Udtalelse
Danmark gik sammen med USA og en række andre vestlige lande i krig i Afghanistan for at sikre et regimeskifte og fjerne Taleban-bevægelsen.
Men den regering, man bragte til magten i stedet for Taleban, var hverken repræsentativ eller legitim.
Samtidig allierede Danmark og den vestlige alliance sig, ifølge forskerne, med kriminelle militser og private sikkerhedsfirmaer.
Sådan lyder den sønderlemmende kritik fra en række forskere, der i tre år har kulegravet de beslutninger, som flertallet i det danske Folketing – og de øvrige vestlige allierede – traf forud for og under krigen i Afghanistan.
Hvorfor genvandt Taleban magten?
Onsdag formiddag fremlagde forskerne udredningen: “Hvorfor genvandt Taleban magten i Afghanistan?” Det foregik i Folketinget – med politikere fra Udenrigspolitisk Nævn, Forsvarsudvalget og Udenrigsudvalget siddende på forreste række som tilhørere.
– Beslutningen om at gennemføre en regimeskifte-strategi mod Taleban skabte en meget stor, folkeligt forankret oprørsbevægelse i Afghanistan, forklarer seniorforsker hos Dansk Institut for Internationale Studier (DIIS), Lars Erslev Andersen.
Han fortsætter:
– Herudover besluttede man, at samarbejde med den nordlige alliance, der består af krigsherrer, man havde arbejdet sammen med, da man bekæmpede Sovjetunionen. Den nordlige alliance er mafiabosser og banditter med deres egne militser. Det vidste man udmærket godt. Men man valgte alligevel at arbejde sammen med dem, fordi man ikke selv ville indsætte egne store styrker for at fjerne Taleban. Da Taleban rykkede ud af Kabul, rykkede den nordlige alliance ind. Det skabte hverken en repræsentativ eller legitim regering.
Det var med til at gøde jorden for, at Taleban-bevægelsen stod stærkere og stærkere og genvandt flere og flere områder, så den vestlige militære alliance – som Danmark var en del af – måtte indsætte flere og flere soldater.
– På et tidspunkt var der 140.000 udenlandske soldater, der kæmpede i Afghanistan. Det gav indtryk af, at det lignede en besættelse. Sådan så det ud i afghanernes øjne, og det øgede modstanden mod USA og resten af koalitionen, konstaterer Lars Erslev Andersen.
Artiklen fortsætter…
Læs også
Indland
Samråd om militær tilbagetrækning
Holder regeringens forklaringer på dansk Afghanistan-exit?
Den lange krig
Først efter 20 års krig i Afghanistan trak Danmark og resten af de vestlige allierede sig, i august 2021, ud af landet.
– Hensigtserklæringer om demokrati, samtidig med at Vesten bakkede op om udemokratiske og korrupte kræfter, underminerede legitimiteten. Samtidig skabte den langvarige intervention legitimitetsproblemer. Krig går sjældent godt, når den føres mod en modstander, der i dele af befolkningen fremstår som den nationale modvægt mod en fremmed besættelsesmagt, advarer professor i international politik ved Institut for Statskundskab på Københavns Universitet, Ole Wæver.
Samtidig skal politikerne i langt højere grad være villige til at indlede fredsforhandlinger med “fjenden”.
– Realistisk feedback om udviklingen på jorden skal indoptages tilstrækkeligt til, at man kan afgøre, hvornår det er tid at indgå de nødvendige kompromisser, finde en måde at slutte hurtigere end 20 år, og bedre end at magten ender tilbage hos dem, man startede med at gå i krig med, lyder det fra Ole Wæver.
Krig går sjældent godt, når den føres mod en modstander, der i dele af befolkningen fremstår som den nationale modvægt mod en fremmed besættelsesmagt.
Ole Wæver, Københavns Universitet
I perioden 2002 til 2021 sendte skiftende flertal i Folketinget op mod 12.000 danske soldater i krig i Afghanistan. 43 af dem blev dræbt. 212 danske soldater er blevet såret. Et ukendt antal danske soldater er vendt hjem med ar på sjælen i en sådan grad, at de er blevet psykisk syge.
DIIS-rapporten er første del af den “uvildige historiske udredning af Danmarks indsats i Afghanistan“, som et bredt flertal i Folketinget i 2021 besluttede at gennemføre.
I 2015 nedlagde daværende statsminister Lars Løkke Rasmussen ellers den såkaldte Irak-Afghanistan-kommission. Men efter at Danmark, USA og de øvrige vestlige allierede i 2021 måtte forlade Afghanistan – og Taleban kort efter genvandt magten – var alle partier i Folketinget på nær Nye Borgerlige enige om at iværksætte en udredning af, hvad Danmark kan lære af den tabte krig.
Til foråret kommer forskerne med anden – og sidste – del af udredningen, der gennemgår de centrale danske politiske beslutninger forud for og under krigen i Afghanistan.
Civile bistandsprojekter?
Danmark sendte ikke kun soldater til Afghanistan. Man sendte også milliarder af kroner, der skulle gå til at bygge pigeskoler og sikre demokrati Afghanistan.
– Civil-militær samtænkning kan lyde bedre end det virker. Civil-militær samtænkning var nærmest en trylleformular. Læren fra Afghanistan er, at når civile indsatser bliver brugt som et kortsynet militært instrument, så leverer de faktisk ikke reel civil opbygning, lyder det fra Ole Wæver.
Den vurdering er hans forskerkollega fra Forsvarsakademiet enig i.
– Reelt understøttede de civile indsatser den militære sikkerhedsskabelse fremfor det modsatte. Pengene blev ofte koordineret af de enheder, der var til stede i operationsområdet, ikke af civile fagpersoner. Den civile indsats blev frakoblet den afghanske regerings udviklingspolitiske prioriteter. På paradoksal vis arbejdede flere af de intervenerende landes egne beslutninger og prioriteter vedrørerende den civile bistand derfor imod styrkelsen af de afghanske statsinstitutioner og demokratiet, påpeger militæranalytiker på Forsvarsakademiet, Jan Werner Mathiasen.
Selvom den civile indsats skulle skabe opbakning til centralregeringen gennem social og økonomisk udvikling, førte den med tiden til det modsatte
“Frem for at opbygge staten og centralregeringen indefra og nedefra blev udviklingen styret udefra og oppefra af de mange bidragende lande, internationale aktører, private virksomheder og NGO’er”. Udviklingsbistanden blev “generelt anvendt til styrkelse af den private sektor, og ganske få midler blev anvendt på statslig udvikling af
infrastruktur og styrkelse af den samlede afghanske samfundsøkonomi”, konkluderer udredningen blandt andet.
– De civile indsatser i Afghanistan blev ekstremt udbudsstyrede og drevet af de bidragsydende landes nationale prioriteringer, som ikke nødvendigvis var i overensstemmelse med den lokale forståelse af en forbedret hverdag. De civile indsatser igennem 20 år medvirkede til mere korruption, kriminalitet og usikkerhed for civilbefolkningen. Den civile udviklingsindsats blev ofte bygget op om såkaldte “quick impact“-projekter, der primært skulle skabe legitimitet og sikkerhed for de internationale styrker, forklarer Jan Werner Mathiasen.
Danmark hældte i perioden 2001 til 2021 cirka 20 milliarder kroner i Afghanistan – heraf 12,2 milliarder i militære udgifter, 7,3 milliarder i såkaldt ulandshjælp og 267 millioner kroner civil-militære indsatser.
DIIS-forskerne henviser til en opgørelse fra Costs of War-projektet, som har beregnet, at USA Forsvarsministerium betalte private firmaer 108 milliarder dollar for at udføre opgaver i Afghanistan.
Artiklen fortsætter…
Læs også
Hvad kan vi lære?
Forskernes udredning er ikke blot af historisk interesse. Det officielle formål med udredningen er at sætte fingeren på, hvad politikerne skal lære af den fejlslagne krig.
En vigtig læring er at være åben overfor viden, understreger forskerne:
– Det er vigtigt at være åben overfor ubekvem viden. Viden – herunder ubekvem viden, og viden om alternative handlemuligheder skal tilkobles både i beslutningsfasen og undervejs. Det er vigtigt, at en modstander vurderes realistisk, selvom vi har ideologiske, moralske eller kulturel uvilje imod dem, fortæller professoren Ole Wæver.
Der er en række mekanismer, der gør, at dårligt nyt systematisk bliver sorteret fra i krig.
– I krig er det altid fristende at fremstille enhver kritiker som upatriotisk og uden respekt for de udsendte. Ansatte i de forskellige systemer har karrieregrunde til ikke at pippe for meget om upopulære ting. Og når det gælder os eksperter, kan politikere have snævre opfattelser af, hvad det er relevant at have viden om, lyder det fra Ole Wæver.
Derfor foreslår forskerne at oprette “advarselssystemer” – eksempelvis briefinger mellem beslutningstagere, menige udsendte og forskere udenom de formelle kommandoveje.
Herudover er det ikke nok kun at vide noget om det land, som indsatsen er rettet mod. Det er også nødvendigt at analysere den militære koalition, der ønsker at gå i krig.
– Det vil ofte give mening at inddrage en USA-analyse i vores beslutningsgrundlag. Vi modtager mange analyser fra USA. Men vi laver selv færre analyser af USA. En realistisk forståelse af USA er afgørende – men bliver sjældent inddraget i vores udenrigspolitiske beslutninger, påpeger Ole Wæver.
Kan du lide, hvad du læser?
Det koster penge at lave progressiv journalistik. Kun med din støtte kan Arbejderen fortsat udgive frit tilgængeligt journalistisk indhold af høj kvalitet.
