeloven er det indlysende, at reglerne bør være så let forståelige og velkendte for den enkelte, at samfundet uden større vrøvl kan få opbakning i den brede befolkning til at straffe for overtrædelser. Der er dog grænser for, hvor detaljeret og omfattende adfærdsreguleringen kan være i et demokratisk samfund, hvis den enkelte borgers integritet og frihedsrettigheder skal respekteres.
Et velfungerende demokrati med udbredte retsgarantier, også for de svageste i samfundet, inklusiv upopulære grupper eller individer, betegnes som en retsstat. Dér gælder for eksempel i straffesager den såkaldte uskyldsformodning, det vil sige, at man som tiltalt er uskyldig, indtil det modsatte er bevist ud over rimelig tvivl af anklagemyndigheden. Ligeledes er udbredt socialt velfærd med klare sociale rettigheder også for de svageste afgørende for et demokratis kvalitet og styrke, og jo længere tid alt dette har været gældende, desto mere er det blevet antaget, at det har gjort samfundet demokratisk forankret, stabilt og robust mod allehånde problemer og angreb.
Efter Anden Verdenskrigs sejr over de nazistiske og fascistiske regimer med Tyskland, Italien og Japan i spidsen og oprettelsen af det universelle FN og af regionale organisationer som Europarådet, Det amerikanske Råd for Menneskerettigheder og det tilsvarende afrikanske råd med bindende aftaler om borgernes retsstilling og folkestyrets indretning med mere, voksede tilliden til, at demokratiet ”var kommet for at blive”. EU’s senere tilkomst, Berlinmurens fald og afslutningen af Den kolde Krig bestyrkede den opfattelse.
20 år med tilbagegang
Men fra september 2001 er opstået modsatrettede forløb og udviklinger, der efterhånden får vores demokrati til tage sig noget anderledes ud. Skrøbeligt og sårbart, ikke blot i forhold til terroristers og andres angreb udefra så at sige, men også på grund af vores helt egne tiltag.
Noget af forklaringen ligger i de militære indsatser, hvor der af USA og allierede lande, blandt andre Danmark, blev indledt fysisk jagt på terroristledere og krig mod siddende regimer i Afghanistan, Irak og Libyen, med ganske store tab af menneskeliv, herunder også civile, til følge, også blandt ”vores egne”, og betragtelige økonomiske udgifter for statskasserne.
De smertelige følelser ved tabet af nære personlige pårørende må ikke undervurderes, men også i en bredere sammenhæng sker der noget med et samfund, der er i krig. Trods erklærede ønsker om at fastholde en humanitær indsats med opbygning af demokrati (nation building) i de krigsramte områder sker der uundgåeligt en omprioritering. Så hvor Danmark tidligere gerne ville se sig selv som en ”humanitær stormagt”, tog den ”aktivistiske” udenrigspolitik mere og mere over. Vi skulle være den troværdige væbner, som ”vores allernærmest allierede, USA” altid kunne stole på.
Paratheden til at tage ”hårde” metoder i brug er blevet forøget i en grad, så tortur og anden umenneskelig og nedværdigende behandling er blevet accepterede. Først i direkte forbindelse med krigshandlingerne, hvor de næsten uundgåeligt også kommer til at ramme civile. Senere ved behandlingen af tilfangetagne som for eksempel i tilfælde med Guantánamo-lejren, hvor der stadig den dag i dag opholder sig et stort antal frihedsberøvede personer, som ikke har fået nogen dom afsagt efter en retfærdig rettergangs principper.
Terrorbestemmelsen i § 114
Chokket fra ”9/11” førte til anbefalinger fra FN om indførelse af en egentlig terrorbestemmelse i straffeloven, § 114. Selv om sådanne handlinger (drab, lemlæstelse, trusler, brug af våben, ildspåsættelse, hærværk og så videre) naturligvis allerede var strafbare, ønskede man at indføre en specifik samlebestemmelse. Dels ville det være et tegn på handlekraft fra de chokerede myndigheders side, dels gav det anledning til at definere en terrorhandlings nærmere karakteristika: En aktion mod demokratiske strukturer (eller et forsøg derpå), som har til formål og er egnet til at skræmme en befolkning eller store dele af den.
Der foretages således en vurdering af de politiske omstændigheder omkring den pågældende handling og dens mål, hvor forskellige instanser i for eksempel FN, EU og USA oprettede terrorlister over organisationer med videre, der betragtes som terrorrelaterede.
I Danmark er det i øvrigt justitsministeren, som skal træffe endelig afgørelse om tiltalerejsning efter § 114 med videre, hvad der kan virke akavet, idet vi jo her i landet ellers hylder princippet om en apolitisk anklagemyndighed.
§ 114 trådte i kraft i 2002, og i sommeren det år rejstes tiltale i den første terrorsag herhjemme. Det var mod den danske forening Al Aqsa for at indsamle penge og uddele støttebeløb på 50 US dollars om måneden til børn i de besatte områder i Palæstina, der havde mistet én eller flere forældre som følge af de israelske sikkerhedsstyrkers aktioner. Formålet var ifølge Al Aqsa at medvirke til, at disse børn kunne fortsætte deres skolegang. Anklagers hovedargument var, at Al Aqsa på den måde understøttede potentielle palæstinensiske aktører i konflikten med Israel: Bekymringen for, om ens børn ville kunne komme i skole, selv om man døde i konflikten, ville mindskes af mulige tilskud fra Al Aqsa, der således tilskyndede til terror. Både Københavns Byret og Østre Landsret underkendte imidlertid den argumentation og frifandt den tiltalte foreningsformand i Al Aqsa og kassereren.
Siden da er der med årene sket en udvidelse af bestemmelsen med litreringer, så vi dag har straffelovens § 114 a-j, der udtrykkelig opregner en række aktiviteter som finansiering, hvervning og sympatitilkendegivelser med videre, selvom i hvert fald nogle af dem muligvis allerede ville kunne være straffet som medvirken til hovedaktiviteten.
Siden den for anklagemyndigheden noget belastende frifindelse i Al Aqsa-sagen har der været mange andre terrorsager. Ofte starter de meget omfangsrigt med en stort antal anholdelser og med højlydte lovprisninger fra diverse ministre af PET’s og politiets agtpågivenhed for så nogle år efter at ende med tiltale mod ganske få af de oprindeligt sigtede. For restgruppen sker der så omvendt næsten altid domfældelse. I den såkaldte Vollsmose-sag i 2006 blev således cirka 60 personer anholdt. Af dem blev 4 nogle år efter dømt skyldige, resten slap for videre tiltale. Men mønsteret med i starten at få fat i en større kreds af personer for så senere at opgive påtale mod de fleste af dem anvendes stadig den dag i dag.
Brug af agents provocateurs
Et andet påfaldende træk er, at der i adskillige sager gøres brug af den slags agenter, der rent fagteknisk betegnes som agents provocateurs. Det betyder, at PET betjener sig af personer, private eller politifolk, der mod betaling sættes til at påvirke personer, som allerede har planer om terroraktioner eller kan tænkes at ville kunne få det, til at konkretisere de skitserede tiltag så meget, at der er grundlag for påtale. Efter retsplejelovens regler må den slags agentvirksomhed ikke føre til at anstifte forbrydelser, som ellers ikke ville være begået, eller til væsentligt at forøge omfanget af en given forbrydelse.
Den første af de terrorsager, hvor der blev udøvet den slags agentvirksomhed, var netop i ovennævnte Vollsmose-sag, hvor en hjemmeværnsmand efter aftale med PET infiltrerede en gruppe af muslimer i Odense og blandt andet ved indkøb af laboratorieudstyr, kemikalier og kunstgødning, som han overdrog til én i gruppen, bidrog til, at de blev i stand til selv at fremstille eksplosivstoffet TATP kendt fra blandt andet selvmordsbomber i Mellemøsten. Ved Højesterets påkendelse af straffene hæftede man sig ved agentdelen af sagen, men fandt ikke anledning til af den grund at nedsætte straffene.
Netop dette aspekt hører til den gruppe af spørgsmål, som melder sig, når man går i gang med at vurdere, om disse 20 års indsats mod terror har gavnet og beskyttet os, men omvendt også har haft skadevirkninger på vores demokratiske indretning. Måske endda i en sådan grad at vi i vor iver efter at forsvare vores demokrati mod terror har gjort ligesom molboerne i den berømte historie: For at jage storken ud af kornmarken, inden den får trampet for meget korn ned, sender de fremmeste molboer fire mand med en stige på skuldrene ind på marken, hvor de således bærer den mand, der skal skræmme storken ud, så han ikke træder kornet ned!
Nu er brug af den slags agenter ikke noget helt nyt i dansk ret, men den traditionelle tilbageholdenhed reduceres i takt med den øgede anvendelse i terrorsager. Dér begrundes agentindsatsen med terrorsagers alvor og farlighed for rigets sikkerhed, hvorefter den struktur, som PET således opbygger til at servicere og i det hele taget håndtere agentvirksomhed, jo allerede er til rådighed, når behovet så måtte melde sig i andre sager. Samfundet har derfor simpelthen vænnet sig til det ellers ganske usædvanlige, at politimyndigheder medvirker til og finansierer ulovligheder!
Forbud mod indrejse i bestemte områder
Den seneste af de § 114 tilføjede litreringer – j – forbyder at rejse ind i bestemte områder af nærmere angivne områder, for eksempel i Syrien, medmindre man har et af danske myndigheder anerkendt formål. Sigtet var at forbyde og straffe danske fremmedkrigere dér.
En yngre mand fra Sønderjylland rejste imidlertid til Syrien for at yde humanitær bistand til kurderne og blev på stedet involveret i den kurdiske milits YPG’s væbnede sammenstød med terrororganisationen ISIL. Ved hjemkomsten til Danmark blev han tiltalt for overtrædelse af bestemmelsen om fremmedkrigere og i Højesteret idømt seks måneders ubetinget fængsel.
Bestemmelsen i straffelovens § 114 j var en implementering af en anbefaling fra FN om at straffe foreign terrorist fighters, men, indvendte den tiltalte, han havde jo deltaget i indsatsen mod terrorismen ved at kæmpe mod ISIL og var derfor ikke en terrorist fighter. Det afviste Højesteret imidlertid at lade påvirke afgørelsen om skyld, idet man fandt, at der havde været en rimelig grund for danske myndigheder til at indskrænke den pågældendes ret til at rejse ind i dén del af det nordlige Syrien.
Sagen er imidlertid ikke slut. Den er indbragt for Den europæiske Menneskerettighedsdomstol, som her i skrivende stund netop har indledt realitetsprøvelse af spørgsmålet om eventuel krænkelse af den yngre mands rettigheder efter Den europæiske Menneskerettighedskonvention og dens tillægsprotokol 4 art. 2 om retten til frit at bevæge sig.
Administrativ fratagelse af statsborgerskab
Også i andre love end straffeloven er der sket ændringer som følge af skiftende regeringers og Folketingets indsats mod terror. For nu at starte ét sted er der i indfødsretslovens § 8 B, stk. 3 indført en ny regel, der bemyndiger Udlændinge- og Integrationsministeriet (UIM) til at beslutte administrativ fratagelse af dansk statsborgerskab for personer, der efter myndighedernes egen opfattelse har udvist landsskadelig adfærd, men typisk helt uden sigtelse, tiltale eller dom, dog forudsat den pågældende også har statsborgerskab i et andet land. Den ramte person kan inden 4 uger indbringe sagen for domstolene og søge frakendelsen omstødt.
Ordningen er så ny, at de to allerførste sager stadig er i fuld gang ved Østre Landsret (som 1. instans), og en række helt centrale spørgsmål er derfor endnu ikke afklaret.
Det gælder for eksempel, om personen har krav på selv at være tilstede under hovedforhandlingen i retssalen. Dét er jo ellers et helt grundlæggende element i princippet om retfærdig rettergang, men da hovedpersonerne i disse to sager begge er nogle af de kvinder, som efterhånden i flere år sammen med deres ganske små børn har været tilbageholdt af det kurdisk dominerede Lokalråd i Nordsyrien i de berygtede fangelejre Al-Hol og Roj, og som danske myndigheder under ingen omstændigheder vil hjemtage, mener UIM, at kvindernes respektive advokater simpelthen bare må klare sagen helt uden deres klienters tilstedeværelse. At det sandsynligvis indebærer, at landsretten ikke får kvindernes forklaring om det i Syrien passerede og dermed alene har UIM’s udokumenterede og uprøvede påstand om kvindernes landsskadelige adfærd at henholde sig til, finder UIM i fuld overensstemmelse med hele den pågældende lovbestemmelse og dens ånd.
Landsretten har endnu ikke forholdt sig til det stridsspørgsmål mellem parterne, som er så principielt og afgørende for sagens udfald samt nyt, at det, uanset hvem der får medhold, ender i Højesteret.
Hvis UIM’s udlægning bliver godkendt dér, er svækkelsen på det punkt af vores retsstat evident.
Andre stramninger og tilbageslag
Blandt mange andre nyskabelser kan nævnes forbuddet mod maskering på offentligt sted, der jo skulle ramme muslimers brug af burkaer og niqab (som imidlertid fik en helt uventet skæbne, da påbuddet om mundbind pludseligt trumfede alt og alle), forbud mod utryghedsskabende tiggeri og slåen sig ned på gader og stræder, sindelagskontrol til bremsning af radikalisering af typisk muslimer, ghettoloven og stramning af reglerne for at opnå dansk statsborgerskab ved bevilling. Og naturligvis er udlændingeloven løbende blevet udsat for nye stramninger.
Åbenhed og almen tolerance er blev trængt af en efterhånden ganske generel tendens til stedse at omtale og tiltale befolkningen eller folk i almindelig ubestemthed som ”danskere”, samtidig med at strammere lovregler på hele det retspolitiske område nu generelt begrundes med ”nødvendig hensyntagen til retsfølelsen”. Det betyder jo i klartekst, at lovgivere og alle andre skal skubbe det rationelle og fornuftsbetonede i baggrunden og ”lade hjertet” bestemme.
Pressen
På selve 20-årsdagen for ”nine-eleven” var der mange pressefolk, som gjorde status over forløbet og resultatet. I Washington Post tegnede der sig en ganske enig selvransagelse. Man mindede om, hvor mange medier og journalister der i pressedækningen ukritisk støttede felttoget i Irak og dets falske præmisser. Dermed blev allerede da også mediernes troværdighed et af terrorkrigens ofre.
Dén sørgelige vurdering forekommer dækkende også for vore hjemlige forhold – og ikke bare med hensyn til felttoget mod Irak. Men for alle de forløb, jeg har beskrevet i det foregående.
Konklusion
Med de her gennemgåede vedtagelser og udviklinger fremstår vores ellers robuste, demokratiske styreform i dag svækket, sårbart og bragt i fare af vores egne forsøg på at stoppe voldelige angreb på demokratiet fra dybt udemokratiske og formørkede fanatikere. Vi har derved desværre forårsaget større skader på vores eget samfund, end selv den farligste terrorist nogensinde ville kunne forvolde.
Artiklen har været bragt i Magasinet Arbejderen nr. 4, oktober 2021.
Kan du lide, hvad du læser?
Det koster penge at lave progressiv journalistik. Kun med din støtte kan Arbejderen fortsat udgive frit tilgængeligt journalistisk indhold af høj kvalitet.
