Kommentar
Hjemmepasning af børn i Danmark stiger, mens kvaliteten i daginstitutionerne halter.
Flere forældre i Danmark vælger hjemmepasning af børn, fordi tilliden til daginstitutionerne er under pres. Hjemmepasning er ikke kun et spørgsmål om familieliv. Det er en direkte reaktion på dokumenterede problemer med kvalitet, normeringer og pædagogisk indhold i daginstitutionerne.
Problemet er svært at bortforklare. En national undersøgelse omtalt af DR viser, at kun ni procent af de danske børnehaver vurderes som gode. DR har samtidig dokumenteret, at en række kommuner ikke lever op til minimumsnormeringerne, selv om Folketinget vedtog dem i 2020.
Den officielle fortælling er, at området er blevet styrket. Den faktiske udvikling peger i en anden retning.
Fakta: Minimumsnormeringer
Minimumsnormeringer betyder, at der i gennemsnit skal være mindst én voksen til tre børn i vuggestuer og én voksen til seks børn i børnehaver.
Reglerne blev vedtaget af Folketinget i 2020 og indført i 2024, men opgøres som et gennemsnit på institutionsniveau. Dette betyder, at pauser, møder og fravær tæller med, og derfor kan der i praksis være færre voksne til stede på stuen i løbet af dagen.
Drives af lav kvalitet
Når forældre fravælger institutionen, sker det ikke i et tomrum.
En rundspørge foretaget af Voxmeter for Børne- og UngdomsPædagogernes Landsforbund (BUPL) viser, at 20 procent af forældre med børn i alderen 0–6 år har overvejet hjemmepasning, blandt andet som følge af oplevelsen af lav kvalitet i daginstitutioner.
Mange reagerer på konkrete erfaringer med få voksne, høj personaleudskiftning og manglende ro omkring børnene.
Udviklingen ses også ude i kommunerne. Allerede tilbage i 2022 kunne DR dokumentere, at flere forældre dropper jobbet og bliver hjemme for at passe de mindste. I en anden artikel viser DR, at kommuner ikke kan følge med efterspørgslen på hjemmepasning.
Hjemmepasning er ikke bare en forbigående trend, men derimod en stigende reaktion på udfordringerne i den kollektive pasning.
Rammer ligestilling
Hjemmepasning fremstilles ofte som et frit valg, men den økonomiske virkelighed er en anden. Det er typisk kvinder, der går ned i tid eller helt forlader arbejdsmarkedet, når et barn passes hjemme.
Konsekvensen rækker langt ud over småbørnsårene. Pauser fra arbejdsmarkedet betyder lavere pensionsopsparing, svagere tilknytning til arbejdsmarkedet og større økonomisk afhængighed senere i livet.
Hjemmepasning bliver dermed en mekanisme, der forstærker løn- og pensionsforskelle mellem mænd og kvinder.
Fakta: Ulighed i løn og pension
Kvinder tjener i gennemsnit 13 procent mindre i løn end mænd og arbejder oftere deltid, især efter de får børn. Dette betyder, at kvinder indbetaler mindre til pension og ender med op mod 27 procent lavere pensionsformue end mænd. Når kvinder oftere hjemmepasser børn, forstærkers forskellen yderligere.
Kilde: F&P
Risikerer dårligere udvikling
Forsvaret for hjemmepasning bygger ofte på nærhed, tryghed og andre reelle hensyn. Men problemet opstår, når konsekvenserne for børns udvikling overses.
Fagforeningen BUPL henviser til forskning, der peger på negative konsekvenser ved hjemmepasning, blandt andet i forhold til sproglig og social udvikling.
Børn i velfungerende dagtilbud får adgang til pædagogiske læringsmiljøer og fællesskaber. Når børn ikke deltager i disse fællesskaber, øges risikoen for et svagere udgangspunkt ved skolestart. Dette rammer særligt børn fra familier med færre ressourcer.
Tilsyn markant svagere
Daginstitutioner er desuden underlagt regler, tilsyn og kommunal opfølgning. Denne sikkerhed findes ikke i samme grad ved hjemmepasning. Fagforbundet FOA argumenterer for, at tilsyn med hjemmepassere bør være obligatorisk.
Når tilsynet varierer fra kommune til kommune, får myndighederne mindre indblik i barnets trivsel. Dette skaber en blind vinkel, hvor problemer kan blive opdaget for sent.
Privat valg, kollektive konsekvenser
Hjemmepasning fremstår som et individuelt valg, men i praksis er det en reaktion på et system under pres.
Når kun ni procent af de danske børnehaver vurderes som gode, når kommuner ikke lever op til minimumsnormeringerne, og når forældre overvejer hjemmepasning på grund af kvaliteten, bliver udviklingen svær at bortforklare.
Konsekvensen er en gradvis privatisering af småbørnsområdet. Ressourcestærke familier kan trække sig ud. Andre er henvist til et presset system. Resultatet er større ulighed, svagere ligestilling og et mere opdelt børneliv.
Hjemmepasning af børn i Danmark vokser ikke, fordi systemet fungerer. Den vokser, fordi det ikke gør.
Læs også
Kan du lide, hvad du læser?
Det koster penge at lave progressiv journalistik. Kun med din støtte kan Arbejderen fortsat udgive frit tilgængeligt journalistisk indhold af høj kvalitet.
