Læserbrev
EU vil ikke længere nøjes med blot at være en økonomisk og politisk stormagt: Unionen vil være i stand til at forsvare sine interesser overalt på kloden og sætte militær magt bag.
Men hvad er egentligt EU-toppens politiske argumenter for at bruge milliarder af offentlige skattekroner på oprustning, opbygge et fælles militær og en central kommandostruktur, afholde fælles øvelser, indsætte EU-kampstyrker i langvarige operationer uden for EU samt forske, udvikle og indkøbe militært materiel lige fra håndvåben til missilsystemer og droner?
Krigen i Ukraine: En “game changer”
Den 17. oktober gik EU’s afgående udenrigschef Josep Borrell på talerstolen på den europæiske forsvars- og sikkerhedskonference, der samler Europas største våbenfirmaer.
Talen giver os et indblik i de tanker, der ligger bag den omfattende militarisering af EU, der foregår i disse år.
EU’s udenrigschef kalder krigen i Ukraine for en “game changer”, der har vendt op og ned på, hvor langt EU kan gå, når det gælder om at blande sig direkte i en krig på europæisk territorium.
– Historien om vores militære støtte til Ukraine vil være en del af historien om udviklingen af Europas forsvarskapacitet. I begyndelsen af krigen i Ukraine leverede vi hjelme, nu sender vi dem F-16-fly, understreger Josep Borrell.
Brug for flere hundrede milliarder euro
Josep Borrell lægger ikke skjul på, at den militære oprustning bliver dyr – meget dyr. Vurderingen lyder på 500 milliarder euro – 3750 milliarder kroner – de næste ti år. Men det er ikke for meget, mener udenrigschefen.
– Vi skal være forberedt på en lang diskussion om, hvordan vi finansierer udviklingen af EU’s militære kapacitet, mener Josep Borrell og uddyber:
– Mario Draghi siger, at der er brug for 500 milliarder euro i det næste årti. 500 milliarder euro i et årti betyder 50 milliarder euro om året. Det er en stor sum penge, men måske ikke for meget til at opfylde vores behov.
Men det er alle pengene værd, forsikrer udenrigschefen. Rusland udgør nemlig en “eksistentiel trussel” mod EU.
Hvis den russiske aggression mod Ukraine blev opfattet som en eksistentiel trussel mod vores sikkerhed – sådan som virussen blev – så ville reaktionen være den samme, og der ville blive truffet passende foranstaltninger.
Josep Borrell, EU’s udenrigschef
Derfor skal nødvendigheden af EU’s oprustning – og de mange, mange milliarder kroner, den vil koste – betragtes på samme måde som dengang, vi bekæmpede corona.
– Hvis den russiske aggressive imperialisme virkelig blev set som en eksistentiel trussel mod Unionen, hvilket jeg tror, den er, så ville valget blive truffet meget hurtigt. Det er bare et spørgsmål om politisk opfattelse hos den offentlige mening, de politiske partier og regeringen, siger Josep Borrell og fortsætter:
– Hvis den russiske aggression mod Ukraine blev opfattet som en eksistentiel trussel mod vores sikkerhed – sådan som virussen blev – så ville reaktionen være den samme, og der ville blive truffet passende foranstaltninger.
Ifølge EU’s udenrigschef har EU – foreløbig – hældt mere end 42 milliarder euro i militær oprustning i Ukraine. Og inden årets udgang vil dette tal være steget til 45 milliarder euro.
Samtidig foregår der en omfattende oprustning af EU: De militære ammunitionslagre skal fyldes op, og der skal købes masser af militært krigsudstyr, efter at EU-landene har sendt ammunition, kampfly, kampvogne og meget, meget mere til Ukraine.
Retter blikket mod Rusland og Afrika
EU’s militære oprustning handler ikke kun om krigen i Ukraine. Udenrigschef Josep Borrell lægger ikke skjul på, at EU skal have en militær hammer for at kunne engagere sig militært i resten af verden.
Josep Borrell var hovedtaler på en stor konference i april, arrangeret af Forum Europa – der blandt andet består af Europas største virksomheder, heriblandt våbenfirmaer som Airbus. Her understregede han igen og igen behovet for, at EU får sit eget militær og sin egen våbenindustri.
Vi forestillede os at være omgivet af en ring af venner efter Berlinmurens fald. Denne verden er ved at blive erstattet af en ring af ild omkring os. Fra ustabilitet fra Sahel til Mellemøsten til Kaukasus og Baltikum. Der er en ring af ild omkring os.
Josep Borrell, EU’s udenrigschef
– Vi forestillede os at være omgivet af en ring af venner efter Berlinmurens fald. Denne verden er ved at blive erstattet af en ring af ild omkring os. Fra ustabilitet fra Sahel til Mellemøsten til Kaukasus og Baltikum. For ikke at tale om andre steder i Afrika. Der er virkelig en ring af ild omkring os, advarer Josep Borrell i sin tale.
– Vi har brug for mere end pæne ord. Vi har brug for mere for at skærme os mod verdens turbulens. Vi er nødt til at engagere os i resten af verden for at forsøge at reducere denne turbulens. Og det betyder, at vi skal opbygge en stærkere udenrigspolitik og en stærkere forsvarskapacitet.
– Stigende konkurrence mellem stormagter, højintensive konflikter mellem stater, cyberkrig og desinformation er en del af vores virkelighed. Vi bliver udfordret, lyder advarslen fra udenrigschefen.
EU’s udenrigsminister er ikke i tvivl om EU’s modsvar til den øgede rivalisering mellem stormagterne i verden:
– Næste skridt i det europæiske projekt vil være forbundet med opbygningen af en fælles sikkerhed og et fælles forsvar. Det betyder ikke, at vi skal sige, at krigen er nært forestående og starter i morgen. Men vi er nødt til at få EU-borgerne til at forstå, at den amerikanske paraply, som har beskyttet os under og efter Den Kolde Krig, måske ikke forbliver, understreger Borrell.
Opbygningen af EU-militæret er også en naturlig fortsættelse af, at EU har opbygget et indre marked og har opnået mere økonomisk integration, mener EU’s udenrigschef:
– Militær kapacitet vil være kernen i EU’s politikker. EU går ind i en tredje fase. Den første fase var i 1957: Et fælles marked. Den anden fase var øget økonomisk integration gennem det indre marked og den fælles valuta. Og den tredje er startet med krigen i Ukraine, som vil føre til fødslen af en stærk europæisk sikkerheds- og forsvarssøjle.
Ny EU-kommission klar til nye skridt
EU’s udenrigschef står langt fra alene med ambitionerne om en yderligere militarisering af EU.
Formanden for EU-kommissionen lægger ikke skjul på, at et hovedfokus for den nye EU-kommission de næste fem år er at skabe en “sand europæisk forsvarsunion”.
For første gang nogensinde er der blevet udpeget en forsvarskommissær for at sikre fuld fokus på opbygningen af militæret.
I den “arbejdsbeskrivelse” som den nye forsvarskommissær, Andrius Kubilius, har fået udleveret af EU-kommissionens formand, Ursula von der Leyen, fremgår det, at hans opgaver blandt andet er at fjerne alle barrierer i medlemsstaterne, der forhindrer, at soldater og militært materiel frit kan bevæge sig over grænserne.
Herudover skal den nye forsvarskommissær stå i spidsen for at sikre, at medlemslandene afsætter flere penge til oprustning, opbygge den europæiske våbenindustri og udvikle et fælles europæisk indre marked for indkøb af militært udstyr.
National forsvars- og udenrigspolitik?
Den nye EU-kommission lægger også op til at gøre op med princippet om enstemmighed – der hidtil har beskyttet de små lande og sikrer, at store lande ikke kan gennemtvinge en udenrigspolitik, der fremmer deres økonomiske og geopolitiske interesser.
Men fremover skal der træffes flere beslutninger med såkaldt kvalificeret flertal.
I “arbejdsbeskrivelsen” til den nyudnævnte udenrigskommissær, Kaja Kallas, slår formanden for EU-kommissionen følgende fast:
“For at være en global leder skal EU træffe beslutninger på en hurtigere og mere effektiv måde. Når der bliver fremsat forslag, stoler jeg på, at du vil bruge de klausuler i traktaterne, der gør det muligt at træffe beslutninger i den fælles udenrigs- og sikkerhedspolitik med kvalificeret flertal”.
Kvalificeret flertal betyder, at et flertal blandt regeringerne i 55 procent af EU’s 27 lande, der repræsenterer mindst 65 procent af EU’s samlede befolkning, kan vedtage forslag. Det bliver altså langt nemmere for EU’s største lande at samle et kvalificeret flertal.
Artiklen fortsætter…
Læs også
Indland
Overnational EU-udenrigspolitik på vej
Eksperter: Flere flertalsafgørelser i EU betyder mindre national selvbestemmelse
EU’s militarisering handler ikke om krigen i Ukraine
EU’s udenrigschef bruger krigen i Ukraine og den ustabile situation i verden i dag til at begrunde, hvorfor det er nødvendigt at kaste milliarder i indkøb, forskning og udvikling af nye våben samt opbygge en militær slagstyrke, der skal kunne indsættes overalt i verden.
Men EU’s militære stormagtsambitioner blev vedtaget, årtier før Ukraine-krigen begyndte.
Den militære opbygning af EU blev sat på skinner allerede med Maastricht-traktaten, der trådte i kraft i 1993, og EU’s Lissabon-traktat fra 2009 slår fast, at EU’s sikkerheds- og forsvarspolitik “vil føre til et fælles forsvar”, samt at alle EU-lande “forpligter sig til gradvis at forbedre deres militære kapacitet”.
EU har de sidste 20 år været i fuld gang med at opbygge sin militære kapacitet – lige fra at oprette kommandostrukturer, fælles enheder med soldater og ensartet materiel – til at forske og udvikle nye våbentyper.
EU begyndte allerede i 2003 at oprette kampgrupper a 1500 soldater, der med kort varsel kan sendes i krig over hele verden. EU har siden 2003 vedtaget en række militære operationer i eksempelvis Mali, Niger, Det Røde Hav og så videre.
I 2004 oprettede EU Det Europæiske Forsvarsagentur (EDA), der blandt andet fastlægger mål for medlemsstaternes militære kapaciteter og vurderer, om landene overholder deres løfter om at opruste. Herudover står EDA – sammen med EU’s Forsvarsfond – for EU’s militære forsknings- og udviklingsprojekter.
I 2017 oprettede EU Det Permanente Strukturerede Samarbejde (PESCO) for at fremme det militære samarbejde mellem EU-landene. Et af de PESCO-projekter, som Danmark er gået med i, er at gøre det lettere at transportere soldater og militært udstyr på tværs af landegrænser.
Kan du lide, hvad du læser?
Det koster penge at lave progressiv journalistik. Kun med din støtte kan Arbejderen fortsat udgive frit tilgængeligt journalistisk indhold af høj kvalitet.
