Fotoreportage
Arbejderen fulgte en fredsvagt tirsdag den 17. februar 2026, da Fredsvagten ved Christiansborg fejrede 8888-dags jubilæum.
Aktivister fra Fredsvagten har altså stået vagt på Christiansborg Slotsplads hver dag i 8888 dage. Her har de, siden Danmark gik i krig i Afghanistan i 2001, modsat sig “krigsherrernes hæslige rumlen” og kastet “grus i krigsmaskineriet”, skriver Fredsvagten selv.
Jeg talte i telefon med fredsvagt Kristian Svendsen et par dage inden Fredsvagtens jubilæum, så vi kunne aftale, hvornår jeg skulle dukke op hjemme hos ham i Farum. Han skulle passe vagten på jubilæumsdagen og havde sagt ja til at have mig med på slæb.
Lysmaster og fredsflag
Allerede i telefonen fortalte Kristian, at han havde været politisk aktiv i mange år, og han på et tidspunkt havde fået tilnavnet Farums Pol Pot af borgmester Peter Brixtofte, fordi han havde kæmpet mod Brixtoftes planer om et superligastadion til fodbold og koncerter med tilhørende høje lysmaster tæt på det rækkehuskvarter, hvor Kristian nu har boet i 45 år.
Foto: Henning Husum
Foto: Henning Husum
Kristian tog imod i døren, da jeg nåede frem til ham. Jeg var spændt på at se lysmasterne ved stadion, og snakken faldt på dem, allerede mens Kristian skænkede kaffen op. De var ganske tydelige, og det var også tydeligt, at Kristian stadig ikke brød sig om masterne.
Men der er også noget andet at se ud ad stuevinduet. I en have lidt væk kan jeg se, hvad jeg tror er et fredsflag. Kristian er mere begejstret for flaget end for lysmasterne, men han forklarer mig, at det ikke er et fredsflag. Det flag, jeg kan se, har en rød stribe i toppen, og han fortsætter: Vores fredsflag har flere striber, og dér er den røde farve i flagets nederste stribe.
Ligheden mellem det LBGTQ-flag, som jeg havde fået øje på, og fredsflaget, giver også nogle gange anledning til forvirring på Fredsvagten, hvor forbipasserende forveksler de to flag. Men det har blot været en anledning til at få en snak om, hvad Fredsvagten er, forklarer Kristian.
Freden på museum
Hvad er Fredsvagten ved Christiansborg, og hvordan blev du fredsvagt?
Kristian skruer tiden tilbage til 2011. På det tidspunkt er han lige gået på efterløn efter 36 år som lærer. Han kendte godt Fredsvagten, og det var i forbindelse med deres 10-årsjubilæum i 2011, at han begyndte som fredsvagt.
Lige siden har han været med. Ikke lige meget hele tiden. På et tidspunkt måtte han skrue ned for sin deltagelse. Han havde ansvaret for kontakt til politi og kommune for at sørge for tilladelser. Samtidig havde han også en ide om, at man skulle være perfekt som aktivist. Det blev for meget. Nu har han forligt sig med, at man godt kan være aktivist og fredsvagt, uden man behøver at være perfekt. Men der skal selvfølgelig være nogen, der tager vagten hver dag. Ellers er der ikke længere nogen Fredsvagt ved Christiansborg, slår han fast.
Det er en fem-seks kvinder, der løfter en meget stor del af opgaven og tager mange vagter, fortæller Kristian. Det var heller ikke til at forudse tilbage i 2001, at der ville være brug for fredsvagten i nu næsten 25 år.
– Ja, i dag er der endda mere brug for fredsvagten end tidligere, mener han.
Han forklarer Arbejderen, at fredsvagterne er blevet kustoder for freden. Fred bliver nemlig anset for gammeldags af vores regering og EU. Det er som om, at freden er kommet på museum. Som et eksempel refererer han det, statsminister Mette Frederiksen for nylig sagde på Sikkerhedskonferencen i München, da hun omtalte russiske angreb på Ukraines energisektor:
– Det er så vanvittigt, at kun russere ville gøre sådan noget. Men det er sådan, Rusland er, og det kommer ikke til at ændre sig, sagde hun.
Det er “helt vildt”, lyder det fra Kristian Svendsen, der mener, at statsministeren nærmest giver udtryk for, at man ikke kan stole på hele den russiske befolkning.
Men Kristian holder fast i, at man skal kunne tale sammen. Familie, venner og andre mennesker, han møder, synes egentlig, at man er mærkelig, når man holder på, at man er nødt til at tale med verdens ledere – også ham, der leder Rusland. Kristian oplever, at folk svarer, at man ikke kan tale med Putin. Men den holdning kan Kristian ikke forlige sig med.
Vi bliver nødt til at tage dialogen, siger Kristian og tænker tilbage på sin lange erfaring som lærer. Her kunne han opleve elever sige, at de ikke gad tale med en, som de kunne betegne som “et dumt svin”. Så var det lærernes opgave at sige, at nu må vi have lidt ro på og sætte os sammen og tage dialogen. Tænk, hvis man havde gjort det i forhold til Putin, siger Kristian.
Familien og freden
Selv om Kristian Svendsen mener, at freden er blevet sendt på museum, så oplever han stadig, at hans familie respekterer ham for hans arbejde som fredsvagt.
Jeg kan høre, at familien spiller en central rolle for Kristian, og spørger ham, om man kan sige, at han er fredsvagt og bedstefar?
Kristian tænker lidt over det og svarer så, at det kan man sådan set godt sige. Det er vigtigt, at man husker at bruge tid sammen med sin familie, siger han. Han er først og fremmest bedstefar eller “alenebedstefar”, som han kalder sig, efter hans kone pludseligt døde for otte år siden.
Børnebørnene sætter også deres præg på Kristians guitar, som han nu finder frem og viser, hvordan den bliver udsmykket efter den situation, den skal bruges i. Når der er fødselsdag for et af børnebørnene, kommer der et foto af dem på guitaren. Det er en “brugsguitar”, der skifter udtryk efter den situation, den skal bruges i, forklarer han.
Derfor rummer guitaren også mere dystre budskaber. Kristian peger på et. Det er et klistermærke med en tegning af Døden, hvor der står: “Jeg støtter alle landes soldater”. Guitaren har også et “Free Palestine”-klistermærke, der leder tankerne hen på folkemordet på palæstinenserne.
Foto: Henning Husum
Kristians livsgrundlag
Selv om der er dystre budskaber på guitaren, så er det også fra den, at Kristian Svendsen henter tonerne frem til at akkompagnere det, han kalder sit “livsgrundlag”. Kristian spiller på guitaren og synger til, og jeg er ikke i tvivl om, at han har sunget sangen mange gange før, eller om den betydning, den har for ham. Det er John Lennons “Imagine“: Tanken om en verden, hvor der ikke er noget at slå ihjel eller dø for.
Det bliver ikke sidste gang på jubilæumsdagen, hvor jeg kan nyde Kristians udgave af Imagine. Imagine og Beatles dukker op flere gange, og han fortæller, hvordan Beatles var med til at præge hans ungdom. Ud over det han kalder sit livsgrundlag, bruger han det også, når han taler om, at freden har trange kår, og når man kan være i tvivl, om Fredsvagten nytter noget. Her peger han på John Lennons kommentar fra filmen “Bed Peace“:
– Hold op med at spørge os, om det nytter! Gør selv noget!
Mod København
Kristian Svendsen har sunget Imagine, kaffen er drukket, og det er blevet tid til at tage mod København for at passe Fredsvagten. Ofte tager Kristian guitaren på ryggen og cykler de 25 kilometer ind til Christiansborg. I dag ligger der stadig en del sne på vejene. Derfor tager vi cyklerne med S-toget ind mod København.
Foto: Henning Husum
Foto: Henning Husum
Solen skinner, det fryser et par grader, og det er en flot tur gennem det sneklædte landskab med udsigt over den tilisede Farum Sø og skovene ind mod København.
Foto: Henning Husum
Dag 8888 på Fredsvagten
Snart er vi fremme på Christiansborg Slotsplads. Det meste af den er dækket af sammentrampet sne, så det er ikke helt let at stå fast, da Kristian skal skubbe Fredsvagtens bænk ud på slotspladsen.
Foto: Henning Husum
Et par politibetjente kikker forbi.
– Fred i verden, siger den ene betjent, der læser budskabet på et af de skilte, der står ved bænken.
– Fred i verden. Det gjorde ikke noget. Og der må også godt komme lidt fred i Gaza, hvis der er flere mennesker tilbage, svarer Kristian, mens betjentene trasker videre.
Der er mange rekvisitter, der hører til Fredsvagtens bænk. Dem har Kristian lovet at fortælle om. En af de centrale er tavlen med tallet for, hvor mange dage Fredsvagten har været på pladsen. I dag skal der være fire otte-taller på tavlen.
Foto: Henning Husum
Kristian pakker sin guitar ud. Den er gået helt amok i kulden, så han må arbejde lidt ekstra for at få den stemt. Men nu stemmer den, og Kristian kan spille sit livsgrundlag, Imagine, igen.
Foto: Henning Husum
Foto: Henning Husum
Vi vender tilbage til rekvisitterne. Et skilt, der sammenfatter Fredsvagtens centrale budskaber, betyder meget for Kristian.
– Det her skilt har alle de gode ting, som ethvert menneske burde leve efter. Også magthaverne, siger han og læser fra skiltet:
– Global retfærdighed. Udryd fattigdom – ikke de fattige. Oplysning, respekt, dialog. Skoler i stedet for bomber. Etnisk og kulturel mangfoldighed. Mød verden med åbent sind. Enkel og bæredygtig livsglæde. Global solidaritet.
Til sidst råber han ud over slotspladsen:
– Krig er terror, fred er mulig!
– Det er vores grundlag, og det har det været hver dag siden den 19. oktober 2001, tilføjer han.
Bagsiden af bænken er en opslagstavle. Kristian har spillet en central rolle i at holde den vedlige med opslag. Blandt andet er her opslag om to danske soldater, der var udsendt til Afghanistan. De var også fredsvagter i en periode, siger han. En af soldaterne optræder på opslagstavlen med et foto, hvor han står med et skilt med teksten:
“Vi fik at vide, at vi skulle ned og kæmpe mod terrorisme. Vi blev bedraget. Krig handler om profit. NATO er terrorisme!”
Ved siden af opslaget er der en henvisning til en video med de to soldater. Kristian fortæller, at en af soldaterne var mærket af sine oplevelser i Afghanistan. Derfor var han glad for, at Kristian advarede ham om smældene fra hæftepistolen, når Kristian satte nye opslag op på bænkens opslagstavle.
Foto: Henning Husum
Det var ikke mange, der henvendte sig til Fredsvagten på denne bidende kolde tirsdag i februar. Måske skyldtes det kulden, måske var det, fordi Kristian havde travlt med at tale med mig. Nogle fredsvagter vil helst være alene på deres vagter. De oplever, at det giver flere kontakter til de forbipasserende, end hvis de er på vagt sammen med andre.
Foto: Henning Husum
På et tidspunkt, hvor Kristian var gået væk fra bænken, kom tre store drenge forbi. De var på tur med deres klasse. De ville vide, hvad Fredsvagtens bænke og skilte var for noget. Jeg forsøgte at forklare dem, at Fredsvagten i dag havde stået på Christiansborg Slotsplads i 8888 dage. Jeg kunne høre, hvor umuligt det måtte være for drengene at forholde sig til tallet, og skyndte mig at forklare, at det var mere end 20 år. Sikkert et tal, det også er umuligt at forholde sig til, når man er på vej ind i sine teenageår.
Da Kristian nåede tilbage til bænken, var drengene videre i deres liv og hoppede rundt på granitkuglerne, der står rundt om slotspladsen. Kristian mente også, at vi skulle videre. Det var tid at pakke bænken sammen.
Kristian skubber med besvær bænken hen over sneen tilbage til dens plads. Der skulle have været meder (skinner som sidder under en kælk eller lignende, red.) under bænken, siger han og tilføjer, at han med sine 76 år er en af de yngste af fredsvagterne. Men det nytter ikke at pive til de andre fredsvagter, siger han. Hvis jeg prøver, får jeg blot at vide, at jeg ikke skal klage: Du er jo en ung mand, siger de.
Bænken kommer på plads og bliver låst med flere hængelåse, men skiltet, hvor der står 8888, skal med videre og bliver surret fast på Kristians cykel, inden vi kan køre mod Brorsons Kirke for at fejre dagen sammen med de øvrige fredsvagter og Fredsvagtens venner.
Foto: Henning Husum
Fejring
Det første, Kristian tager sig til, da vi er kommet frem til Brorsons Kirke, er at få skiltet hængt op på væggen i kirkens krypt. 8888 står der nu.
Vi er klar til at “fejre” dagen, selv om Kristian har fortalt mig, at vi ikke bør kalde det en fejring, nu når freden har så trange kår, at der stadig er brug for Fredsvagten.
Der er dækket op, og man kan begynde at mærke den dejlige lugt af varm suppe, som to fredsvagter har brugt formiddagen på at tilberede.
Så bliver der serveret suppe, holdt taler, sunget sange – der er skrevet af en af fredsvagterne – og hyggesnakket ved bordene. Indimellem er der er flere musikgrupper, der spiller. Kristian akkompagnerer på sin guitar til flere af fællessangene og får også lejlighed til at spille Imagine igen.
Snart er dagen gået, det sidste stykke kage er spist i Brorsons Kirkes krypt. Det er tid til at sige farvel til Kristian. Har man oplevet Kristians energi, kan man godt forstå, at de andre fredsvagter kalder ham en ung mand, selv om han er 76.
På den anden side er noget af forklaringen på Kristians ungdom også, at fredsvagterne – eller fredens kustoder, som Kristian kalder dem – er blevet gamle. Det er let at tænke: Mon de holder ud, til freden kommer? Eller: Hvad nytter Fredsvagten? Men jeg ved, at Kristian vil svare med John Lennon:
– Hold op med at spørge os, om det nytter! Gør selv noget!
Kan du lide, hvad du læser?
Det koster penge at lave progressiv journalistik. Kun med din støtte kan Arbejderen fortsat udgive frit tilgængeligt journalistisk indhold af høj kvalitet.
