Læserbrev
Ordet bekymret blev nævnt utallige gange, da byrådspolitikere den 14. juni var inviteret til dialog- og bekymringsmøde om nedskæringer i Aalborg Kommune.
Bag invitationen stod 21 lokale fagforeninger og interesseorganisationer, der er gået sammen i et sjældent set samarbejde for at stå stærkere i kampen mod voldsomme nedskæringer. De frygter, at det vil ramme helt centrale velfærdsområder, når kommunen skal spare mindst 250 millioner kroner frem mod 2026.
Vi vil ikke acceptere, at ældre skal have ble på i stedet for at få hjælp til at komme på toilettet.
Pia Grabe, sektionsformand Faglige Seniorer
Børne- og Ungeforvaltningen er udset til at skulle finde 120 millioner kroner, heraf alene 80 millioner på skoleområdet. Forud for mødet havde der været en del omtale i lokale medier om lukning af otte navngivne skoler – Bislev Skole, Ellidshøj Skole, Gudumholm Skole, Hou Skole, Nørholm Skole, Sebber Skole, Tylstrup Skole og Ulsted Skole.
Det var da også en meget bekymret formand for Aalborg Lærerforening, Karsten Simonsen, der tog ordet:
– De foreslåede skolelukninger og beslutningen om at lukke Byplanvejens Skole og Tornhøjskolen for at lægge dem sammen med henholdsvis Seminarieskolen og Herningvej Skole vil betyde, at der skal skæres 90 lærerstillinger. Det hænger rigtig dårligt sammen med de mange sygemeldinger, fagforeningen i dag kender til, og som vidner om, at området er presset.
Sygemeldingerne bunder blandt andet i en hverdag, hvor lærerne siden 2014 har fået flere undervisningstimer og mindre tid til forberedelse. Oveni kommer også arbejde med at inkludere stadig flere børn med udfordringer i undervisningen.
Flere lærere – ikke færre
Karsten Simonsen understregede, at manglen på forebyggende indsatser og tilstrækkelig hjælp og støtte til elever med særlige behov har store konsekvenser – ikke bare for de enkelte børn og familier, men for hele skolen og undervisningen.
– Så vi har brug for flere lærere, ikke færre. Hvis ikke der er ansatte nok, så går det ud over lærernes arbejdsmiljø og ud over de allermest sårbare børn, som ikke får den hjælp og undervisning, de skal have, sagde Karsten Simonsen.
Samme bekymring luftede Claus Nielsen fra foreningen Skole og Forældre – Aalborg, der har fået henvendelser fra mange forældre, siden planerne om budgetterne blev offentlig kendt. Han havde derfor tre ønsker:
– At nedskæringerne ikke resulterer i, at flere børn ender i mistrivsel eller bliver tabt i systemet. Og at det ikke rammer familierne, så de knækker sammen og vælger folkeskolen fra.
Fagforeningerne og interesseorganisationerne fik på skift ordet i cirka tre minutter. De mange indlæg gav et dystert og ikke særligt opmuntrende indblik i, hvordan det ser ud allerede i dag, og af hvilke konsekvenser det vi få, hvis politikerne endnu engang svinger sparekniven over velfærdsområderne.
Skolelukninger smadrer landsbyerne
Leo Helmer, der er formand for Landsbyer i Aalborg Kommune (LAK), var klar i mælet om lukning af landsbyskoler:
– En så voldsom neddrosling vil smadre den lokale udvikling. Det vil gå ud over mange ting. Det vil for eksempel både ramme samværsfølelsen og lysten til at flytte til de mindre byer, og derfor vil det også sætte landdistrikternes udvikling tilbage.
Skolebestyrelsernes Fællesråd i Aalborg Kommune består af forældrevalgte repræsentanter fra skolebestyrelserne. Deres repræsentant tog fat på trivsel og konstaterede, at der heldigvis er mange, der har det godt i folkeskolen.
– Men når det er sagt, så har vi uløste problemer med børn, der ikke trives. Hvordan skal det løses, når der mangler penge, lød spørgsmålet til de fremmødte byrådspolitikere fra Socialdemokratiet, Radikale Venstre, Konservative, SF, Enhedslisten, Venstre og Danmarksdemokraterne.
Skolebestyrelsesrepræsentanten nåede også at spørge:
– Hvordan forestiller I jer, at man kan fastholde det faglige niveau for alle, når der skal spares? Og hvad med de udsatte børn og unge?
Brug for forebyggelse
Apropos udsatte børn og unge eller børn med særlige behov, så råbte foreningen BHOV – Forældre til børn med særlige behov – Aalborg kommune også vagt i gevær.
– I forvejen er det en kæmpe udfordring, at Danmark har 42.000 unge, som står uden for uddannelse og arbejdsmarkedet, og 20 procent, der ikke får taget deres 9. klasses afgangseksamen, sagde formand Marlene Qvist.
Hun tilføjede, at en stor del af dem er unge med særlige behov, som har gået i folkeskolen inden for de sidste 10 år. Havde de fået et andet og mere solidt fundament at stå på i deres tid i folkeskolen, så havde deres virkelighed set anderledes ud.
– Men så længe vi laver den ene besparelse efter den anden på den tidlige indsats, så venter der en kæmpe regning længere fremme, og den bliver ikke mindre de næste 10 år, hvis ikke vi snart ændrer kurs.
– Skal der ske en afgørende forskel, så kræver det investeringer i det forebyggende arbejde, og det hænger logisk nok ikke sammen med besparelser, slog Marlene Qvist fast.
Også de kommunalt ansatte sygeplejersker og sundhedsplejersker fik tre minutter til at få luft for deres bekymringer, der blev fremlagt af Bodil Laustsen, næstforkvinde i Dansk Sygeplejeråds Kreds Nordjylland:
– Børns mistrivsel og uligheden i sundhed er stærkt stigende. Hvis der sker nedskæringer, vil det ramme den forebyggende indsats, og så vil regningen i sidste ende blive endnu dyrere.
Hun mindede om, at flere specialiserede sygeplejersker giver færre indlæggelser, som dermed sparer kommunen for udgifter.
Spark bolden tilbage til Christiansborg
Fra de kommunalt ansatte sygeplejersker til Faglige Seniorer, der har medlemmer, som er afhængige af hjælpen fra det offentlige:
– Vi vil ikke acceptere, at ældre skal have ble på i stedet for at få hjælp til at komme på toilettet. Og vi vil ikke acceptere, at de skal tage mere medicin, tages senere op om morgenen eller lægges tidligere i seng om aftenen, fordi der skal spares på personalet, sagde sektionsformand Pia Grabe og kom med følgende opfordring til de lokale politikere:
– Hvis kommunen ikke kan få pengene til at slå til, så må i sparke bolden tilbage på Christiansborg og fortælle dem, at vi har brug for flere penge.
Også Anne Grethe Sveistrup fra FOA Nordjylland advarede om konsekvenserne ved at skære på velfærdsområdet, og hun gentog som flere andre, at det var politikernes ansvar at finde pengene.
– I skal ikke tørre det af på vores medlemmer, lød hendes besked.
Panik i børnehaven
Initiativet til at samle de mange forskellige fagforeninger og organisationer kommer fra Skole & forældre og forældrebevægelsen HvorErDerEnVoksen.
Sidstnævnte repræsenterer 1.400 forældre i kommunen, og det var Mette Overgaard Holm fra den lokale styregruppe, der leverede deres tre minutters indspark på dialogmødet:
– Vi er virkelig bekymrede for normeringen i kommunens institutioner. Vi blev stillet minimumsnormeringer i udsigt. Det vil sige en uddannet voksen til maks. tre børn i vuggestuer og seks børn i børnehaver. Det mål er vi langt fra. I har aftalt at kigge ind i normeringerne på institutionsniveau i Aalborg, TAK, men samtidig har regeringen droppet de indgåede aftaler. Så hvad kan vi forvente, I vil bruge tallene til?
Hun fortalte, hvordan forældre kæmper med dårlig samvittighed, når de for at kunne passe deres arbejde er tvunget til at aflevere et barn, uden at der er en voksen til at tage imod, eller bliver mødt af en nyansat pædagog med “panik i øjnene, når hun tager imod stuens 24. barn sammen med en vikar, der har 1. dag.”
– Vi får henvendelser fra forældre, der ikke ser anden udvej end at sige deres arbejde op eller gå ned i tid, så barnet i det mindste har færrest mulige timer i institutionen. Men få daglige timer inkluderer også middagsstunden, hvor pædagogerne er til pause, og her er det mere reglen end undtagelsen, at to pædagoger trøster, sætter plaster på, skifter ble og løser konflikter hos 60 børn.
Indlægget fra HvorErDerEnVoksen mundede ud i flere spørgsmål til byrådspolitikerne:
– Hvorfor investerer vi ikke i vores små børn, der er Danmarks fremtid? Hvorfor forebygger vi ikke, hvorfor fanger vi ikke børn på vej i mistrivsel, hvorfor venter vi på den dyre regning, der både rammer økonomisk og mennesket bag, når vi senere i livet i stedet skal sætte ind med specialindsatser – hvorfor?
Elendig økonomiaftale
Pædagogernes fagforening BUPL Nordjylland lagde sig tæt op ad forældrenes bekymringer, både i forhold til personalet, børnene og de unge.
– Tag bare DUS-området (navnet på Skolefritidsordning i Aalborg Kommune, red.), hvor der nu er én pædagog til 32 børn. Så skal der være to til fire børn med særlige behov, og samtidig med at vi ser ind i endnu flere besparelser. Det bliver rædselsfuldt for alle, og derfor skal man gøre alt for at undgå at spare så mange millioner på områder, der i forvejen er presset til det yderste, siger formand Liselotte Thomsen til Arbejderen.
Hun mener, det er helt urealistisk at finde besparelser på 100 millioner kroner på børn og unge. Ansvaret ligger efter hendes mening ved byrådspolitikerne og Kommunernes Landsforening, der har indgået en elendig økonomiaftale for 2024 med regeringen, på trods af at der er milliardoverskud i den offentlige sektor.
– Det løb er kørt for denne gang, så nu er det op til byrådspolitikerne at finde pengene, men de skal ikke tage dem i den ene forvaltning for at give til en anden. Politikerne skal gøre alt for at finde pengene andre steder, mener Liselotte Thomsen.
Læs også
Personligt har hun et par konkrete forslag: En skattestigning og de 30 millioner kroner, der hvert år siden 2019 er blevet indbetalt til Aalborg Alliancen som en medfinansiering af en motorvej over øen Egholm.
Politikerne får ordet
Efter at have lyttet til samtlige fremmødte fagforeninger og interesseorganisationer blev mikrofonen overladt til byrådspolitikerne.
Forslaget om at lukke landsbyskoler kommer fra Børne- og Ungeforvaltningen, men rådmand Morten Thiessen (K) måtte indrømme, at han personligt synes, at forslaget fra hans egen forvaltning er “ekstremt”.
– Men for hver skole, vi ikke skal lukke, skal vi ud og finde pengene et andet sted, sagde han og lovede, at specialområdet går fri.
Peter Larsen fra SF og Per Clausen fra Enhedslisten pegede på en skattestigning som alternativ til de voldsomme nedskæringer, kommunen ser ind i. Aalborg Kommune har ikke hævet skatten siden 1988, og det har nærmest været en mærkesag for Socialdemokratiet, der har siddet på borgmesterposten uafbrudt i 98 år.
SF og Enhedslisten foreslog også, at man stopper med at indbetale 30 millioner kroner årligt til motorvejsprojektet over Egholm og i stedet lader pengene komme børn, unge og ældre borgere til gavn.
Socialdemokratiet og Radikale Venstre vil ikke afvise skattestigninger og åbnede op for, at det forslag kan tages med i de kommende budgetforhandlinger. Til gengæld afviste Maja Torp fra Venstre at snakke om højere skatteprocent.
– For hvad så, når pengene fra Egholmforbindelse er væk og skattestigningen brugt? I stedet skal vi tænke nyt, sagde hun og foreslog at søge fonde og øge samarbejdet med private investorer.
Rådmand for Senior og Omsorg, Kristoffer Hjort Storm, fra Danmarksdemokraterne foreslog, at der under budgetforhandlingerne bliver kigget nærmere på forvaltningerne i Aalborg Kommune:
– Måske skal vi kigge på, om vi har det rigtige antal forvaltninger. Vi har seks og seks rådmænd, men København og Aarhus, som begge er større kommuner, har fem.
Flere aktiviteter i vente
Siden mødet i sidste uge har Ergoterapeutforeningen, Danske Fysioterapeuter Region Nordjylland og Autismeforeningen sluttet sig til det brede budgetsamarbejde.
I tirsdags var de samlet for at evaluere sidste uges møde med politikerne og for at planlægge yderligere aktiviteter. Det fortæller Marlene Qvist til Arbejderen.
– Vi ønsker ikke at lade os spille ud imod hinanden ved at pege på hinandens områder. Vi står sammen om det her. Det er politikernes ansvar at finde ud af, hvor pengene skal findes. Så kan vi hver især have nogle forslag om at skatten skal stige eller pengene tages fra Egholm-motorvejen eller noget helt tredje. Det er i sidste ende politikernes beslutning, siger hun.
Marlene Qvist hører til dem, der ærgrer sig over, at Kommunernes Landsforening har accepteret så elendig en økonomiaftale for 2024, som det er tilfældet, når der nu var penge i den offentlige kasse.
– Det er nok ikke særlig realistisk at ændre på dem. Men så må vi være tidligere ude næste år, så den proces kan påvirkes og der kan komme flere penge ud i kommunerne.
– Vi kan som borgere og foreninger godt råbe højt til politikerne på Christiansborg, men jeg tror på, at det lokale pres har en effekt. Byrådspolitikere er valgt lokalt, men de har et bagland, som vi skal forsøge at påvirke.
Hun slutter med et håb om, at byrådet finder 250 millioner kroner eller flere andre steder end på velfærdsområdet.
Kan du lide, hvad du læser?
Det koster penge at lave progressiv journalistik. Kun med din støtte kan Arbejderen fortsat udgive frit tilgængeligt journalistisk indhold af høj kvalitet.
