Isam B, der er et kendt ansigt fra den danske musikscene, er med til at sætte gang i festen på Rød 1. Maj i Fælledparken i København.
Isam B var medlem af bandet Outlandish i 20 år, indtil gruppen opløste sig selv i 2017. Siden har han selv udgivet sange og optrådt ved koncerter. I sin solokarriere har han blandt andet udfordret den danske nationalforståelse med sin ørehængende og populære version af “I Danmark er jeg født”.
– Vi er meget glade for at kunne byde Isam B velkommen på scenen på Rød 1. Maj. Ud over at være en fantastisk dygtig sanger, har Isam B markeret sig som en konsekvent modstander af Israels folkedrab på befolkningen i Gaza og en klar støtte til palæstinensernes frihedskamp. Det er en kamp, som Rød 1. Maj har fuld fokus på i år efter drabene på over 34.000 mennesker i Gaza, siger Jos Van Vlerken, der er formand for Kommunistisk Parti København, som arrangerer Rød 1. Maj.
Talerstol til kæmpende bevægelser
Rød 1. Maj er en årtier lang tradition i Fælledparken som et revolutionært alternativt til fagbevægelsens mere socialdemokratiske arrangement. De to 1. maj-arrangementer ligger side om side i Fælledparken.
– På Rød 1. Maj giver vi en talerstol til kæmpende arbejdere, fredsaktivister, aktive i klimakampen og i solidariteten med Palæstina, kommunister og andre, som ønsker en anden og mere retfærdig verden, siger Jos Van Vlerken.
– I år har arrangementet særlig fokus på kampen for et frit Palæstina. Vi ser den kamp som en del af kampen for fred og mod oprustning. Vi har også fokus på klimakampen, som igen er tæt knyttet til fredskampen. Klimaforandringerne skaber nye konflikter og krige, så en kamp for klimaet er også en kamp for fred. Det hele hænger sammen og er en del af arbejderklassens kamp for en fremtid, der er værd at leve, tilføjer han.
Det politiske fokus kommer klart til udtryk i rækken af talere.
I år har arrangementet særlig fokus på kampen for et frit Palæstina. Vi ser den kamp som en del af kampen for fred og mod oprustning. Vi har også fokus på klimakampen, som igen er tæt knyttet til fredskampen.
Jos Van Vlerken, formand Kommunistisk Parti København
Maher Khatib, der er formand for det palæstinensiske kulturinstitut og aktiv i den store solidaritetsbevægelse med Palæstina, er en af talerne. Han er født og opvokset i Libanon, men kom til Danmark som flygtning i 1985.
Kirsten Kvarnø, der er aktiv i Global Aktion, vil i sin tale sætte fokus på klimaproblemerne samt danske virksomheders plyndring af det globale syd og deres hykleriske greenwashing af deres forurening.
Kampen for fred og mod oprustning tager Rosa Mørch Jørgensen fra Fredsinitiativet fat på i sin tale. “Kæmper vi ikke for freden, er der til sidst ikke noget at kæmpe for”, konstaterer Rosa.
Den faglige kamp for bedre løn- og arbejdsforhold samt en mere retfærdig verden står naturligvis også helt centralt på Rød 1. Maj. Der er ikke mindre end to fagligt aktive talere.
Johnny Juul Østberg er aktiv i BJMF Ungdom, hvor han arbejder med organisering af lærlinge. Han vil i sin tale sætte fokus på de problemer, som fagligt aktive unge står overfor.
Peter Jensen fra Københavns Lærerforening har været aktiv i nej-bevægelsen ved dette års overenskomstforhandlinger på det offentlige område. Han vil fortælle om forløbet og resultatet af OK24.
Den sidste taler er Lotte Rørtoft-Madsen, formand Kommunistisk Parti, der arrangerer Rød 1. Maj. Hun har været organiseret kommunist siden 1978 og vil sætte fokus på kampen for samfundsforandringer i en meget turbulent tid.
Masser af musik
Ind imellem talerne er der et væld af progressive musiknavne.
Oktoberkoret åbner arrangementet klokken 13 med en række røde kampsange.
Rød 1. Maj byder derudover velkommen til Onz, der i 2022 vandt DM i Junior Beatbox. Han optræder sammen med Mund de Carlo. Sammen er de en garant for fest og tempo.
Den danske rappruppe Revoltage er også en del af programmet. De leverer hiphop og sprøde beats.
De Høje Hæle præsenterer sig selv som “Danmarks bedste punkband”. Bandet har eksisteret siden 2007 og er også med på Rød 1. Maj.
Når Funk the System indtager scenen på Rød 1. Maj, er det en blanding af rock og hiphop, der kommer ud af højtalerne. Bandet har sin oprindelse i den københavnske undergrund og er velkendt i blandt andet Ungdomshuset.
Rød 1. Maj byder altså på masser af mulighed for at danse og få gode musikoplevelser samtidig med en række centrale input omkring klassekampen i ind- og udland.
Få tegnet dit portræt i kunstteltet
Som noget nyt vil der i år være et kunsttelt på Rød 1. Maj. Her vil der være mulighed for at få tegnet et portræt af sig selv, barn eller barnebarn for kun 150 kroner. Det er kunstneren Jeff Ibbo, der sidder klar til at portrættere 1. maj-gæsterne.
I teltet vil der også være kunstlotteri og salg af kunstværker.
Derudover er der mange forskellige boder på pladsen, hvor du kan møde forskellige organisationer som for eksempel Palæstinaorganisationer, Global Aktion, Demos, Internationalt Forum og Kommunistisk Parti.
Rød 1. Maj i Fælledparken onsdag den 1. maj klokken 13-18.
Det koster penge at lave progressiv journalistik. Kun med din støtte kan Arbejderen fortsat udgive frit tilgængeligt journalistisk indhold af høj kvalitet.