Arbejderen på Folkemøde 2024
Vi er nået til dagen, der længe har været opreklameret blandt handicaporganisationer.
Det er onsdag den 22. maj, klokken er 16.30, og mange mennesker er allerede mødt frem på Christiansborg Slotsplads. En stor del af dem er ankommet i kørestol.
Det er dagen for den store demonstration mod regeringens tiltag på handicapområdet.
Bag initiativet står Monica Lylloff, talsperson og medstifter af bevægelsen #enmillionstemmer, sammen med den prisvindende digter Caspar Eric. Dagens protest er støttet af over 50 organisationer på handicapområdet. Arbejderen har inden demonstrationen fanget en af de travle arrangører.
– Ideen til demonstrationen udsprang af Tranæs-udvalgets rapport, der har mere fokus på at sikre besparelser end at sikre den hjælp, som mennesker med handicap har behov for, siger Monica Lylloff, talsperson for bevægelsen #enmillionstemmer.
Tranæs-udvalgets endelige rapport kom i starten af april 2024. En måned efter blev den fulgt op af en politisk rammeaftale for handicapområdet, som regeringen har indgået med Radikale, Konservative og Liberal Alliance. Aftalen indeholder 25 forslag til konkrete initiativer på handicapområdet.
– Jeg er dybt, dybt skuffet over aftalen. Hele præmissen er, at uanset hvor gode hensigter der er i forhold til de enkelte initiativer, kan de kun føres ud i livet, hvis det fører til en besparelse på handicapområdet. Regeringen snakker om, at vi nu skal sikre den rigtige hjælp til mennesker med handicap. Men der er intet i aftalen, som sikrer det. Det kommer vi til at huske de her partier for, fastslår Monica Lylloff.
Integrationen halter
Blandt dem, der er mødt frem i god tid på Slotspladsen, er Doan Fischer-Larsen, der bor i Egedal Kommune. Som mange andre er han bekymret over de konstante nedskæringer og forringelser på handicapområdet.
– Jeg er født med et fysisk handicap og frygter i stigende grad for at få fjernet noget af min støtte, fortæller Doan Fischer-Larsen, der de sidste 27 år har passet et ordinært arbejde og er afhængig af sine handicaphjælpere for at kunne klare et udadvendt liv.
Han arbejder for et vikarbureau, hvor jobbet består i at booke vikarer på vagter i ældreplejen samt arbejde med hjemmeside og sociale medier.
– Jeg oplever et stigende pres, hvor jeg hele tiden skal gøre rede for mine behov. Jeg skal bevise, at jeg har behov for hjælp, selv om mit handicap er uændret.
I stedet for at sikre tilstrækkeligt med personale med den rette pædagogiske tilgang vil politikerne nu sikre yderligere beføjelser til at anvende magt i botilbud og på plejehjem.
Monica Lylloff, talsperson #enmillionstemmer
Doan Fischer-Larsen konstaterer, at integrationen af mennesker med handicap i det danske samfund halter meget bagefter.
– Jeg hører, at nogle undrer sig over, at en som mig ikke er på institution. Når jeg går i byen med mine venner uden handicap, har jeg oplevet folk komme hen og sige, “at det er godt, jeg kommer ud”. Jeg krummer tæer over det. Hvis mennesker med handicap kommer i tv, er det også typisk i kraft af deres handicap. Det er ikke dem, der er værter, konstaterer han med beklagelse.
Mens vi har talt sammen, er pladsen blevet fyldt godt op. Flere tusinder er mødt frem. Mange har handicap, andre er pårørende, ansatte på handicapområdet eller andre støtter. Her er et væld af bannere, skilte og flag. Mange handicaporganisationer og enkelte politiske partier er tydeligt til stede. Ved siden af scenen viser fagforeningen FOA LFS sin støtte til arrangementet ved at have taget opstilling med tre af sine faner.
Et paradigmeskifte
På scenevognen tager konferencier Moussa Mchangama ordet, mens en tegnsprogstolk oversætter.
– Det er historisk, at vi er så mange mennesker til en handicapdemonstration, konstaterer han og opfordrer deltagerne til at oversvømme de sociale medier med billeder fra demonstrationen.
Første taler er Anni Sørensen, formand for foreningen LEV, der organiserer mennesker med udviklingshandicap og deres pårørende.
– Vi hører ministre og andre sige, at netop handicapområdet må tåle besparelser og vanskelige prioriteringer. De kalder det afbureaukratisering og en styrkelse af området, men det er tilbageskridt med politiske rammeaftaler, økonomiaftaler, anbefalinger fra “ekspertudvalg” og lovgivning om mere magt og tvang, som vil medføre forringelser og besparelser, endnu dårligere liv og livskvalitet, siger Anni Sørensen.
– Mange danskere kender ikke til de urimelige forhold for børn og voksne med handicap og vi pårørende. Men alligevel ønsker 70 procent af danskerne mere hjælp til mennesker med handicap. Ønsker at økonomi ikke trumfer faglighed og rettigheder. Danskernes social- og handicappolitiske kompas er intakt. Men regeringens kompas er ude af kurs, tilføjer hun.
Oplysningen om danskernes støtte kommer fra en ny måling, som Epinion har lavet for DR og Altinget.
Anni Sørensen betegner regeringens seneste tiltag på handicapområdet som historiske tilbageskridt.
Det samme mener en af demonstranterne på pladsen, Hanne Dahl, der er mor til to med autisme og har arbejdet på handicapområdet i mange år. Hun mener, at den nye rammeaftale på handicapområdet er udtryk for et brud med det helt centrale kompensationsprincip, der har være gældende for handicapområdet i mange år.
– Hidtil har samfundet været forpligtiget til at kompensere mennesker med handicap og give den støtte, der er nødvendig, for at de er ligestillet med andre i samfundet. Ideen om det princip stammer helt tilbage fra 30’erne og blev fortsat i velfærdssamfundet. Men det går vi væk fra nu, hvor det bliver sagt helt åbent, at økonomien kan bestemme, siger Hanne Dahl.
– Det er sket længe i kommunerne, men nu bliver det lovligt. Det er et kæmpe paradigmeskifte, som kommer til at ramme mange. Kommunerne kan nu sige helt åbent, at der ikke er råd til, at mennesker med handicap får hjælp til at komme i for eksempel biografen eller svømmehallen. Det hænger ikke sammen med, at Danmark har ratificeret FN’s Handicapkonvention, hvor kompensationsprincippet er gældende, tilføjer hun.
Frygt for øget brug af magt og tvang
Lige ved siden af står Mathilde Faber Bendtsen sammen med nogle venner. Hun har autisme samt et udviklingshandicap og har i årevis været aktiv i kampen for mennesker med handicaps rettigheder.
– Jeg er rørt over, at der er kommet så mange her i dag. Mange er kommet hele vejen fra Jylland. Tidligere har vi ikke kunnet samle nær så mange. Det er en vigtig demonstration. Det er vores liv og vores rettigheder, der er på spil, siger Mathilde Faber Bendtsen.
Hun har selv oplevet nedskæringer og forringelser de senere år på både sit bosted og på Medieskolen Juno, hvor hun er elev.
Mathilde Faber Bendtsen har intet til overs for regeringens nye rammeaftale på handicapområdet.
– Jeg har ikke ord for, hvor forkert jeg synes, den er. Socialminister Pernille Rosenkrantz-Theil er der ikke for os. Som borger med handicap har man ikke ret til at sige sin mening. Ministeren har blokeret mig på Facebook. Det samme har hun gjort med andre, fortæller hun.
Mange skilte på pladsen vender sig imod brugen af magt og tvang over for mennesker med handicap.
Den bekymring bunder i regeringens lovforslag til en ændring i reglerne for magtanvendelse. Blandt andet skal der være mindre registrering af magtanvendelse i botilbud.
Partierne bag rammeaftalen fremhæver, at en meget kritiseret mulighed for at låse udadreagerende beboere i botilbud eller på plejehjem inde i deres bolig i op til ti timer nu er droppet. Men lovændringen er stadig dybt problematisk, mener Monica Lylloff.
– I stedet for at sikre tilstrækkeligt med personale med den rette pædagogiske tilgang vil politikerne nu sikre yderligere beføjelser til at anvende magt i botilbud og på plejehjem. Der skal ikke længere registreres så meget, når personalet anvender magt, og samtidig vil man neddrosle Socialtilsynet. Jeg er bekymret for, at det her betyder, at grænserne for, hvornår man opfatter noget som et overgreb, vil flytte sig, siger hun og tilføjer:
– Lovforslaget betyder, at det fremover bliver muligt at godkende en magtanvendelse over for en person i halvandet år frem, uden at det bliver noteret nogen steder. Regeringen vil lette administrationsbyrden for de ansatte. Den tilgang er skudt helt forbi. Det er hele det menneskesyn, der ligger nedenunder, som jeg reagerer imod.
Monica Lylloff er mor til 16-årige Emma, der har en omfattende hjerneskade. Mentalt er Emma som en tre- til fireårig, hun sidder i kørestol, bruger ble og skal have hjælp til alt. Emma bor hjemme og går i specialskole. Familien ser ind i, at hun om ikke så længe skal ud i et botilbud.
– Emma er normalt en meget glad pige, men hvis hun ikke bliver mødt på den rigtige måde, bliver hun udadreagerende. Det er den eneste måde, hun kan reagere på og sige fra, når hun er ked af det. Fremover vil hun kunne blive holdt fast, hver gang hun skal have skiftet ble, uden at det bliver noteret nogen steder. Det er ikke til at holde ud, forklarer Monica Lylloff til Arbejderen.
Vrede, men også glæde og kampgejst
Forkvinden for Dansk Socialrådgiverforbund Signe Færch understreger i sin tale på demonstrationen, at der ikke er nogen modsætning mellem de borgere, der har brug for hjælp, og socialrådgiverne.
– Vi socialrådgivere får ikke lov til at bruge vores faglighed på at give den bedst mulige hjælp. I en undersøgelse siger syv ud af ti socialrådgivere, at økonomiske hensyn står i vejen for at give den hjælp, der er nødvendig. Socialrådgiverne er trætte af at skulle stå på mål for beslutninger, de ikke selv har tager, siger hun.
Imellem talerne fra scenen er der også musikalske indslag af både Katinka og Peter Sommer, som begge får pladsen til at svinge og synge med.
Samtidig med at vreden og frustrationerne er tydelig blandt demonstranterne, er der også en masse energi, glæde, varme og kampgejst. Helt fortættet bliver stemningen hen mod slutningen af demonstrationen.
Silke Ena Svare Arbo, der er autisk med ADHD, holder en skarp tale, hvor hun slår fast, at regeringen nu vil lovliggøre den ulovlige behandling af mennesker med handicap, som længe har fundet sted i kommunerne.
Hun slutter med at røre alle på pladsen ved at læse digtet “Vi synker”, som hun skrev i 2021. Det beskriver et skib, der synker, uden at kaptajnerne gør noget, selv om de er advaret om, hvad der er ved at ske.
Fortællinger fra virkeligheden
Caspar Eric, medarrangør og digter, får mange tårer til at trille, da han læser udpluk fra bogen “Undskyld vi er her” om en række skæbner blandt mennesker med handicap.
– Det er første gang, vi har en så stor handicapdemonstration i Danmark. Det giver masser af håb, selv om det også ser sort ud. Vi kan så meget, selv om det er besværligt, især når vi er mange, siger Caspar Eric, der selv har et handicap.
Også andre talere og mange deltagere giver udtryk for, at den markante protest har tændt håbet i en svær tid.
Arrangørerne vurderer, at der er mødt omkring 5000 frem på Slotspladsen.
Talerrækken slutter med Monica Lylloff. Også hun bevæger alle på pladsen, da hun læser en række vidnesbyrd op om behandlingen af mennesker med handicap.
Blandt dem er beretningen fra moren til en ung kvinde på 22 år, der har et udviklingshandicap og lider af epilepsi. I tre år har moren forgæves kæmpet for at finde et egnet hjem til datteren, så hun kan starte sit voksenliv.
“De tre år har hun brugt hjemme hos mig på fuld tid uden nogen former for aktiviteter eller samvær med andre unge. Desværre har den stilstand bremset hendes gode udvikling og hendes tro på sig selv i verden. Og det begræder jeg – for hun har så meget at give til andre og så mange oplevelser tilgode.
Jeg kan ikke længere – selvom det er det, jeg burde gøre og ønsker at gøre. Råbe ud over hustagene, rase mod uretfærdigheden og banke i borde og stole. Men 23 års kampe sætter sine spor, og jeg ved, at vi aldrig vinder krigen. Dertil er vi for få, der blandt andet ved, hvad kompensationsprincippet handler om”, skriver moren.
– Sådan må det ikke være. Håbet må ikke brænde ud. Tusind tak til alle jer, der er kommet i dag. I har været med til at sende et vigtigt signal til dem derinde på Christiansborg, om at nu er det nok, siger Monica Lylloff og bliver mødt af voldsomme klapsalver.
Demonstrationen er slut. Deltagerne spredes igen, og kørestolene ruller ud fra pladsen. Lidt væk bliver de busser, der nu skal retur mod Jylland, langsomt fyldt op.
Et stærkt fællesskab og sammenhold har manifesteret sig.
Læs også
Kan du lide, hvad du læser?
Det koster penge at lave progressiv journalistik. Kun med din støtte kan Arbejderen fortsat udgive frit tilgængeligt journalistisk indhold af høj kvalitet.
